Den 6.-7. november 2006 holdt Farmakonomforeningen delegeretmøde. Et historisk møde i mere end en forstand. Dels kan foreningen i år fejre 60-års jubilæum, og dels var mødet det sidste delegeretmøde, da de 69 delegerede stemte for en ny struktur, som siger farvel til delegeretmødet, kredsgeneralforsamlinger og de 11 kredse og goddag til landsmøde, årsmøde i fem regioner og tre sektioner.

Ris og ros til Apotekerforeningen

I sin beretning sendte Susanne Engstrøm rosende ord til Apotekerforeningen for de mange faglige initiativer, som udgik herfra, men kaldte også apotekerne deres egen fjende: – Jeg er på ingen måde i tvivl om, at Apotekerforeningens medlemmer – med deres farmaceutiske hjerter – også ønsker at gå sundhedsvejen. Problemet er bare, at forretningsmanden indimellem kommer alt for meget i vejen. Et resultat er, at vi nu har fået skåret en ordentlig luns af apoteksmonopolet med afskaffelse af apoteksforbeholdet og bortfald af fastprissystemet på veterinærlægemidler til produktionsdyr, sagde hun. – Der er ingen tvivl om, at nogle særligt ivrige apotekere har båret inspiration til de politiske partier om denne liberalisering. Vi kan råbe og skrige til politikerne, lige så tosset vi vil om verdens bedste apotekssystem – og så kommer angrebet fra vores »egen familie«!

Hun opfordrede til at fortsætte kursen med udviklingen af farmakonomfaget, hvor patienten er i fokus, og påpegede foreningens klare opbakning til Apotekerforeningens faglige strategi: – Men der er desværre nogle store men’er …..

Et ubegavet forslag

Efter formandens mening er Apotekerforeningen gået over gevind, når de foreslår, at apoteksfilialer – igen – og altid skal være bemandet med mindst én cand.pharm., og at lovgivningen bør ændres herefter: – Det er noget af det mest ubegavede, jeg har set. Tænk, at en arbejdsgiverforening vil genere den største medarbejdergruppe på apoteket. Der er jo intet, der hindrer deres medlemmer i at ansætte en cand.pharm. på deres apoteksfilial. Så hvad er problemet?, spurgte hun. – Ifølge Apotekerforeningen vil det sende et bedre fagligt signal til samfundet, hvis der i lovgivningen var krav om cand.pharm.’er på alle receptekspederende enheder – dog med tilføjelsen, hvis de kan skaffes!
Altså skal der ifølge Apotekerforeningens forslag være en dispensationsmulighed. Så hvis der ikke er en cand.pharm. på lager, så kan der alligevel godt bruges en farmakonom. Hvad i alverdens riger og lande bilder de sig ind? Et godt råd til Apotekerforeningen: Tag det forslag af bordet!

Og med et bragende bifald tilkendegav de delegerede, at de ikke kunne være mere enige med deres formand.

Temperaturen på arbejdsområderne

I sin beretning tog formanden også temperaturen på de forskellige arbejdsområder for farmakonomer: – På de enkelte arbejdspladser ser jeg mange ting, der godt kunne være anderledes. Jeg ser travlhed, tegn på stress og flere steder dårlig ledelse med videre, men jeg kunne godt tænke mig – et øjeblik sammen med jer – at se ud over foreningens hovedarbejdsområder fra helikopterperspektiv med god udsigt uden at se de enkelte detaljer. Så ser jeg også de gode ting og nogle store udfordringer.

– Jeg ser et apoteksområde med en god overenskomst, som tager hånd om ikke alene løn, men en masse bestemmelser, som giver retning for løsning af forskellige problemer, som kan opstå for den enkelte. Jeg ser mulighed for indflydelse på egne arbejdsforhold, hvis man vil bruge sin ret og sin tillidsrepræsentant. Jeg ser et arbejdsområde med en vilje til at ville faget. Og jeg ser mange farmakonomer i gang med faglige projekter, som kan udvikle apoteket og farmakonomfaget. Og jeg ser mangel på farmakonomer, hvor truslen om arbejdsledighed ikke er eksisterende, fortsatte Susanne Engstrøm. – Det samme gør sig gældende på sygehusapotekerne – med ordnede overenskomstforhold og en forrygende faglig udvikling inden for klinisk farmaci. Også her råbes på flere farmakonomer.

– På Færøerne er en bekendtgørelse på vej om udvidet kompetence til farmakonomerne, og farmakonomerne har fået deres eget udvalg i landsapotekerens regi om kompetenceudvikling, tilføjede hun.

