FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Fagpolitik
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/01 - Fusionens store sygehusapotek i sigte
Hovedstadsregionens tre sygehusapoteksenheder skal smelte sammen. Det er et større puslespil, hvor værdier skal afstemmes, medarbejdere flyttes, og arbejdsgange effektiviseres

Fusioner og stordriftsfordele. To begreber, som hænger nøje sammen. Det ene skal føre til det andet, og det er da også, hvad man forventer, når de tre sygehusapoteks-enheder i Københavns Amt, Frederiksborg Amt og H:S bliver sammenlagt.

Der er arbejdet på sagen siden årsskiftet 2004/2005, og det nye store sygehusapotek med cirka 400 medarbejdere forventes klar til gradvis indkøring i løbet af 2007.

Mange og lange drøftelser er gået forud for at sikre, at målene med fusionen bliver til virkelighed. Målene er, at det store sygehusapotek fordelt på 15 adresser med afdelinger rundt i Region Hovedstaden kan levere bedre kvalitet, større sikkerhed og et bedre serviceniveau end de tre nuværende enheder. Og så skal fusionen også resultere i besparelser, i hvert fald så man får mere og samtidig bedre resultater for pengene.

På tværs af traditioner

– Det er en lang proces at få fusionen på plads, mener Christina Hartmeyer, TR på Sygehusapoteket Frederiksborg Amt. Hun medgiver, at kollegerne på denne mindste arbejdsplads i fusions-puslespillet med sine knap 40 medarbejdere er lidt trætte ved arbejdet med forberedelserne, da mange af dem har været direkte involveret i planlægningen. Det trækker tænder ud, når hverdagen samtidig skal passes.

– Og som udgangspunkt havde vi en rigtig god arbejdsplads og et velfungerende apotek. Et mindre sted med god kundeservice, så ideen til fusionen kom altså heller ikke herfra, påpeger hun og vurderer, at stordriftsfordelene ikke bliver voldsomme ved fusionen.

– Vi har her haft tradition for hver især at have flere funktioner og har derfor for eksempel ikke haft problemer med ensidigt gentaget arbejde ved cytostatikaproduktion. Men med fusionen går tendensen den anden vej, altså til at specialisere, som det også foregår andre steder, lyder Christina Hartmeyers overvejelse. Hun har dog en klar fornemmelse af, at kollegerne i stigende grad føler medejerskab over for den forestående fusion.

– Den nærmer sig jo, og nu ved alle også, hvor deres tjenestested vil være fremover, oplyser hun og fortæller, at alle har haft jobgaranti, og at ansættelser er bemandet med vikarer i overgangsperioden.

– De fleste er da også landet med begge ben på jorden. En farmakonom har dog ikke fået funktion som ønsket, og en anden har valgt at gå på efterløn. Og nogle har altså fået en transporttid på op til to timer hver vej. Så det giver besvær, men vi er ovre den fase, hvor alle gik og bekymrede sig om, hvad der lige skulle ske med en selv. Og vikarerne håber vi på kan få fast ansættelse, når tingene er faldet på plads.

– Tingene har udviklet sig i takt med forberedelserne. Jeg fornemmer, at holdningen til fusionen ændres, så der opstår en større samhørighed. Vi har da altid samarbejdet mellem sygehusapotekerne, men nu kender vi hinanden bedre og bedre. Og holdningen er da også, at når fusionen nu skal være, kan vi lige så godt få noget godt ud af den, siger hun og fortæller, at hun som TR virkelig har fået udvidet sit netværk under processen. Hun har også selv deltaget i en arbejdsgruppe om at samle distributionen i Herlev.

– Fra starten havde det lidt karakter af forhandling, hvor man tog lidt og gav lidt. Det har vi måttet vænne os til, ligesom vi må vænne os til, at der kommer nye kolleger, og at der faktisk skal laves en helt ny arbejdsplads. For vi kan ikke gå rundt med de gamle vaner, og det har vi sandelig også talt en del om. Men det bliver nok svært i praksis alligevel, vurderer Christina Hartmeyer og henviser til erfaringer fra fusionerne i H:S.

– Der var det ikke nemt at fusionere, men nu er vi bevidste om besværlighederne og kan drage nytte af deres erfaringer.

– De nye kolleger skal være med til at præge den nye arbejdsplads. Og vi må nok se frem til en vis ensretning fra oven, for eksempel når det gælder klinisk farmaci, som praktiseres forskelligt fra sted til sted. Men det kan vi så betragte som en yderligere kvalitetssikring af vores arbejde, siger hun og understreger, at det ikke skal forstås negativt.

