Anni Helbo siger farvel. Men hun siger også tak for de 17 år, hun har arbejdet for og med medlemmerne i Farmakonomforeningen.

Hun har selv valgt at takke af for at begynde et nyt kapitel i sit liv.

– Det er jo ikke helt nemt at have et normalt arbejdsliv, når man har så meget foreningsarbejde, som jeg har haft, siger hun og regner lidt på, hvordan fordelingen har set ud mellem hendes arbejde i mange år som logistikansvarlig på Vejlby Apotek og som næstformand.

– Foreningsarbejdet fylder meget. Sådan cirka ti dage om måneden, men det svinger lidt. Og det kræver forståelse fra kollegerne på apoteket, at man er så meget væk, siger hun og tilføjer, at også apotekeren skal have ros for at have hende ansat trods dobbelttilværelsen.

Faglig investering

– Og jeg synes, at det fagpolitiske arbejde har fyldt mere de senere år, så jeg kan kun sige, at det passer fint, at næstformanden bliver frikøbt på halv tid, siger hun.

– Nogen skal jo tage sig af det fagpolitiske arbejde med at repræsentere, med at udvikle og skubbe på, og for mig har det været en rigtig god udfordring, som da også har udviklet mig som person, vurderer Anni Helbo og understreger, at det fagpolitiske arbejde må betragtes som en investering i fremtiden på medlemmernes vegne. Men det kaster altså også noget af sig til personen, der tager opgaven på sig.

– Jeg har fået opbygget et vældigt netværk, og det er i sig selv en oplevelse, siger hun, men tilføjer, at der altså også skal stor tålmodighed til at trække læsset fra tid til anden.

– Mange, mange møder bliver det til. Og det er ikke altid, at bestræbelserne giver resultat. Det tager ofte lang tid at lave tingene om, lyder hendes erfaring.

Et foreningsmenneske

Anni Helbo har som næstformand oplevet en hverdag, hvor mange bolde skulle holdes i luften. Og det kan give oplevelsen af, at der altid er noget, man også lige skulle have gjort, men vist ikke lige nåede.

– Man skal jo være velorienteret og for eksempel følge med i dagspressen og fagpressen, siger hun.

– Og så skal man have lyst til at have med mange mennesker at gøre. Men det er jeg vant til, siger hun og fortæller, at hun er et udpræget socialt foreningsmenneske. For eksempel da hun i sin tid spillede håndbold, var det ikke kun skudarmen, der blev trænet, men der blev også tid til at træne andre og sidde i bestyrelsen. Og naboerne hjemme i Hammel, hvor hun holder til med mand og to børn, er bestemt heller ikke nogen, man blot nikker til. Dertil kommer den lokale kunstforening, som Anni Helbo også har sin gang i og diverse studiekredse.

– I bund og grund handler det om engagement. Der er vi som mennesker nok forskellige. Om det ligger i generne eller kommer med opvæksten, ved jeg ikke, siger hun og henviser til, at det i hendes tilfælde nok ligger til familien, og at sønnen er i elevrådet og datteren i bestyrelsen i tennisklubben.

Hjælpsomhed og solidaritet

– Ja, engagement skal der til. At engagere sig for at hjælpe andre. Det er vigtigt for mig. Og så har det at gøre med, at den unge generation skal vide, at tingene ikke kommer af sig selv. I foreningsarbejdet drejer det sig om at kæmpe for og bevare rettigheder, for den slags falder nemlig ikke ned fra himlen, konstaterer Anni Helbo.

– Så selv om ting tager tid, og det kræver arbejde at ændre på sagerne, så nytter det noget, fortsætter hun og peger som eksempel på egne mærkesager som uddannelsen, efteruddannelse af farmakonomerne og synliggørelse af foreningen.

– Tiden har også arbejdet for os som farmakonomer, idet vi har fået tilkæmpet os flere kompetencer. Og det skal afspejles i uddannelsen og viser sig så igen som en øget synliggørelse af foreningen og faget, påpeger hun.

– Men som sagt; tingene kommer ikke af sig selv. Vi har arbejdet hårdt for dem.

At gribe udviklingen

Som håndboldspiller ved Anni Helbo, hvor vigtigt det er at kunne gribe bolden. Og som fagforeningskvinde ved hun tilsvarende, hvor afgørende det er at kunne gribe udviklingen og arbejde for, at medlemmernes vilkår forbedres.

