Farmakonomforeningens politikker afspejler foreningens holdninger og målsætninger for faget, uddannelsen og samfundet. De revideres hvert andet år og er foreningens arbejdsgrundlag frem til næste landsmøde. Formålet med at vedtage foreningens politikker er ikke kun at forpligte de politisk valgte til at arbejde i samme retning efter bestemte mål, men også at vise det omkringliggende samfund, hvad foreningen arbejder for.

 

På landsmødet blev foreningens 11 politikker én for én gennemgået, diskuteret og justeret, så retningen for de kommende to års fagpolitiske arbejde nu er udstukket.

 

Her er et udpluk fra den engagerede debat om foreningens politikker.

 

Vi ønsker ingen liberalisering

I relation til politikken Apotekets placering i samfundet havde Susanne Engstrøm i sin beretning fremhævet det nuværende apotekssystem frem for en liberalisering, som hun mente meget vel kunne komme i fokus i 2009. Ikke mindst forstærket af, at der i Sverige er ved at ske en liberalisering: – I Danmark har vi et fantastisk apotekervæsen. De faglige kompetencer er høje. Økonomien for samfundet er så god, at den ikke kan fås billigere. Og vi har – set i europæisk sammenhæng – nogle af de laveste lægemiddelpriser. Vi har altså et velfungerende apoteksvæsen både fagligt og økonomisk, sagde hun. –

Og trods mange udfordringer på arbejdsmiljø og ledelse er det spørgsmålet, om vi alligevel ikke skal kæmpe for at bevare det nuværende system, selvom vi selvfølgelig har krav på væsentlige moderniseringer. At ændre systemet blot på grund af ideologi er tåbeligt.

 

Og efterfulgt af klapsalver tilføjede hun: – Vi vil gerne se forandringer. Vi ønsker absolut en mere moderne apoteksstruktur. Vi ønsker en modernisering af den økonomiske udligning. Vi ønsker mere synlighed af vores kerneområder, inden vi går til i salg af mærkevarer. Men vi ønsker ikke en liberalisering!

 

Formand Birte Nissen, Region Syddanmark, var enig med formanden i, at apoteket skal gå den faglige vej og have fagbetjente enheder, hvor folk kan få deres lægemidler, rådgivning og information. For hende var apoteksstrukturens omdrejningspunkter forsyningssikkerhed og lægemiddelrådgivning: – Det er svært at forudse, om lægemiddelforsyningssikkerhed og rådgivning kan blive bedre i et liberaliseret system. Men jeg har mine tvivl. Jeg tror ikke, der er penge at spare ved liberalisering hverken for forbrugeren eller for samfundet. Lægemiddelpriserne er faldet gennem de senere år, og det viser, at det eksisterende system fungerer, sagde hun og tilføjede, at det er ufatteligt væsentligt, at vi har fokus på patienternes sikkerhed. – Vi har patienternes tillid, og det skal bære os frem.

 

Bestyrelsesmedlem Susanne Storm Madsen, Den offentlige sektion, opfordrede landsmødet til at supplere politikken om Apotekets placering i samfundet med en tilføjelse, som omhandler den vigtige konneks mellem den private og offentlige sektor til gavn for patienternes lægemiddelbehandling: – Vi ved ofte, hvilken medicin patienten har fået under indlæggelse, og hvad denne udskrives med i henhold til gældende regler, og I er de første, der modtager dem, sagde hun og foreslog følgende tilføjelse til politikken: »At øge patientsikkerheden gennem øget samarbejde med sekundærsektoren.« Den tilføjelse fik efterfølgende landsmødets tilslutning.

 

Slip opgaver og få nye

Politikken om Sygehusapotek gav anledning til et ændringsforslag fra Den offentlige sektion. Heri står blandt andet, at »Farmakonomforeningen vil arbejde for, at de apoteksfaglige opgaver på sygehusapotekerne udelukkende varetages af farmakonomer eller farmaceuter«. Det ville de gerne have ændret til, at »Farmakonomforeningen vil arbejde for, at de apoteksfaglige opgaver på sygehusapotekerne varetages af farmakonomer, farmaceuter og andre faggrupper under kyndig vejledning af farmakonomer eller farmaceuter.«

 

Formand Lisbet Christensen, Den offentlige sektion, begrundede ændringsforslaget: – Hvis vi skal have mulighed for jobglidning og for at komme videre i vores kompetenceudvikling, så er vi også nødt til at afgive nogle arbejdsopgaver og gøre plads til andre faggrupper, som kan overtage for eksempel varemodtagelsen eller fremtagning af medicin, sagde hun. – Vi er nødt til at slippe nogle arbejdsopgaver for at kunne komme videre.