Trætheden og optimismen

– Hos de ældre kolleger sporer jeg en vis træthed over de omvæltninger, fusionen vil medføre. Det er der ikke noget at sige til, når de har været igennem H:S-fusionen for ti år siden og nogle tidligere også i Københavns Kommune. Men den gode vilje til at komme igennem processen er her dog stadig, oplever Liss Jørgensen, TR for farmakonomerne på en del af H:S Apoteket.

– Det er i hvert fald ikke information om processen, vi mangler. Vi har al den information, vi kan labbe i os, og vi har også god adgang til at bidrage med ideer for eksempel ved at lægge ting ind på SAMnet, sygehus?apotekernes fælles intranet. Risikoen er vel snarere, at vi drukner i information, mener Liss Jørgensen. Hun peger også på, at flere kolleger interesserer sig mest for egne cirkler og for, hvad der lige skal ske med dem selv.

– Det er naturligt og bestemt også vigtigt, at man er tryg ved sin egen situation, men ofte bliver der ikke så stort overskud til at tage sig af resten. Og så er det svært at være TR og have noget at byde på, når information?erne er lige ved hånden både ved fællesmøder og nyhedsbreve, lyder hendes overvejelse.

Også på Frederiksberg, hvor Liss Jørgensen har sin daglige gang, står man til at miste en del aktiviteter, når for eksempel distributionen flytter mange kolleger fra deres tidligere arbejdspladser til Herlev, og halvdelen af produktionen går samme vej. Ingen vil dog miste jobbet, og alle lederstillinger har været genopslået i processen, som medarbejderne ifølge Liss Jørgensen har haft indflydelse på ved at deltage i ansættelsessamtalerne.

– Alligevel er mange meget berørte af udviklingen, og i øjeblikket er mange kolleger frustrerede. Nogle har også søgt og fået stillinger andre steder, mens andre er gået på efterløn. De stillinger, der er blevet vakante, er så tit de forkerte i forhold til planerne om at nedlægge funktioner. Stillingerne kan også kun besættes tidsbegrænset under processen, og den ansættelsesform er ikke særlig attraktiv, så det har vist sig svært at fylde hullerne ud, siger Liss Jørgensen.

– For os, som bliver tilbage her, er situationen også mærkelig, og det er lidt svært som TR at gå rundt og love, at tingene nok skal blive bedre. Så lidt trøst er der brug for, konstaterer hun og understreger, at det gælder om at bevare optimismen i processen, selvom det er lettere sagt end gjort, når kolleger helt naturligt føler utryghed ved de store forandringer.

– Hospitalet og apoteket her er jo en traditionsrig arbejdsplads, og det er vanskeligt at bryde med tradition?er. Der skal skabes nye fælles værdier, og det gør ledelsen da også meget for blandt andet gennem fællesmøder, hvor alle ansatte er med over fire dage. Men mødeaktiviteten skaber så skævheder i arbejdsgangen og hverdagen. Så det er ikke helt nemt, men det gælder altså om at bevare optimismen og komme igennem forandringerne ved at gøre sin indflydelse gældende, konstaterer Liss Jørgensen.

Synergi og faglighed

Besparelserne ved fusionen vil ifølge sygehusapoteker Lars Nielsen, H:S Apoteket, svare til lønsummen for omkring 20 medarbejdere.

– Ikke så meget som nogle nok havde håbet, men det er, hvad vi fagligt kan stå inde for fra ledelsesgruppens side, understreger han og gør opmærksom på, at en del opgaver – som for eksempel medicinservice – er vanskelige at effektivisere.

Apotekeren, der bliver chef i det nye Region Hovedstadens Apotek, har været leder af to af de tre apoteks-enheder, der indgår i fusionen. Han kan da også berolige med, at medicinservice, som vil blive varetaget ude i fire virksomhedsområder med hver sin områdechef, kan praktiseres afvekslende med andre opgaver som for eksempel cytostatikafremstilling for at undgå ensidigt gentaget arbejde.

– Målet med fusionen er at få mere kvalitet for penge?ne, og det kan jo ske ved sammenlægning. Hvor der før var tre enheder beskæftiget med samme opgave, kan de lægges sammen og arbejdet effektiviseres, siger han og henviser til, at kortlægningen af de muligheder har krævet et omfattende analysearbejde, som har stået på i et par år.

– Der er ikke noget at sige til, at folk er lidt trætte af al denne planlægning, så nu drejer det sig også om at komme i gang med sagerne i praksis, fortsætter apotekeren og forklarer, hvordan man først går i gang med at flytte lægemiddelinformationen fra Herlev til Bispebjerg.