– Tag nu for eksempel hele it-området, som altid har interesseret mig. It har vist sig at være et enormt vigtigt værktøj, som har ændret meget, og den udvikling har vi fulgt nøje, siger hun.

– Men apotekerne er altså meget forskellige. Nogle er med helt fremme, mens andre ikke er særlig omstillingsparate. Det kan man se, når det gælder om at udnytte vores kompetencer. Det er ti år siden, vi fik fuld kompetence, men det er desværre ikke alle apoteker, der udnytter den fuldt ud.

Anni Helbo understreger, at medarbejderne trods it og robotter er apotekets puls, hvorfor uddannelse og efteruddannelse bliver mere og mere vigtigt. Hun henviser i den forbindelse også til muligheden for at søge penge i Udviklingspuljen, hvor medlemmerne kan definere egne projekter.

– Det er der kommet rigtig gode ting ud af blandt andet projektet om nonverbal kommunikation, minder hun om.

Børn og arbejde

Da Anni Helbo havde børn i børnehave, var hun selvfølgelig også formand for bestyrelsen der. Og hun har ikke glemt, hvordan det er at have små børn og karriere.

– Pasning er en service, som det offentlige må stille til rådighed for borgerne, der har betalt for den. Men det er bestemt ikke uden problemer, siger hun og peger på ydertimerne, hvor det kan være meget svært at få børnene passet.

– Jeg siger ikke, at børnene skal passes mere i institutioner, men jeg siger, at pasningstiderne skal indrettes efter forældrenes arbejdstider og transporttider. Og det er de altså stadig ikke, konstaterer hun.

– Det giver problemer for os som farmakonomer med skæve arbejdstider. Og det er yderligere et ligestillingsproblem, for vi er et kvindefag, hvor vi ofte tjener mindre end vores mænd. Så går det tit sådan, at vi går ned i tid for at få familien til at hænge sammen. Og for enlige mødre er det jo lige før, at de ikke kan passe deres arbejde som apoteksansatte, så det er fortsat noget, vi må have fokus på her. Og det må gerne ske i samarbejde med Apotekerforeningen, siger hun.

– Vi ville garanteret ikke have så mange medlemmer på deltid, hvis arbejdstider og pasningstider passede sammen. Og som fagforening er det altså en styrke at have medlemmer på fuldtid, og for apotekerne ligger der måske også en arbejdskraftreserve her, argumenterer hun.

Manglende bevidsthed

Som Anni Helbo allerede har understreget, falder fagpolitiske rettigheder ikke ned fra oven. Og hun mener, at det kniber med den fagpolitiske bevidsthed for nogle medlemmer.

– Man skal være engageret i sit arbejde, men man kan ikke tvinge folk til at være fagpolitisk aktive. Folk skal selvfølgelig kende deres rettigheder, men så skal de også forstå, at der skal arbejdes på at overholde dem. Og til den forståelse hører, at man må tage del i det fagpolitiske arbejde, siger hun og kommer med et hjertesuk over, at de netop overståede årsmøder i foreningen demonstrerede, at det viste sig lidt vanskeligt at finde tilstrækkeligt med bestyrelsesmedlemmer.

– Og det skuffer mig nok allermest, at de offentligt ansatte ikke fandt et bestyrelsesmedlem i Region Nordjylland. For så mangler vi et led i det tværfaglige samarbejde der, og det spolerer ideen med den nye struktur, pointerer hun.

Et hus i orden

Mærkesager kunne Anni Helbo nævne endnu flere af. For eksempel arbejdede hun aktivt for, at faggruppen fik sit nuværende navn. Og hun har også arbejdet for, at foreningen kom med på FIP-kongresserne, så faggruppen også har profileret sig internationalt. Og hun har flere sager oppe i ærmet, som hendes efterfølgere kunne tage op. For eksempel mener hun, at farmaceutuddannelsen også burde finde sted i Aalborg og Århus, så man kunne trække flere farmaceuter til hovedlandet.

– Måske lidt fantasifuldt, men det skal der også være plads til, siger hun med et smil og tilføjer, at det nu bliver vemodigt at forlade sin tillidspost.

– Men jeg synes, at jeg overdrager et hus i god orden til efterfølgerne med en ny struktur og værdierne på plads med Mit Fællesskab 2010. Det er en god platform at arbejde videre på, siger hun fortrøstningsfuldt.