Når farmakonomerne samles 17. og 18. november i København til foreningens første landsmøde i den nye struktur, er der store spørgsmål til debat: Hvad var baggrunden for den første overenskomststrejke i foreningens historie og det første NEJ til et overenskomst­resultat på apoteksområdet? Og hvilke udfordringer stiller det Farmakonomforeningen over for i de næste to år?

Foreningens formand, Susanne Engstrøm, varmer op til debatten i denne samtale, hvor hun har fundet mange argumenter for nejet i mange af tilkendegivelserne på hendes egen blog på nettet i foråret.

– Masser af indlæg handlede om arbejdsmiljøet i bred forstand, om hvordan det er at gå på arbejde som farmakonom. Nogle steder er glæden ved at gå på arbejde forsvundet. Nogle er trætte af de store it-problem­er, som har præget apotekerne, andre er kede af dårlig ledelse og manglende anerkendelse fra chefer og kolleger. Jeg tror, at vi skal finde årsager til nejet i sådanne tilkendegivelser blandt andet, men selvfølgelig også i, at nogle syntes, at der var for få lønkroner i resultatet. Det må vi have en debat om. Men vi skal også have debatten om, hvordan vi kan rejse initiativer til at vende udviklingen og få en opadgående spiral, så vi får genskabt glæden ved at gå på arbejde.

Susanne Engstrøm mener, at en bred debat om det gode arbejde er en hovedopgave for de næste to års arbejde, som skal konkretiseres og besluttes på landsmødet.

– Jeg tror, at vi igen skal have gennemført en arbejdslivsundersøgelse, og at vi skal have en indgående diskussion af, hvad det gode arbejde er. I den debat skal vi også hive de gode eksempler frem, siger hun.

Hold jer væk

Men Susanne Engstrøm mener i øvrigt, at udefrakommende personer også har haft indflydelse på stemning­en og forventningerne.

– Op til forhandlingerne havde vi en periode, hvor politikere fra især Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne stillede sig op og lovede fem milliarder kroner ekstra til personalet i sundhedssektoren. Det skabte enorme forventninger også blandt vores medlemmer og har været medvirkende til, at vi fik otte en halv uges strejke på det offentlige arbejdsmarked.

Politikerne har et stort medansvar for strejken, mener farmakonomernes formand. Hun havde gerne set, at politikerne på Christiansborg havde holdt sig væk, mens parterne forhandlede overenskomst.

Farmakonomforeningen og Sundhedskartellet på det offentlige arbejdsmarked sagde nej tak til 12,8 procent og gik i strejke i foråret. Det er aldrig sket før i foreningens historie.

På det private apoteksområde blev der også forhandlet, og her blev der indgået forlig på 12,8 procent mellem Farmakonomforeningen og Danmarks Apotekerforening. Det var det forlig, som medlemmerne stemte nej til med godt 50 procents flertal.

– Et flertal er et flertal, og det blev min naturlige opgave at gøre mig til talsmand for medlemmernes nej og indlede nye forhandlinger. Jeg synes, at et nej er sundt nok, for det lærer vi meget af. Vi skal være mere skarpe og præcise i vores udmeldinger til medlemmerne. Det gælder både i forhold til udtagelse af krav og i forhold til at tolke og læse et resultat, men også i forhold til, hvordan vi involverer hele medlemsskaren i processen, siger Susanne Engstrøm.

Men hun har også store bekymringer omkring nogle af de holdninger, der blev tilkendegivet i argumenterne for et nej.

Øv til børnefamilier

Susanne Engstrøm har det dårligt med, at tommelfingeren blev vendt nedad blandt nogle af de lidt ældre medlemmer, som ikke ville være med til at betale for børnefamiliers ekstra dag ved børns sygdom.

– Det er min egen aldersgruppe, der har udtrykt den holdning i debatterne, og det har jeg det personligt rigtig skidt med. Jeg tror ikke, at småbørnsforældre er mere væk fra jobbet på grund af børns sygdom, fordi de har mulighed for en dag mere. Det bekræftes af undersøgelser, at fraværet er det samme, uanset hvor gunstige vilkår man har. Det letter måske blot på samvittigheden, at man kan kalde fraværet ved rette navn.

Susanne Engstrøm fremhæver, at gode vilkår for børnefamilier er et instrument til at fastholde de unge farmakonomer i faget og på privat apotek.

– Det vil klæde os, der ikke selv har småbørn længere, at vi bakker op om børnefamilier netop for at fastholde de unge farmakonomer. I hvert fald mener jeg, at vi bør have en diskussion om det her og om at skabe forståelse for hinandens vilkår igennem livets forskellige faser.

Anderledes fordeling

Det andet overenskomstresultat på det private apoteks­område – efter det første blev forkastet – blev til gengæld vedtaget med et stort flertal. Forliget vendte op og ned på nogle elementer i forhold til det første forlig.

– Især bliver medlemmer med lang anciennitet tilgodeset med indførslen af et ekstra løntrin. Men det kostede også. Vi måtte tage den aftalte seniorordning ud, og vi måtte undvære pensionsforbedringer, og det blev til en mindre udvikling af ny løn. Til gengæld fik vi en sundhedsordning, siger Susanne Engstrøm.

Hun ser medlemmernes reaktion ved afstemningerne som en holdningstilkendegivelse om resultatet og ikke om hendes person.

– Nej da, jeg tager det ikke personligt. Det er ingen katastrofe, at medlemmerne siger nej til ét resultat blandt de mange, jeg har været med til at skabe. Jeg synes faktisk, at det ville være bangebuksagtigt at gå, fordi der for en gangs skyld blev sagt nej tak.

Det nemmeste er vel at give op og løbe væk, og det kan da være, at der er en apoteker eller to, der havde håbet på, at jeg gjorde det. Men det er jo en anden snak, siger Susanne Engstrøm.

Nye rammer

Landsmødet i november får helt sikkert også en debat om, hvordan den nye struktur opfattes – ikke mindst lokalt.

– Vores udgangspunkt var jo, at det var svært at arbejde lokalt i forhold til det tværfaglige og politiske arbejde. Vi har talt om det i mange år og greb chancen til forandring i forbindelse med kommunalreformen og reformen på sundhedsområdet. Vi har indført fem regioner på det private apoteksområde til afløsning af de 11 kredse.

Susanne Engstrøm mener, at debatten og forløbet hen mod den nye struktur har været godt og konstruktivt.

– Processen har haft det bedste forløb, man kan tænke sig, men derfra og til at få ejerskab til det nye er der et stykke vej. Jeg tror, at der vil gå et par år endnu, før vi kan vurdere, om strukturen er, som den skal være. Jeg mener, at vi skal give processen lidt tid endnu, siger hun.

Den nye struktur med færre lokale enheder giver store udfordringer i forhold til at fastholde nærheden. For at kompensere for de større afstande holdes lokale møder både to og tre gange i samme region, så medlemmerne ikke skal opleve, at de får længere afstand til det lokale, faglige fællesskab.

Mere politik

– Man venter sikkert stadig på »aha« oplevelsen derude, og nogle steder spørger man, hvad man skal lave på den nye platform. De nye regionsbestyrelser skal arbejde politisk, og det er måske svært at se sig selv som politiker, hvis man tidligere har set sig selv som mødeplanlægger. Men det skal nok komme, mener Susanne Engstrøm.

Kredsstrukturen er fra 1950’erne, hvor foreningen var inddelt i ti lokale kredse. I slutningen af 1970’erne blev den store københavnerkreds delt i to, men ellers har lokalstrukturen været uforandret i mere end et halvt århundrede.

– Hovedbestyrelsen skal gå foran i udvikling af initiativer og holdninger, og deri har de fem regionsformænd en stor opgave, siger Susanne Engstrøm. Hun er ikke så bekymret for den nye struktur, som endnu ikke har fundet sine ben.

– Sektionerne skal finde sine ben og gøre de første erfaringer. Ting tager tid, som hun siger.

Lokalt skal de fem regioner for privatapotekerne arbejde sammen med Den offentlige sektion og Industrisektionen – også dette lokale tværgående samarbejde er endnu i sin spæde start.

Den nye hovedbestyrelse har ti medlemmer, som ud over de fem regionsformænd også er formand og næstformand for foreningen samt formændene for Den offentlige sektion, Industrisektionen og eleverne.

– Vores ene store udfordring er at få den nye struktur til at virke. Og det skal nok komme, tror jeg. Den anden store udfordring er at få skabt en god tematisk debat om det gode arbejde på baggrund medlemmernes nej til overenskomstresultatet. Det skal nok også lykkes. Jeg tror og håber på en massiv deltagelse i debatterne om, hvordan vores arbejdspladser skal være og hvordan arbejdet i foreningen skal være i fremtiden, siger Susanne Engstrøm.