– Tager vi et område som lægemiddelinformation, har der jo eksisteret tre separate afdelinger hidtil. De bliver nu lagt sammen til en stor afdeling, der placeres på samme adresse som klinisk farmakologisk enhed, hvor der sidder læger og informerer og styrer forbruget. Derved opstår et spændende fagligt miljø, hvor teoretiske og praktiske erfaringer kan udveksles.

– Og med samme bemanding vil vi se faglige synergieffekter, som kun kan opstå i en stor organisation, påpeger Lars Nielsen. Han understreger, at besparelser som følge af stordriftsfordele primært vil høstes ved at samle noget af produktionen og hele distributionen, hvor der så også vil være grundlag for at udvikle ny teknologi.

– Men cirka 160 af vores medarbejdere arbejder med viden, for eksempel i medicinservice, og de vil stadig have samme arbejdsopgaver i fremtiden, siger apotekeren, der gerne vil understrege, at fusionen er gået ind i den fase, hvor der kommer synligt skred i sagerne. Nu er ledelsens udspil til værdigrundlag blevet fremlagt på fire stormøder, hvor medarbejderne kan kommentere og diskutere det, så man kan opnå en fælles platform for de kommende forandringer. Fusionen skal nemlig ikke være et kludetæppe af gammelt, men noget helt nyt, som det hedder i arbejdspapirerne.

Uro og forventning

– Lige nu er vi nok der, hvor det er vanskeligst at se positivt på fusionen, mener Birgit Valentin, der er TR på Centralapoteket i Herlev og med i tværsamarbejdsudvalget, hvor repræsentanter fra flere faggrupper og arbejdssteder mødes hver måned.

– Det har jo skabt uro og nervøsitet, at der er blevet flyttet om på folk, og kollegerne fornemmer også, at ledelsen har enormt travlt med de mange møder, og det går ud over hverdagen. Så lige nu kan det være lidt svært at se positivt på sammenlægningen, siger hun, men tilføjer, at hun faktisk mener, at ledelsen har gjort en vældig indsats for, at tingene skal lykkes.

– Men mange ting sejler lidt. Her er mange spørgsmål uden svar, for ingen har jo prøvet dette endnu, siger hun og peger for eksempel på den usikkerhed, der hersker over for en total omlægning af edb-systemet og det at få fælles varenumre på plads.

– Og mange føler, at der er for lidt tid. Så det gælder om at se mulighederne i processen, men det er ikke let hele tiden. Men ingen stiller mere fundamentalt spørgsmålstegn ved, om fusionen er en god ide eller ej. Nu gælder det blot om at få processen videre trods frustrationer. Det er ikke helt nemt, når man som her hos os synes, at vi har en god arbejdsplads og gerne vil holde på kulturen. Det er lidt farligt, for vi skal jo også trives med de nye, der kommer til, siger Birgit Valentin.

– Det gælder om at se mulighederne, men processen har skabt en situation, hvor mange medarbejdere har gået rundt med den tanke i baghovedet, at der nok skulle skæres ned, og hvad skal der så ske med mig. Det stresser og kan godt blokere for, at man kan sige til sig selv og andre: Hov, det kan vist også være en fordel at gøre tingene anderledes, lyder hendes overvejelse.

– Ja, spændende er det altså, men også lidt kaotisk fra tid til anden. Men det er vel naturligt – det skal måske være kaotisk, før det bliver godt.

Fakta

Fusion med enheder

Region Hovedstadens Apotek etableres den 1. januar 2007 som en fusion af sygehusapotekerne i H:S, Københavns Amt og Frederiksborg Amt.

Hovedopgaven for de 400 medarbejdere er at skabe merværdi for hospitalernes afdelinger og patienterne. Apotekets opgaveløsning er opdelt i de tre hovedprocesser viden, produktion og logistik og de to støtteprocesser kvalitet og administration.

Apotekets største enhed ligger på Marielundsvej i Herlev, hvor der er cirka 150 medarbejdere. Herudover findes centraliserede apoteksfunktioner på Rigshospitalet, Frederiksberg Hospital, Bispebjerg Hospital og på Nordsjællands Hospital i Hillerød. Region Hovedstadens Apotek har på alle regionens hospitaler udstationeret farmakonomer eller farmaceuter, der for de enkelte afdelinger arbejder med medicinservice, klinisk farmaci eller fremstilling af patientindividuel medicin.

« Tilbage til Fagpolitik

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk