Lige før et af to årlige møder med kontaktpersoner og TR’er fra industrien, træffer vi tre medlemmer af Industrisektionens bestyrelse for at høre, hvordan de industriansatte agter at placere sig selv i foreningen med den nye struktur.

De tre er formanden Annelise Raun, næstformanden Birgit Bahnsen og bestyrelsesmedlem Pia Eriksen. Og formanden lægger ud:

– Jamen, jeg tror ikke, der bliver den helt store forskel. Industrisektionen bliver landsdækkende som før og får et medlem i hovedbestyrelsen, hvor beslutningerne tages, siger hun øjensynlig helt tilfreds med den nye struktur.

– Og så regner vi da med, at der bliver arbejdet mere på tværs af sektionerne og regionerne, for det er lige præcis det, den nye struktur lægger op til, skynder hun sig at tilføje, inden Pia Eriksen griber ordet for at udvikle tanken om samarbejde.

– Samarbejdet bliver da anderledes på nogle punkter. Man kan jo for eksempel sagtens forestille sig, at de industriansatte vil komme til et medlemsarrangement, hvor en privatansat fortæller om hverdagen på apoteket. Et skift fra industri til apotek har tidligere nærmest været betragtet som en trussel, men helt så slemt er det ikke længere, siger hun med et lille grin.

Geografisk slagside
I forhold til foreningens offentlige sektion er de indu?striansatte bestemt ikke ligeligt fordelt over landet. Derfor kan det også knibe at skaffe et bestyrelsesmedlem fra hver region, og derfor bliver det fremover også sådan, at bestyrelsesmedlemmer fra én region gerne må dække arbejdet i en anden region.

– Ja, Birgit Bahnsen bliver sikkert den, der dækker hele Jylland fra nord til syd, lyder kommentaren straks fra Pia Eriksen, der gør opmærksom på, at Industrisektionen kun har 18 medlemmer i det nordlige og 20 i det sydlige Jylland.
Det ryster nu slet ikke Birgit Bahnsen, der blot understreger, at hun oplever bestyrelsesarbejdet som en faglig udfordring og en personlig fornøjelse på samme tid.

– Vi har en bestyrelse, der svinger utrolig godt med sine meget forskellige medlemmer, siger hun, men tilføjer, at der nu godt kunne komme en jyde eller fynbo mere med, når den nye struktur kommer på plads. Og sektionen har lidt geografisk slagside, når hovedstadsregionen rummer 333 og Sjællandsregionen 81, mens Jylland og Fyn tilsammen præsterer 65, i alt 479 medlemmer.(Tallene er fra september 2006, red.)

– Og så er det ikke helt nemt at trække folk til hovedstaden – og heller ikke til vores generalforsamling. Måske har de det for godt, filosoferer Annelise Raun og suppleres af Pia Eriksen, der påpeger, at medlemmerne må indse, at et netværk lever af, at det bliver brugt og genopfrisket, som det faktisk sker ved generalforsamlingerne eller årsmøderne, som de kaldes med den nye struktur.

Færre på jobbene
Måske har de industriansatte det godt ude på jobbene. I hvert fald får de helt pæne lønninger. Men de har også forholdsvis stor anciennitet. Det fremgår blandt andet af den spørgeskemaundersøgelse, som bestyrelsen har brugt til at kortlægge kollegernes arbejdsforhold.

– Vi kan blandt andet se, at nye stillinger ikke i særlig høj grad besættes med farmakonomer, men enten med teknikere eller akademikere, siger Annelise Raun.

– Ja, mange af vores job er jo papirarbejde, som farmaceuter lige så godt kan klare, men i andre sammenhænge er det en fordel at have en praktisk baggrund. Det har farmakonomerne traditionelt haft, men det har de ikke meget mere, tilføjer Pia Eriksen om rekrutteringsproblemet, der peger i retning af, at farmakonomer i industrien ligner en uddøende race.

– Men vi har erfaring med GMP, og det er altså ofte en fordel i forhold til for eksempel laboranter, observerer Pia Eriksen, mens Annelise Raun påpeger, at de garvede farmakonomer i industrien i dag sidder i stillinger, som man ikke ville ansætte farmakonomer i ved nyansættelse.

