– Hvis medlemmerne vil have mig som formand, så er jeg også klar til det, når den tid kommer, siger den 26-årige Christina Durinck, der er valgt til foreningens næstformand. Hun tilføjer, at det selvfølgelig først vil ske, når foreningens nuværende formand Susanne Engstrøm vælger at gå af.

– Ja, men det ville nu også være underligt, hvis jeg ikke også ville gå efter formandsposten en gang i fremtiden, når jeg nu er blevet næstformand i foreningen, udbryder den veloplagte farmakonom med ansvar for logistik, da hun skal præsentere sig selv ved et interview på sin arbejdsplads Sct. Pauls Apotek i det sydlige Århus.

– For det ville nemlig være en dårlig investering for foreningen at oplære en næstformand, der ikke vil overtage formandsposten, når den bliver ledig, forklarer hun og tilføjer, at den snak har hun sandelig allerede taget med foreningens formand.

Langt ude

Det stod ikke skrevet nogen steder, at Christina Durinck skulle være farmakonom, da hun voksede op langt ude i Vestjylland.

De færreste kender nok den samling gårde, der hedder Nørhå vest for Thisted, hvor hun trådte sine barnesko. Her var hendes far deltidslandmand og lærer. Moren er også lærer, og Christina Durinck blev da også holdt til bøgerne, hvilket måske er en del af forklaringen på, at hun i dag ikke taler bredt vestjysk og demonstrerer den sindighed, som vestjyderne ofte kendes ved.

– Der var lidt skov og lidt vand og meget øde, hvad jeg godt kan lide, forklarer hun om barndommens land, som hun nu forlod til fordel for den nærliggende storby Thisted, hvor hun gik i gymnasiet.

– Men inden da var jeg lige på en kristen efterskole, hvilket min mor mobbede mig lidt for. Hun gav mig også det råd, at jeg ikke skulle blive lærer, husker Christina Durinck og tilføjer, at det råd har hendes søs?ter åbenbart ikke fået eller i hvert fald ikke fulgt.

Rodet ind i alt

– Faktisk ville jeg gerne være fotograf, inden jeg kom på gymnasiet, men min mor skubbede på, og jeg var også meget ung. Så jeg kom i gymnasiet. Og min mor syntes også, at børn skal lære at klare sig selv, så jeg flyttede også tidligt hjemmefra. Jeg var vist noget forkælet, for jeg vidste for eksempel ikke, hvordan en vaskemaskine virkede, og hvad ting kostede, så det var godt nok, at jeg kom ud i virkeligheden, mener hun.

– Og i gymnasiet rodede jeg mig ind i rigtig meget som for eksempel elevråd og festudvalg og alt muligt. Det har jeg altid gjort, siger hun og forklarer, at hun da fik en hæderlig matematisk studentereksamen trods en del sygdom undervejs.

– Jeg fik kyssesyge i gymnasiet med halsbetændelse talløse gange og måtte indlægges i flere omgange og gik faktisk glip af måneder i 2.g. Men jeg klarede den uden at gå en klasse om og stod så der med eksamensbeviset og vidste ikke, hvad jeg skulle.

Indien og smørrebrødet

– Med den eksamen var der ting, jeg ikke kunne læse, men jeg overvejede at læse havbiologi eller dansk. Først skulle jeg nu lige nyde, at verden lå åben for mig, så jeg tog sammen med en veninde til Indien, siger hun og fortæller, at hun kommer ud af en meget rejsevant familie.

– Men jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, hvad der ville ske. Vi endte først i Kashmir, hvor der nærmest er permanent borgerkrig. Og så kom vi til Nepal, hvor halvdelen af kongefamilien lige var blevet skudt, og hvor jeg fik en slem infektion. Så da vi kom hjem, tænkte jeg, at jeg aldrig skulle længere væk end Thisted igen.

Vel hjemme fandt Christina Durinck arbejde i den lokale Kvickly, hvor hun oplevede et godt sammenhold med kolleger og kom rundt i alle ender af butikken. Efter en tid her fik hun den ide, at hun gerne ville ud at rejse igen og for at spare penge sammen, blev hun smørrebrødsjomfru på Hotel Hanstholm.

– Og derfra tænkte jeg, at jeg måske kunne komme videre til det varme køkken og blive kok, siger hun og fortæller, at hun mødte en ung mand fra Århus, der også fyrede lidt op under den kolde jomfru.

– Han fik mig med til Århus, hvor jeg kom i lære som kok. Vildt hårdt arbejde, men enormt sjovt, husker hun.

Medicin og karriere

Efter knap to år i køkkenet fik Christina Durinck konstateret endometriose og måtte opereres flere gange.

– Og jeg fik at vide, at jeg ikke kunne holde til jobbet som kok. Så jeg måtte finde på noget andet. Det interesserede mig, at jeg fik medicin, og jeg har en svigerinde, der anbefalede uddannelsen som farmakonom. Og det lykkedes mig at komme ind på Vejlby Apotek, forklarer Christina Durinck og indrømmer, at det altså ikke var den store karriereplan, der prægede hendes vej frem.

– Som farmakonom skal man jo være ordensmenneske. Det er jeg nok ikke, hvis man spørger Simon, som jeg bor sammen med. Men ellers – jo, jeg har sedler med alt, jeg skal huske, i lommerne. Så jeg holder styr på sagerne, men er måske ikke så god til at støvsuge. Men rigtig god til at lave mad, griner hun og tilføjer, at kokkeriet ikke fylder det store i hjemmet, når samlever?en også har lange og skæve arbejdstider med sit røgeri på Århus Havn.

– Så børn har vi heller ingen planer om at få lige foreløbig, tilføjer hun.

Ikke megen fritid

Selv om Christina Durinck kommer fra en musikalsk familie og har sunget gospel, bliver der ikke meget tid til den slags mere.

– Og motion får jeg dels på arbejde og dels ved at hoppe på min stepper derhjemme en halv times tid, hvor jeg så også kan synge samtidig. Motionscentre er simpelthen for kedelige, mener hun og fortæller, at hun også har en forkærlighed for at samle smykker og sten. Fotografiet dyrker hun også stadig, gerne i forbindelse med de rejser, der er blevet en del af siden forskrækkelsen i Indien.

– Og jeg vil gerne mere, for i min familie jagter man stempler i passet. Der er jeg nemlig en snes stykker bagud, konstaterer hun tørt.

Uddannelsen fortsætter

Uddannelsen som farmakonom har efter Christina Durincks mening givet hende en god ballast. Og den har siden fået et tiltrængt løft, mener hun.

– Det er en af mine mærkesager, at uddannelsen skal være tidssvarende. Og i et dynamisk samfund indebærer det også efter- og videreuddannelse, understreger hun, men tilføjer, at det er et problem at skaffe tid til den slags på apotekerne. Og hun fastslår, at apoteksvæsenet kommer til at opleve ændringer.

– Så gælder det om at følge med og bevare apoteket som stedet, hvor borgerne får medicin til en fornuftig pris med solid rådgivning. Altså rette pille i rette mund, siger hun og afslører, at den centrale lektie har hun da lært.

– Men der er meget at lære i min nye funktion som næstformand, så min uddannelse fortsætter, siger hun og bemærker, at hun ikke kunne ønske sig en bedre læremester end Susanne Engstrøm, som hun nu skal danne parløb med. Og som altså sidder på den stol, som Christina Durinck også har lidt kig på.