Møder og papirer, krav og modkrav, kaffepauser og snak, analyse og snak igen, møder og forhandlinger, kaffe og møder med medlemmer, snak igen. Og så en afstemning, hvor medlemmerne stemte overenskomstforliget ned.

Altså i gang igen forfra nok en gang. I alt et halvt års intensivt arbejde for medlemmerne af forhandlingsdelegationen, hvis fire politiske medlemmer her fortæller lidt om den kraftpræstation. De fire er formanden Susanne Engstrøm, næstformanden Christina Durinck og de to regionsformænd Bente Bøhm fra Region Hovedstaden og Birte Nissen fra Region Syddanmark.

På med vanten

– Spændende og ikke noget, jeg har prøvet før, siger formanden for Region Hovedstaden Bente Bøhm, når hun husker tilbage på forårets overenskomstforløb.

– Jeg havde jo ikke regnet med, at det skulle tage et halvt år af mit liv, men der lå en stor læring i at deltage og opleve, hvordan systemet er skruet sammen, og hvordan vi også må matche det øvrige arbejdsmarked. Det var da ofte hårdt arbejde, men foregik i en god tone, ikke mindst blandt os i forhandlingsdelegationen, siger hun og understreger, at foreningens politikere har fået særdeles kompetent og uundværlig opbakning fra foreningens sekretariat.

– Men tonen i forhold til modparten var nu også god, selvom det kunne forekomme specielt at sidde med en række mænd med slips på den ene side af bordet og så damerne på den anden, husker hun med et smil.

– Det første forlig, synes jeg, var en fantastisk sejr, og jeg var kisteglad for det. Jeg havde ingen problemer med at gå hjem på apoteket og sælge resultatet med de ti procents lønstigning til mine kolleger. Seniorordning­en var godt nok ikke optimal, men den var et signal om, at vi gerne vil beholde seniorerne længere på arbejdsmarkedet. Så jeg var rigtig tilfreds. Men det var altså ikke godt nok, siger hun og tilføjer, at flere medlemmer også var tilfredse med sundhedsforsikringen, som var Apotekerforeningens ønske, og ikke noget Farmakonomforeningen politisk prioriterede.

– Men vi måtte jo vende tingene på hovedet, da medlemmerne stemte forslaget ned. Vi måtte finde en løsning, som gjorde flere tilfredse, og i anden omgang er jeg nok selv mest tilfreds med, at vi fik honoreret den store gruppe fra midt i 40’erne og op med et nyt løntrin. Selvom det føltes lidt som et dilemma, for vi ville jo også gerne gøre noget for at rekruttere og fastholde de unge. Beregninger viser dog, at farmakonomernes livsløn nu bliver væsentlig større, så der er altså også noget i vente til de unge.

Bente Bøhm husker, hvordan nejet til det første forlig kom som en stor overraskelse og mener, at en del af forklaringen nok er, at Sundhedskartellet samtidig var gået i konflikt, samt at der herskede generel utilfredshed med lønnen i store dele af samfundet.

– Og så hænger det helt sikkert sammen med den frustration, medlemmerne oplever over arbejdsmiljøet på nogle apoteker, hvor de ikke synes, at de bliver anerkendt nok for et hårdt arbejde, vurderer hun.

– Vi havde også fået forhandlet ny løn længere ned i forhold til, hvad Apotekerforeningens forhandlere ønskede, men mange medlemmer ville have den yderligere ned. Så da vi fik et nej til resultatet, var der ikke andet at gøre end at lytte til kritikken og prøve at gøre det bedre. Så det var altså bare på med vanten igen, husker hun.

Med forliget i hus oven på anden omgang af forhandlinger mener Bente Bøhm, at man nok i næste omgang må gøre mere ud af information til medlemmerne om, hvordan forhandlingerne fungerer og ikke mindst være endnu mere omhyggelig med udtagning af krav.

– De sidste to gange er tillidsrepræsentanterne blevet brugt til at samle krav på de enkelte apoteker, og den procedure er ikke lykkedes helt, da nogle medlemmer ikke syntes, at de har været med. Så det må vi blive bedre til. Fra toppen af foreningen må vi blive bedre til at forklare, hvorfor ikke alle krav kan medtages samt til at offentliggøre vores overvejelser om prioriteringer. Og så må vi altså have forklaret, hvad en ramme betyder, så medlemmerne ved, at en ramme på 12,8 procent ikke er det samme som en lønstigning på 12,8 procent.

Store forventninger

– Forhandlingerne forløb jo i en positiv ånd, og jeg synes bestemt, at vi mærkede velvilje fra Apotekerforeningens side, mener Birte Nissen, formand for Region Syddanmark.

– Der blev forhandlet med respekt fra begge sider af bordet, selvom vi også kunne skrue bissen på. Og så var det et stort arbejde at få forliget i hus, for det krævede lange diskussioner og beregninger undervejs, så både forhandlingsdelegationen og se-kretariatet havde nok at lave, siger hun.

Når hun skal huske tilbage til det første forlig og fortælle, hvad hun syntes var positivt der, så fremhæver hun seniorordningen.

– Den var jeg rigtig glad for at få med, for den kunne hjælpe med at holde flere af os på arbejdsmarkedet under bedre vilkår. Og den ville samtidig signalere, at vi sætter pris på seniorerne med deres erfaring­er og rutine.

– Men det blev jo ikke til noget, da forliget blev nedstemt. Og hvis jeg skal fremhæve noget specielt positivt fra mæglingsforslaget i anden omgang, vil jeg peget på, at det var godt, at vi fik fjernet løntrin 7*. Det var et lukket trin, indført for en tilfældig alders- og anciennitetsgruppe, som andre ikke kunne komme ind på. Derfor virkede det usolidarisk og var ikke logisk, så den ordning er jeg glad for, at vi kom af med.

At medlemmerne kunne finde på at stemme nej til det første forlig, kom ikke helt bag på Birte Nissen.

– Det var jo sådan, at arbejdsmarkedet havde skruet forventningerne højt op i forhold til resultaterne. 15-20 procent lønstigninger var blevet nævnt, og nogle politikere havde også næsten lovet det. Og så er det klart, at når nogle grupper forlangte den slags stigning­er, så ville andre også have dem. Dertil kommer, at vores medlemmer ude på apotekerne lige havde oplevet store problemer med edb og forventede at blive honoreret for at have klaret apotekerne igennem den knibe. Så der var store forventninger, som vi i forhandlingsdelegationen godt vidste, ville blive vanskelige at indfri. Dertil kommer, at det nok er svært for medlemmerne at gennemskue forhandlingssystemet, men jeg synes nu, at vi gjorde en stor indsats for at forklare systemet og resultaterne for medlemmerne, mener Birte Nissen.

– Jeg synes også, at vi i foreningen håndterede nejet korrekt, så jeg kan ikke rigtig se, at vi kunne have handlet på en anden måde i situationen. Vi genoptog forhandlinger efter at have lyttet grundigt til kritikken fra medlemmerne, og vi har gjort et stort arbejde for at præsentere resultater og udsende materiale i en truende konfliktsituation. Vi fik da også et rigtig godt resultat ud af indsatsen med stor tilslutning i anden omgang, påpeger Birte Nissen. Men hun tilføjer, at hvis noget skulle gøres om og gøres bedre, så skulle det også efter hendes vurdering være indsamlingen og prioritering af krav til overenskomstforhandlingerne.

– Det må vi bestræbe os på at gøre bedre, siger hun.

To gode forlig

– Ikke helt nemt for mig at bedømme, hvordan parterne havde det med hinanden, for jeg var med for første gang og har derfor ikke noget at sammenligne med. Men interessant, når man som jeg har læst en del forhandlingsteori, siger Christina Durinck, foreningens næstformand, om stemningen under forhandlingerne med Apotekerforeningen. Hun oplevede her, at teori og praksis ikke altid stemmer overens, men også at det under alle omstændigheder er en udfordring at læse modparten i et spil, hvor den nonverbale kommunikation også er vigtig.

– Og jeg deler helt vurderingen af, at medlemmerne nok havde meget store forventninger, som under alle omstændigheder ikke var nemme at indfri, påpeger hun om baggrunden for forhandlingerne om overenskomsten.

– Med det første forlig fik vi faktisk alt det med, som hovedbestyrelsen havde fastlagt som mål, så jeg syntes bestemt, at det var et fint resultat. Men demokratiet i foreningen fungerede jo, og da medlemmerne sagde, at resultatet ikke var godt nok, måtte vi tage en runde til. Sådan er det bare, konstaterer hun.

– Og i anden runde fik vi jo livslønnen forbedret markant. Altså mere i løn, og det var det, medlemmerne ville have. At det så kostede noget, nemlig seniorordningen, det er vilkårene, og ordningen ville medlemmerne jo heller ikke have i den form, vi havde fået forhandlet i første omgang. Men jeg synes faktisk, at begge forlig var rigtig gode, mener næstformanden.

– Efter overenskomsten nu er på plads, tror jeg, at det har været en sund proces for forening­en. Det første forlig syntes jeg var fantastisk, men efter møderne med medlemmerne kom det ikke helt bag på mig, at det blev til et nej, for jeg kunne jo se, at vi ikke havde givet medlemmerne, hvad de nu ville have – heller ikke, selvom det efter min vurdering var det bedst mulige under omstændighederne.

– At vi så måtte i Forligsinstitutionen var både en spøjs og lidt ubehagelig oplevelse, idet parterne ikke mødes sammen, men der holdes møde med hver part for sig. En dyster affære, som jeg ikke brød mig specielt om, men sådan er det nok også for modparten. Vi opnåede dog, hvad vi skulle, og når det er måden at undgå en konflikt på, så tager vi det med. Men jeg håber ikke, vi skal den vej ved næste overenskomstforhandlinger i 2011.

– Både foreningen og jeg selv har oplevet forhandling­erne i denne omgang som en stor læreproces, mener jeg. Alle er kommet af med noget, og der er blevet lyttet, og det er sundt, så jeg tror faktisk, at foreningen går styrket ud af forløbet. Men vi skal helt sikkert overveje måden at udtage krav på, hvilket vi også tager op i hovedbestyrelsen nu. Vi må blive bedre til at prioritere og oplyse om omkostningerne ved de forskellige krav, mener Christina Durinck.

Balancen og grundlaget

– Forhandlingerne var jo, som forhandlinger er mest. Nogle gange spidser de til, men modparten har da bestemt været til at snakke med, vurderer foreningens formand Susanne Engstrøm.

Hun finder det ikke nødvendigt at fremhæve enkelte punkter som positive i det første forlig, idet hun understreger, at et overenskomstforlig skal konstrueres, så det bedst muligt giver en balance i forhold til medlemmerne og samtidig lægger grundsten til kommende forhandlinger.

– Og i den givne situation mener jeg, at det første forlig gjorde netop det, understreger formanden og fortæller, at hun var noget overrasket over medlemmernes tilbagemeldinger efter nejet til forliget.

– Jeg blev for eksempel overrasket over kritikken af seniorordningen, når ordningen var lige så god som dem, man finder andre steder på arbejdsmarkedet. Og det kom også bag på mig, at kendskabet til lønstruktur­en ikke var større blandt medlemmerne. Men når det er konstateret, så blev nejet altså en udfordring og en mulighed for at få gjort noget ved lønstrukturen og tage fat på en ændring af lønskalaen, som vi ellers først ville kunne gøre noget ved til overenskomstforhandling­erne om tre år. Og det var positivt, at vi fik det resultat ud af medlemmernes kritik, som egentlig først kom til udtryk og derfor først observeret undervejs i forløbet, påpeger Susanne Engstrøm.

– Nu bør man ikke lade sig overraske, men jeg var faktisk overrasket over, at medlemmerne sagde nej til et så godt forlig, som det første forlig var. Men jeg er helt med på, at der fandtes frustrationer blandt medlemmerne, som så tog chancen for at lufte utilfredshed ved afstemningen om det første forlig, og det er helt fair og forståeligt. Men det er også et udtryk for, at man her blandede æbler og pærer, altså blandede forhold ind i overenskomstforhandlinger, som nok skal klares på andre måder, mener formanden.

– At vi måtte i Forligsinstitutionen var da en særpræget oplevelse, hvor vi i sidste fase ikke kunne forhandle sammen, men var isoleret fra hinanden. Det gav jo et behov for, at vi og Apotekerforeningens repræsentanter hurtigt måtte tale sammen, da forligsskitsen var på plads, hvilket vi da også gjorde. Men

Forligsinstitutionen er en institution, man kun kan have dyb respekt for, og den klarede da også opgaven til ug med kryds og slange. Det er dog uden tvivl bedst selv at afslutte forhandlinger, og Forligsinstitutionen skal kun bruges i yderste nødstilfælde, påpeger Susanne Engstrøm.

Hun understreger, at alle parter – både organisation­en, medlemmerne og de valgte – har lært af den overståede omgang overenskomstforhandlinger, der nær havde ført til konflikt også på det private område.

– Så jeg vil ikke trække noget specielt frem, som vi kan lære af forløbet, men blot understrege, at vi selvfølgelig er i fuld gang med analysen, siger formanden.