Skærpet opmærksomhed på industriområdet

– Men på industriens område ser jeg helt andre billeder. De fleste må selv forhandle kontrakt – eventuelt med hjælp fra foreningen. Ikke alle, men mange har nok bedre løn end på de øvrige områder. Men jeg ser også et område med stor jobusikkerhed, som kommer gennem pludseligt salg af en virksomhed, pludselige fusioner, eller virksomheden eller dele heraf flytter til udlandet, fortsatte Susanne Engstrøm. – For mange industriansatte farmakonomer gælder det, at de skal være i besiddelse af en meget stor omstillingsparathed. Pludselig er det en helt anden ledelse – måske fra et andet land. Eller jobbet er helt væk. Det kombineret med en tendens til, at farmakonomjob forsvinder og erstattes af akademikere.

– Derfor skal vi skærpe vores opmærksomhed på industriområdet. Også af den grund hilses Industrisektionens bestyrelsesprojekt velkomment. Et projekt, som har til formål at fastholde det antal ansatte, som findes i år 2006, fortalte hun. – Og af den grund skal vi understrege, at en eller anden form for overbygning af farmakonomuddannelsen med specialisering bør være en strategi, som vi skal forfølge.
Den er bydende nødvendig på industriens område for at sikre stillinger også i fremtiden.

– Selvom jeg også har en tyrkertro på, at mange virksomheder stadig vil søge farmakonomens gode kompetencer som akkuratesse, faglighed, omstillingsparathed og loyalitet, tilføjede hun.

Ikke røre ved pensionerne

Susanne Engstrøm kom i sin beretning også ind på de kommende overenskomstforhandlinger i 2007 og 2008 og satte her et særlig fokus på debatten om frit-valgs-ordninger: – Jeg kan godt få øje på nogle enkelte emner, som kan være relevante at se på. Der er jo skattemæssige eksempler på ydelser, hvor det kan være en fordel at ombytte løn med for eksempel it. Men nogle har også overvejelser om, at en del af pensionsindbetalingerne kan byttes til andet. Og der har jeg den personlige holdning, at pensioner skal der ikke røres ved. Det vil være utrolig kortsigtet!

– Vi har kæmpet os til en god pensionsordning samtidig med, at vi faktisk har den holdning, at de skal udbygges yderligere, tilføjede hun. – Det vil næsten ikke være til at holde ud, at de landvindinger, vi har fået på pensionsordningerne, skal udhules af kortsigtede muligheder for at bytte til andet. Vi har en forpligtigelse til at tænke det hele liv – også når medlemmerne går på pension.

Det synspunkt tilkendegav de delegerede gennem klapsalver deres enighed i.

Glade på arbejde og glade derfra

Farmakonomforeningen har stress som indsatsområde i 2006 og igen i 2007: – Det vi kan gøre er at sætte en debat i gang med henblik på at få en positiv udvikling, som forebygger stress. Vi har et fælles ansvar for hinanden – også på den enkelte arbejdsplads. Vi skal passe på og hjælpe hinanden. Det gode liv handler jo både om arbejdsliv, fritidsliv og privatliv. Der skal være tid til det hele, og det ene må ikke ødelægge det andet, sagde Susanne Engstrøm i sin beretning. – 2007 må være det år, hvor vi farmakonomer drøfter med hinanden, hvordan vi kan få det gode liv, hvor vi går glade på arbejde og glade derfra. Det handler om prioritering.

Hun afsluttede emnet med at citere Sokrates: – Ikke livet, men det gode liv, er det, der skal værdsættes over alt!

Til det synspunkt fik hun forsamlingens tilslutning gennem højlydte klapsalver.

Ros til bestyrelsesuddannelsen

I sin beretning fremhævede formanden bestyrelsesuddannelsen. Hun roste den gode idé, det flotte forløb og det store engagement: – Jeg har mærket virkningen af bestyrelsesuddannelsen på alle efterårets generalforsamlinger. Lidt større begejstring – og fortællinger om ens eget bestyrelsesprojekt tilført en god portion stolthed, fremhævede Susanne Engstrøm og frydede sig over den synliggørelse, der på baggrund af de mange initiativer er sket over for medlemmerne. – Et godt grundlag for fremtidens bestyrelseskurser i en ny struktur.

Efter en gennemgang af foreningens politikker – læs mere herom på de følgende sider – blev formandens beretning enstemmigt godkendt af delegeretmødet.