FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Fagpolitik
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2008/09 - Tæt på hovedbestyrelsen, fortsat
Tæt på hovedbestyrelsen har vi valgt at kalde interviewene med hvert enkelt medlem – ti i alt. Den nye hovedbestyrelse har allerede afholdt flere møder, som der kan læses om her i Farmakonomen. Farmakonomen spørger ind til, hvad hvert enkelt hovedbestyrelsesmedlem vil arbejde for. Interviewene er bragt hen over foråret 2008 med start i blad 6 og slutter i dette nummer med formandskabet

Uddannelsen skal forbedres hele tiden

Christina Nicolajsen Durinck, næstformand, 27 år, arbejdssted: Århus Sct. Pauls Apotek

 

Hvad er den største udfordring for Farmakonomforeningen i de kommende to år?

– Det er rekruttering og fastholdelse af farmakonomer i hele faget. Vi står midt i en tid, hvor det er utrolig svært at få folk, og det er svært at holde på medarbejd­erne på det private apoteksområde. De søger væk fra apotekerne. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Og vi skal holde fokus på de unge. Hvis vi ikke forbedrer uddannelsen løbende, så bliver det svært at videreudvikle lønnen og få efteruddannelse.

 

Hvordan vil du sætte fokus på faglig udvikling?

– Nu vil du høre mig sige uddannelse igen. For vi skal sikre en solid grunduddannelse og mere efteruddannelse. Men det kan også præge den faglige udvikling at gå arbejdsmiljøet efter i sømmene. Det kan gøres smidigere.

 

Hvordan kan Farmakonomforeningen være med til at tiltrække flere unge til uddannelsen?

– Vores uddannelse skal blive en mellemlang videregående uddannelse, så vi kan sikre udvikling i lønnen og få mulighed for at bygge oven på uddannelsen inde i det »rigtige« uddannelsessystem. Vi skal vise, at der er rigtig mange muligheder med farmakonom-uddannelsen. Desuden kunne det for eksempel være en idé at indføre uddannelsesmoduler med specialisering mod industrien eller sygehusene.

 

Hvordan kan Farmakonomforeningen være med til at gøre det mere attraktivt at fortsætte i faget, efter man er fyldt 60 år?

– Vi har jo netop fået aftalt en seniorordning. Min drøm er, at den i fremtiden kommer til at gælde allerede fra det 55. år. Jeg håber, at ordningen kan blive mere fleksibel og gøre det muligt for den enkelte farmakonom for eksempel at få tidligere fri to dage om ugen. Det er vigtigt med fokus på livsfasepolitik, som tilgodeser seniorerne. Derfor skal der også lokalt sættes ind og laves aftaler for dem.

 

Hvordan ser du tillidsrepræsentanternes rolle i den nye struktur?

– Der er ikke noget nyt i, at de er uhyre vigtige! Men i vores nye struktur er der åbnet for, at de involverer sig mere. Derfor har vi også en solid og målrettet uddannelse til tillidsrepræsentanterne. Med den nye struktur bliver det spændende at følge, hvordan tillidsrepræsentanterne kommer til at fungere og bruge det nye system.

 

Hvordan vil du sikre nærhed til medlemmerne?

– Udfordringen er kæmpestor med vores nye struktur. Vi har tænkt det igennem ved blandt andet at skabe flere medlemsmøder i hver region. Jeg er helt nyvalgt og har ikke den samme kontakt til medlemmerne som vores formand. Min ambition og mit håb er at komme rundt på alle arbejdspladserne og lære medlemmerne at kende. Det er vigtigt for nærheden, og derfor har jeg netop været i Hillerød, Århus og på Sønderbro Apotek i København for at møde medlemmernes virkelighed og forholde mig til deres arbejdsliv. Det er jo et meget varieret fag.

 

Hvad laver du i din fritid?

– Hvad for en fritid? Jeg bor i Århus og arbejder fire døgn om ugen i København. Jo, jeg elsker at læse bøger og læser vel 6-8 stykker om måneden. Så rejser jeg, så snart jeg kan. Jeg er lige kommet hjem fra Athen og skal på kurophold i Tallinn. Senere skal jeg ud at rejse med min kæreste. Det handler jo om at komme ud at rejse mest muligt, inden vi får børn.

 

Vi skal have arbejdsglæden tilbage

Susanne Engstrøm, formand, 59 år, arbejdssted: Farmakonomforeningen og Vaisenhus Apotek

 

Hvad er den største udfordring for Farmakonomforening­en i de kommende to år?

– Vi skal gøre arbejdsbetingelserne bedre. Det siger jeg ud fra mine oplevelser de seneste dage. Når jeg læser nogle medlemmers kommentarer på nettet til, hvorfor de synes, overenskomstresultatet er for dårligt, så er den gennemgående tråd et elendigt arbejdsmiljø. Vi ved det godt, og det er svært at gøre noget ved, da det er præget af it-problemer. Når det nogle steder kombineres med dårlig ledelse, så køres folk trætte, og det bliver svært at rekruttere. Men vi skal gøre arbejdsmiljøet bedre, ellers flygter endnu flere. Derfor vil vi blive ved med at påpege problemerne, holde fokus på løsninger og på, hvordan vi kan få arbejdsglæden tilbage. Vi har derfor skrevet aftalepapir med Apotekerforeningen om mere dialog på dette område, så vi kan få bedre og mere tidssvarende arbejdsforhold.

 

Hvordan vil du sætte fokus på faglig udvikling?

– I den nye overenskomst er der sat fire mio. kr. mere af til kompetenceudvikling og flere faglige kurser til medlemmerne. Når det gælder den nye grunduddannelse, er det vigtigt, at den udvikles løbende. Et mål kunne være, at den blev en professionsbachelor.

 

Hvordan kan Farmakonomforeningen være med til at tiltrække flere unge til uddannelsen?

– Ved synliggørelse og gode historier. Vi vil gerne gøre mere fra foreningens side for at synliggøre uddannelsen, og det skal vi drøfte på et møde i juni. Den bedste synliggørelse er de gode forbilleder, for eksempel at anbefale sine børn denne uddannelse. Men er man kørt træt, er det svært at give et godt billede, så vi skal ind i en god cirkel. Og igen – det får vi kun med et godt arbejdsmiljø.

 

Hvordan kan Farmakonomforeningen være med til at gøre det mere attraktivt at fortsætte i faget, efter man er fyldt 60 år?

– Jeg kommer lidt ud og møder hverdagen ved at arbejde på mit apotek. Så jeg kender godt udfordringerne med edb-problemer og personalemangel. Jeg har også følt suget i maven og kan sagtens forstå frustrationerne og trætheden. Derfor siger nogle: »Jeg holder op, når jeg fylder 60 år«. Med den nye overenskomst har vi fået en seniorordning. Den er første skridt på vejen til noget bedre – hvis den altså bliver brugt. Jeg synes, det er en god ordning, hvor man hvert år får en bonus, fra man fylder 62 år, som kan veksles til syv dages frihed. Det skal nok få nogle flere til at blive, men vi har en særlig udfordring med seniorordninger, når kun 16 procent er på fuld tid.

 

Hvordan ser du tillidsrepræsentanternes rolle i den nye struktur?

– Jeg har lidt øgede forventninger, men egentligt ikke meget anderledes end i den tidligere struktur. Tillidsrepræsentanterne er rigtig vigtige i forhold til sparring med medlemmerne og regionsbestyrelserne, og de skal være ambassadører for både vores politik og for faget. Derfor holder vi også TR-dage, hvor vi fokuserer på, hvordan det går ude på arbejdspladserne og deler vores viden.

 

Hvordan vil du sikre nærhed til medlemmerne?

– Fra min stol synes jeg, vi har en høj grad af nærhed til medlemmerne. Men vi skal passe på, at vi ikke mister dem med større regioner. Derfor har jeg sagt, at medlemsmøderne skal holdes i samme antal som tidligere, så man ikke skal køre længere for at være med. Dialog er også nærhed. Jeg tager ud og møder medlemmerne så meget, jeg kan. Og jeg er kommet tæt på med min blog, hvor jeg får mange flere henvendelser end andre organisationsformænd: For eksempel er der over 60 omkring overenskomsten. Det er fantastisk. Kommunikationsmæssigt mener jeg også, vi med hjemmesiden er med til at styrke nærheden.

 

Hvad laver du i din fritid?

– Livet er fyldt med prioriteringer. Jeg bruger meget tid på at være formand og er nødt til at have et godt bagland, der bakker mig op. Jeg prioriterer samværet med min familie. Min kærlige mand og jeg tager til torsdagskoncerter, teater, ballet og opera. Og indimellem læser jeg en bog.

Jeg elsker at stå i køkkenet og have en masse gæster i vores sommerhus på Fyn. Vi vil hellere være der end at rejse. Det gør jeg jo så meget som formand.

« Tilbage til Fagpolitik

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk