Farmakonomforeningen har masser af gode opgaver i fremtidens samfund. Og farmakonomerne kan bidrage til fremtidens sundhedsfremme med en bred viden, med deres rådgivning og evne til at påpege fejl. Og det må ske i et øget samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen, fastslog Sophie Hæstorp Andersen på årsmødet for Region Hovedstaden. Hun er folketingsmedlem, valgt for Socialdemokraterne, og medlem af Folketingets Sundhedsudvalg og tidligere medlem af Regionsrådet.

Problemerne er der

For problemer er der nok af, når man kigger på folkesundheden, vurderede Sophie Hæstorp Andersen og understregede, at der er social skævvridning i sundheden. Derpå opridsede hun nogle af problemerne:

Vi drikker og ryger for meget, vi spiser for fedt og motionerer for lidt, hvilket ikke er heldigt, når 35 procent af os har stillesiddende arbejde. Vi dyrker usikker sex, hvad man kan konstatere ved antallet af klamydiainfektioner. Og vi stresser for meget, når ti procent af erhvervsaktive ofte føler sig stressede i hverdagen. Vi forebygger heller ikke ulykker i særlig høj grad. Endelig er alt for mange ensomme, og det gælder ikke blot de ældre, men også unge og de psykisk syge. Og mister man førligheden, mister man nemt muligheden for kontakt med andre.

– Vi er for dårlige til at sikre tilgængeligheden i vores samfund, mente Sophie Hæstorp Andersen og understregede, at der ses en tendens til, at sygdomsrisici klumper sig sammen. Har man først et helbredsproblem, er risikoen større for at pådrage sig yderligere et større.

Prioritering vigtig

Der ligger altså nok af forebyggelsesopgaver og venter for et sundhedsvæsen, som bare ikke mere er i verdensklasse, mente Sophie Hæstorp Andersen.

Så der må både prioriteres og kigges nøje på, hvor man ikke når ud til problemerne. Men det bør ske ud fra et sæt af grundlæggende værdier, som der ikke må rokkes ved, for så skrider fundamentet for sundhedssystemet, som vi kender det.

Værdierne må være fri og lige adgang til forebyggelse og helbredelse. Og forebyggelsen skal bygge på en tradition for god praksis og skal rettes mod de rigtige behov. Det betyder for eksempel, at borgerne også selv må kunne komme til orde med egne behov og ønsker om for eksempel rygskoler, sagde hun. Og hun understregede, at der kræves god sammenhæng i sundhedsindsatsen mellem kommuner og regioner, samt at indsatsen må hvile på konkrete mål.

– Visionen er, at færre bliver syge, og det gælder især kronisk sygdom. Og det er et flot mål, når man tænker på, at vi bliver bedre til at finde ud af, at folk er syge, samt at folk lever længere.

– Vi må arbejde på at få færre unødvendige indlæggelser, skabe øget viden om egenomsorg og om tilbud i sundhedsvæsenet, fastslog hun.

Godt liv med sygdom

Sophie Hæstorp Andersen oplyste, at der i dag er 1.5 mio. kronisk syge danskere. Og selvom de er kronikere, kan de sagtens omfattes af sundhedsfremme, understregede hun.

Mens godt halvdelen af befolkningen lever et godt liv uden sygdom, lever en fjerdedel et godt liv med sygdom, påpegede hun og mente, at det sidste tal gerne må betragteligt højere op. Det kræver en indsats som for eksempel den, der er gjort i forhold til astmatikerne på apotekerne, sagde hun.

– Det gælder om at bidrage til, at folk bliver motiveret til egenomsorg. Det vigtige er jo, hvad patienten gør, og ikke hvad læge eller sundhedsrådgiveren siger, observerede hun.

Kommunernes klemme

Opgaverne er altså til stede, og med kommunalreform?en har kommunerne overtaget den store del af indsatsen for sundhedsfremme.

– Kommunerne skal næsten klare det hele, men har ikke fået penge nok til opgaverne. Der er næsten ingen penge med reformen, for vi taler om to mio. kr. pr. kommune, og det forslår altså ikke meget, mente Sophie Hæstorp Andersen, men så frem til, at der nu laves sundhedsaftaler.

– Måske er der også for meget fokus på KRAM-faktorerne, altså Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Måske skulle vi hellere tale om KYS og KRAM og huske at få forebyggelse på sexualområdet med, sagde hun og fremhævede den indsats som et eksempel på god forebyggelsespraksis.

– Hvis man for eksempel sætter ind mod klamydia, undgår man tilfælde af infertilitet med deraf følgende behov for kunstig befrugtning. Altså en række dyre behandlinger, der kan undgås, argumenterede hun i forhold til prioritering af forebyggelsen.