 

Bestyrelsesmedlem Pia Eriksen, Industrisektionen, bakkede forslaget op og fortalte om erfaringer fra industrien, som viste, at det kunne berige farmakonomernes job: – For nogle år siden gennemførte vi en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi spurgte industrimedlemmerne, om de inden for de sidste fire år havde afgivet arbejdsopgaver og hvilke andre arbejdsopgaver, der eventuelt var kommet til, fortalte hun. – Undersøgelsen viste, at der var kommet rigtig mange spændende arbejdsopgaver til, ligesom der var afgivet arbejdsopgaver. Også nogle som vi ikke var så glade for at have afgivet. Men primært havde det beriget vores job – og også de andre faggruppers job. Så jeg synes, det er et rigtigt forslag, som helt klart er til vores faggruppes fordel.

 

Formand Susanne Madsen, Region Sjælland, ville gerne på både egne og hovedbestyrelsens vegne bakke op om forslaget: – Vi kender problematikken fra apoteksområdet, hvor vi også er nødt til at afgive nogle af de mere rutineprægede arbejdsopgaver for at få nye og mere spændende arbejdsopgaver, tilføjede hun.

 

Forslaget blev efterfølgende vedtaget af landsmødet.

 

Faglighed er fremtiden er eleverne

– Hvorfor føler vi sådan et stærkt fællesskab? Hvorfor kan vi fastholde medlemmer, selvom eksklusivaftalen er bortfaldet? Hvorfor er farmakonomer noget ganske særligt?, spurgte næstformand Christina Durinck i sin introduktion til politikken om Grunduddannelsen og svarede selv. – Det er på grund af vores fælles viden. Fagligheden er en af grundpillerne i vores fællesskab. Det er et meget stærkt fundament, som vi fortsat skal sikre via en grunduddannelse af høj kvalitet – også i fremtiden.

 

Først og fremmest pegede hun på nødvendigheden af at gøre uddannelsen til en professionsbachelor og placere den i MVU-regi som en mellemlang videregående uddannelse, så den ikke længere skal være finansieret via lægemiddelpriserne.

 

– Traditionelt har vores uddannelse været rettet mod et langt arbejdsliv på apoteket, men det er ikke den virkelighed, vi oplever mere, fortsatte hun. – Farmakonomer kan bruges flere og flere steder, og det skal afspejles i vores uddannelse. Derfor skal vi arbejde for, at der kommer endnu flere elever på kombinationsforløb.

 

Hun pegede også på, at hvis faget og det faglige niveau skulle sikres i fremtiden, så skulle der uddannes flere farmakonomer og pegede her på vigtigheden af foreningens fortsatte indsats for at bedre arbejdsmiljøet.

 

Formand Tina Kristiansen, Elevsektionen, var enig i, at en forbedring af arbejdsmiljøet kunne være med til at gøre uddannelsen mere attraktiv for de unge.

Og der var noget at tage fat på: – Som formand for elevbestyrelsen føler jeg et stort ansvar for, at alle farmakonomelever behandles ordentligt på deres respektive arbejdspladser. Derfor bliver jeg gal, når jeg hører om elever, der i den grad bliver udnyttet. Jeg vil ikke acceptere, at landets elever bliver opfattet som billig arbejdskraft, sagde hun og fortalte om et apotek, som havde mistet alle sine førsteårselever på grund af dårligt arbejdsmiljø. – Og hvad gjorde apoteket? De søgte bare dobbelt så mange elever året efter. For så havde de lidt af tage af!

 

– Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi tillader apoteker, som ikke behandler eleverne med respekt, tilføjede hun. – Vi er jo i bund og grund apotekets fremtid!

 

I samme åndedrag opfordrede hun også eleverne til at tage ansvar: – Lad vær med at give op. Tag selv ansvar og sig fra, når det ikke er ok. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på vores ve og vel, sagde hun.

