I fem år var farmakonom Inge Nørskov formand for Industrisektionen, som hun selv var med til at oprette, og hun betegner denne fagpolitiske opgave som en af de bedste lærepladser, hun har haft.

– Jeg lærte at argumentere og organisere. For eksempel var jeg med til at arrangere en weekend for flere end et hundrede deltagere. Vi holdt hovedmøde – senere, fra 1987, hed det generalforsamling – den ene weekenddag og havde et fagligt og socialt indhold den anden. Det var bare noget, vi gjorde. Det faglige og sociale indhold opfandt vi selv, fortæller hun i denne samtale i anledning af Industrisektionens 25-års jubilæum.

Inge Nørskov var ophavskvinden til dette fagpolitiske forum for industriansatte, som blev dannet i februar 1983. Det var en tid, hvor man selv tog initiativ, hvis man syntes, at der skulle ske noget nyt. Og det syntes Inge Nørskov.

Stor interesse

Allerede på foreningens generalforsamling i Vejle i 1981 foreslog Inge Nørskov, at der blev oprettet en industrisektion. Danske Apoteksteknikeres Forening, DATF, havde Hanne Herbst som formand, og hun syntes, det var en god idé, at de industriansatte fik en plads i hovedbestyrelsen og repræsentantskabet via oprettelsen af en ny sektion.

Inge Nørskov kendte til det fagpolitiske arbejde fra sit job på privat apotek, hvor hun arbejdede i fem-seks år efter endt uddannelse. Hun havde siddet i bestyrelsen for Århus-Randers kredsen, så det var med en klar fagpolitisk intention, at hun foreslog oprettelse af en industrisektion.

Fagbladet – som hed Laboremus på den tid – refererede Inge Nørskov for at ville skabe et forum, hvor de såkaldte C-medlemmer kunne »udveksle erfaringer om det fagpolitiske liv på arbejdspladsen«, og hvor man kunne arrangere møder og studiekredse.

I oktober 1982 blev der holdt møde for de ansatte i industrien for at lodde stemningen, og flere end halvdelen af de indbudte mødte frem.

Derfor kunne foreningen indkalde til stiftende hovedmøde, som generalforsamlingen blev kaldt indtil 1987, den 19. februar 1983. Det blev holdt på Apoteksassistentskolen i Hillerød (nu Pharmakon, red.).

– Vi var 188 industriansatte i foreningen på det tidspunkt, og de 101 mødte frem til det første hovedmøde, beretter Inge Nørskov, som blev første formand i den nyoprettede sektion og dermed medlem af repræsentantskabet. Hun arbejdede den gang på A/S Gea.

Næstformand blev Jytte Janken fra Farma Produktion A/S, kasserer Hanne Sørensen var fra Nordisk Droge, de to bestyrelsesmedlemmer var Berith Hald fra A/S Gea og Jane Piasecki fra Allergologisk Laboratorium. Sektionens hovedbestyrelsesmedlem var Kirsten Lyngsø Jørgensen fra Løvens Kemiske Fabrik.

Den første bestyrelse holdt længe. Den første udskiftning skete først efter fire år.

10 stænger wienerbrød

»Tilmelding er ikke nødvendig«, stod der i indbydelsen til det første arrangement i den nye sektion. Det fandt sted allerede i april – to måneder efter stiftelsen – og her skulle visitator Ernst Bachmann fortælle om GMP i industrien – teori kontra praksis, som der stod i indbydelsen.

– Vi anede jo ikke, hvor mange der ville dukke op til vores møde i Medborgerhuset i Ahlefeltsgade, men vi skød vældig over målet, for der var vel 10 stænger wienerbrød i overskud, husker Inge Nørskov.

Det tog ikke pusten fra den nystiftede sektion, at færre end antaget mødte frem til det første arrangement. Men bestyrelsen besluttede dog at få tilmelding til de kommende arrangementer. Det næste fandt sted allerede den 25. maj med besøg på Irmas Centrallaboratorium.

Bestyrelsen kastede sig videre ud i at strukturere det fagpolitiske arbejde. Alle medlemmer fik brev fra sektionen med skema om arbejdsforhold og med opfordring til at vælge kontaktperson på arbejdspladsen.

Det første møde for kontaktpersoner skulle holdes 13. juni.

– Vores kontaktpersonordning blev etableret længe før, man i foreningen i øvrigt havde kontaktpersoner og tillidsrepræsentanter. Det var noget, vi selv fandt på for at få en indgang til arbejdspladserne, og det lykkedes, fortæller Inge Nørskov.

Studiekredsene havde stor betydning, specielt satte GMP studiekredsene præg på sektionens arbejde.

– Studiekredsene var vigtige for os, fordi det var så svært at gennemføre egentlige kurser for medlemmerne, siger Inge Nørskov.

Stor ledighed

Begyndelsen af 1980’erne var præget af stor ledighed – også blandt apoteksassistenter og defektricer, men det var blot endnu en drivkraft for den nye sektion til at promovere medlemmerne som potentielle medarbejdere i industrien.

– Vi brugte vores netværk til at få job. Det var mund til mund metoden, og det fungerede fint at melde ud, når man på sin arbejdsplads hørte om et job, der skulle oprettes, eller et, der blev ledigt.

Jeg har også som formand optrådt på diverse jobsøgningskurser og på skolen over for elever på sidste del af uddannelsen. Også på kredsmøder har jeg været og fortælle om jobmuligheder i industrien.

Inge Nørskov og bestyrelsen var blevet udstyret med en rejseskrivemaskine, men der gik ikke lang tid, før sektionen selv investerede i ny teknologi i form af en elektrisk skrivemaskine med slettebånd.

– I 1984 skrev vi ud til en lang række medicinalvirksomheder og fortalte, at vi var 200 apoteksassistenter fordelt på cirka 40 navngivne virksomheder. Et par år senere fik vi en mere professionel udgave af skrivelsen i form af en pjece, fortæller sektionens første formand.

Inge Nørskov er sikker på, at pr-arbejdet og kontakterne ude på virksomhederne medførte, at mange flere apoteksassistenter og defektricer fik arbejde i industrien.

Sprællevende

Industrisektionen var lille, men fyldte meget i DATF. Der blev hurtigt tegnet en synlig profil i forhold til det øvrige liv i foreningen. For eksempel var det fast kutyme at skrive indlæg til fagbladet. Ikke bare formanden optrådte i spalterne, men hele bestyrelsen var aktive skribenter og skrev om virksomhedsbesøg, studiekredse og andre arrangementer, der havde fundet sted, om kommende aktiviteter, holdninger og resultater.

– Jeg oplevede foreningen som positiv. Den støttede op om os, der selv prøvede at finde vores ben i det fagpolitiske arbejde. Jeg synes, at begge parter lærte meget i de år, og når vi ikke kom igennem med et synspunkt, tænkte vi bare: Så må vi finde på en ny måde at argumentere på, fortæller Inge Nørskov.

Internt i foreningen fandt Industrisektionen og Sygehussektionen sammen og støttede hinanden i mange spørgsmål. Et af de store var foreningens nye struktur, som blev vedtaget i 1986.

– Vi kæmpede bravt for at få A-medlemmerne (ansatte på privat apotek, red.) til at acceptere, at sektion­erne skulle have født plads i forretningsudvalget og hovedbestyrelsen. Hvis ikke vi havde siddet i de parlamentariske forsamlinger, hvor A-medlemmerne var nødt til at høre på os, ville sektionerne ikke være kommet med i de styrende organer dengang, og det ville have været fatalt for foreningen, mener Inge Nørskov.

Hun husker perioden 1983-1987, hvor hun var formand for sektionen, som en tid med fløjlsbukser og strikketøj på møderne.

– Men der var opbakning til sektionen og stor interesse for at deltage i aktiviteter og studiekredse. Vi lyttede til behov og handlede derefter, fortæller hun.

Industrisektionen arbejdede blandt andet med at udforme lønstatistikker, men deltog også i bredere sammenhæng i foreningens arbejde, for eksempel i spørgsmål som ny teknologi og arbejdsmiljø.

Kampen på Løven

Også på den store overenskomstfront var Industrisektionen i centrum i starten af 1980’erne.

På Løvens Kemiske Fabrik i Ballerup havde DATF forsøgt at forhandle grænser med HK, men det udviklede sig til en fagpolitisk strid. Den havde stået på fra 1976 og først i december 1983 vandt DATF en faglig voldgift. Kendelsen gav DATF medhold i at måtte organisere apoteksassistenterne og defektricerne på Løven i visse afdelinger.

Men det blev aldrig til en overenskomst med Løvens Kemiske Fabrik, fordi Dansk Arbejdsgiverforening (DA) satte en kæp i hjulet.

DA fremførte i 1985, at én ting var, at man kunne organisere apoteksassistenterne og defektricerne, noget andet var, hvilken overenskomst der var gældende. I DA’s univers var HK’s overenskomst gældende også for apoteksassistenter og defektricer. Foreningen havde ikke styrke til at etablere strejke i forsøg på at tilkæmpe sig retten til at forhandle sin egen overenskomst.

I 1984 havde DATF fået sin første overenskomst på industriområdet med DAK Laboratoriet – i dag Nycomed.

– Ved dannelsen af Industrisektionen var jeg godt klar over, at vi ikke generelt kunne opnå overenskomster i industrien. Derfor havde vi fokus på at tilbyde medlemmerne andre ting såsom kontaktpersonordningen, lønstatistik og studiekredse, siger Inge Nørskov.

Industrisektionen voksede støt og roligt år for år. For eksempel bestod den i 1985 af 281 medlemmer fordelt på 50 virksomheder.

Inge Nørskov gik af som formand i 1987 for at få tid til sin videreuddannelse til HD. Hun er i dag ikke længere i faget.

– Men den allerførste bestyrelse mødes fortsat to gange årligt, den ene gang i februar, hvor vi fejrer Industrisektionens fødselsdag. På den måde har Industrisektionen haft betydning for mit faglige og sociale netværk i foreløbig 25 år, fortæller Inge Nørskov.