Men hun påpegede, at der med den nye arbejdsdeling mellem regioner og kommuner er risiko for, at opgaver tabes på gulvet.

Opgaver, som regionerne før havde økonomi og medarbejdere til, men som kommunerne ikke kan eller vil overtage, når der tilmed fra statens side stilles krav om økonomiske incitamenter ved løsning af opgaverne.

Incitamenter og sundhedshuse

Nogle steder fungerer økonomiske incitamenter dog, påpegede Sophie Hæstorp Andersen og nævnte lidt ironisk lægerne, der har fået ekstra for forebyggende sundhedssamtaler med diabetikere.

– Det blev en succes, men nu er pengene brugt, og så sker der ikke mere. Lægerne vil gerne, men der er ikke flere penge, påpegede hun i en understregning af, hvor vigtigt det er at prioritere opgaver og aftaler.

Sophie Hæstorp Andersen nævnte også sundhedshusene, der tidligere optrådte som visionen om løsning?er på mange sundhedsfremmeproblemer.

– Der skal følges op på den ide, og vi må se på, om sundhedshuset blot bliver til et sted, hvor de stærke henvender sig, sagde hun. Og på spørgsmål fra salen om, hvorvidt der overhovedet findes fungerende sundhedshuse, kunne Sophie Hæstorp Andersen da bekræfte, at de er etableret for eksempel i Brædstrup, Grenå, Aalborg og i København på både Nørrebro og Østerbro.

– Men de lever et stille liv. De er også meget forskellige og kommer ikke langt nok ud til befolkningen, vurderede hun. Men de er nu også i opbygningsfasen, mindede hun om.

Brug for farmakonomerne

På baggrund af beskrivelsen af nogle af problemerne i den nye struktur og arbejdsdeling mellem regioner og kommuner, mente Sophie Hæstorp Andersen, at farmakonomerne vil kunne spille en vigtig rolle ved sundhedsfremme.

– Der er brug for farmakonomer med en bred viden i et holistisk syn på sundhed, sagde hun og understreg?ede, at det holistiske altså skal forstås som det at levere en samlet betragtning af patientens behov og muligheder i en velkoordineret indsats.

– Det gælder om respekten for det hele menneske i en ligeværdig samtale. Det er nemlig en stor udfordring at kunne henvende sig til alle med respekt, fastslog hun.

Under debatten uddybede Sophie Hæstorp Andersen apotekets rolle, idet hun mente, at apoteket i fremtiden må have mere udgående service, må vænne sig til at handle online på internettet og i det hele taget være indstillet på at benytte sig af den nye teknologi i størst mulig udstrækning.

Hun havde forståelse for, at den informerede kunde ikke blot er en fordel, men også en udfordring, og hun tilføjede, at brugerfora på nettet ligefrem kan være risikable at anvende for brugerne, der her deler uprofessionelle råd.

Privat eller offentlig

– I det hele taget skal vi i systemet blive bedre til at skabe samarbejde om forebyggelsesindsatsen, understreg?ede Sophie Hæstorp Andersen. At forebyggelse jo ikke er en ufarlig opgave, mindede hun også om under debatten, hvor hun fortalte om de gode sundhedsråd, der førhen gik ud på at lade spædbørn sove på maven. At det kunne føre til vuggedød, vidste man bare ikke dengang.

Fra salen blev hun spurgt om, hvorvidt hun betragter privathospitaler som en trussel mod sundhedssystemet, idet de gode læger forlader det offentlige system til fordel for det private.

– Jeg er ikke pr. definition imod private hospitaler, når det gælder at afhjælpe pukler i systemet, og det sker efter forhandling om pris og opgaver. Men med behandlingsgarantien på en måned, risikerer opgaver uden faglig begrundelse af gå til private hospitaler, der er langt dyrere. Og vi skal ikke glemme, at de private hospitaler er forretninger, der som en sidegevinst gør folk raske. Tilbage står så det offentlige med forpligtelsen til at tage de tunge opgaver, til at uddanne personalet og til at forske, sagde hun og så for sig risikoen for, at der på længere sigt vil opstå et tostrenget sundhedsvæsen, hvor det bliver svært at rekruttere personale til det offentlige, som oven i købet skal løfte de tungeste opgaver.

– Der ligger en stor opgave i sundhedsfremme og i koordineringen af indsatsen. Men kommunerne har ikke de store penge til sagen, hvorfor god viden fra amternes tid risikerer at falde på gulvet, mente Sophie Hæstorp Andersen.