– Vores stillinger er vi jo avanceret til med efteruddannelse, med tiden og med erfaringen, siger hun og foreslår, at nye farmakonomer med smag for arbejde i industrien indsender uopfordrede ansøgninger.

– Ligger der ansøgninger i bunken, når der skal ansættes nye, så vil vi – allerede ansatte farmakonomer – da arbejde for, at de nye farmakonomer får en mulighed for at komme ind, siger hun.

Foreningen i ryggen
– Vi skal i hvert fald holde fast i målet om at få flere farmakonomer til industrien, hvis der skal være nogen tilbage, når vi går af, lyder det fra Birgit Bahnsen, som også understreger, at det er en klar fordel at være medlem af Farmakonomforeningen, selv om man selv forhandler sin løn, og selv om foreningen ikke har overenskomst med arbejdspladsen.

– Og vores medlemmer får altid en glimrende hjælp, når de henvender sig til foreningen med et eller andet problem, siger hun og advarer medlemmer, der søger ind i industrien imod at forelske sig for meget i en forholdsvis god løn og frynsegoder, hvis pensionen ikke er i orden.

Pia Eriksen erklærer sig mere indstillet end sin bestyrelseskollega på selv at forhandle sin løn. Hun konstaterer også, at nogle farmakonomer identificerer sig mere med kolleger på arbejdspladsen med anden uddannelse end med farmakonomerne.

– Men det er rigtigt, at foreningen er opmærksom på os og god at have i ryggen, hvis man ikke selv er parat til at forhandle løn, siger hun.

Overbygning og uddannelse
De tre medlemmer af bestyrelsen er enige om, at der også ligger et uddannelsesmæssigt problem for farmakonomerne, når det gælder om at bevare antallet af farmakonomer i industrien. Og det er netop et af bestyrelsens erklærede mål.

– Men det er svært at pille ved selve farmakonomuddannelsen, idet apotekerne nok ikke er så interesserede i at finansiere uddannelsen af elever, der bagefter søger over i industrien, vurderer sektionsformanden.

– Netop derfor vil vi forslå en overbygningsuddannelse, der kunne rettes mod farmakonomer, som tilstræber ansættelse i enten industri eller på sygehus?apotek, siger Pia Eriksen og forestiller sig en samarbejdsmulighed her, som hun gerne vil præsentere for de offentligt ansatte farmakonomer.

– En overbygning kunne være en efteruddannelse på to-tre måneders specialisering, som Pharmakon nok ville kunne klare, men som det måske ikke er helt nemt at få industriens arbejdsgivere til at betale til. Det problem må vi se på i foreningen og arbejde videre med, tilføjer hun.

– Ja, og det forslag er også et eksempel på, at vi ikke ønsker at gå enegang i vores sektion. Vi vil gerne lægge op til et bredt samarbejde, som også foreningens formand har ønsket det, siger Birgit Bahnsen.

– Men vi er også klar over, at skal vi have en betydningsfuld plads i foreningen, så må vi selv arbejde på at udfylde den, tilføjer hun.

Ikke egoisme
Når sektionsopdelingen bevares, skyldes det efter de industriansattes bestyrelses mening behovet for ikke at forsvinde i helheden.

– Og det er altså ikke egoisme fra vores side, at vi gerne vil fylde noget i foreningen, forsikrer Birgit Bahnsen.

– Vi vil gerne samarbejde med de andre medlemmer, og det får vi måske også mere tid til, når hovedbestyrelsen fremover tager sig af at planlægge arrangementer, siger hun.

Hun støttes af sine bestyrelseskolleger, som også ønsker, at industriens ansatte bliver mere synlige som en del af foreningen.

– Så vi vil fra Industrisektionen gerne ud og oplyse om hvilke forskellige muligheder for jobs, der er i industrien. Det kunne for eksempel ske på Pharmakon, men eleverne kunne også komme ud på vores arbejdspladser, siger Annelise Raun.

– Ja, eller vi kunne komme på besøg i elevsektionen og fortælle om mulighederne i industrien. Det kunne foregå ud fra temaet: ’Hvad kan jeg blive?’, supplerer Pia Eriksen, som gentager, at industrien stadig gerne skulle være en karrieremulighed for farmakonomerne.