 

Kompetenceudvikling og kædekamp

Alle farmakonomer skal have mulighed for løbende at kunne opgradere deres faglige, personlige og sociale kompetencer gennem efteruddannelse, står der i foreningens politik om Efter- og videreuddannelse, som blev introduceret af formand Bente Bøhm, Region Hovedstaden: – Farmakonomforeningen vil arbejde for, at alle arbejdspladser har en politik for kompetenceudvikling, sagde hun og pegede på, at farmakonomernes rolle har ændret sig, ligesom kunderne og samarbejdspartnerne. – Der stilles stadigt større krav til vores kompetencer, og derfor må vi hele tiden videreudvikle vores kompetence for at kunne følge med og leve op til apotekets rådgivningsrolle i skranken. Vi arbejder efter Apotekerforeningens strategiplan med fokus på fagligheden. En strategi, som passer fint med Farmakonomforeningens tre værdier – faglig udvikling, involvering og entusiasme.

 

I politikken står også, at »Farmakonomforeningen vil sikre, at farmakonomer har indflydelse på deres egen kompetenceudvikling«. – Vi må lære vores medlemmer, at de ved den årlige udviklingssamtale, selv skal gøre krav på den kompetenceudvikling, de har brug for. Det er deres eget ansvar, fortsatte Bente Bøhm. – Jeg ved, at det kan være svært for nogen at få apotekeren med på ideen, men så må vi stå sammen i farmakonomgruppen og kræve vores ret.

 

Hun kunne tilføje, at der i den nye overenskomst er hjælp at hente til økonomien. Her er der afsat fire mio. kr. til kompetenceudvikling. Pengene kan søges af den enkelte apoteker, og beløbet kan dække 50 procent af udgiften til kompetenceudvikling, der ligger udover den almindelige efteruddannelsesret på tre dage.

 

Et par eksempler fra delegerede illustrerede, hvad Susanne Engstrøm også har oplevet, at der er apotekere, som nægter farmakonomer at deltage i efter- og videreuddannelse, som ikke udbydes af den kæde, som apoteket er medlem af – og som er billigere, fordi der ydes tilskud fra lægemiddelindustrien.

 

Det fik formanden op af stolen: – Jeg er træt af, at kædeapoteker har så megen magt. Farmakonomerne skal tage kampen op, og jeg er rigtig træt af de kæder, der ødelægger hele vores system indefra, sagde hun. – Hvis vi ikke skal risikere, at kæderne overtager vores efter- og videreuddannelse, så er det en faglig kamp, vi skal i gang med. Og den skal foregå ude på arbejdspladserne. Det er kun farmakonomerne ude på apotekerne, der kan gå imod det. Vi andre kan råbe op og lege stærke kvinder, men det er ude på apotekerne, at kampen skal stå.

 

En rungende klapsalve fortalte, at de delegerede var klar til at tage kampen op.

 

Arbejdsmiljø og livsfasepolitik

Alle mennesker har krav på et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Sådan indledes politikken om Arbejdsmiljø, og næstformand Christina Durinck mente ikke, at nogen – heller ikke arbejdsgiverne – kunne være uenige i det: – Vi gør vores arbejde meget bedre, hvis arbejdsmiljøet er i orden. Og derfor kan man undre sig over, hvorfor der er så mange problemer med arbejdsmiljøet på en række af farmakonomernes arbejdspladser, og hvorfor diskussionerne om den gode arbejdsplads fylder så meget, sagde hun. – Vi har alle et ansvar for, at arbejdsmiljøet er godt – både det fysiske og det psykiske. Rent fysisk kan vi prøve at indrette vores arbejdspladser, så der kommer færrest mulige belastningsskader, men vi kan desværre ikke helt undgå dem, selvom jeg drømmer om, at vi på et tidspunkt kan.

 

Det psykiske arbejdsmiljø ser hun som et af de allerstørste indsatsområder i den kommende tid: – I hverdagen på arbejdspladserne skal vi kunne rumme hinanden, vise omsorg og rose hinanden, sagde hun. – Sammen skal vi sikre, at vi som faggruppe gør vores for, at det at arbejde på et apotek er et godt og givende arbejde.

 

– Vi skal også lægge pres på vores ledere og kræve god ledelse af dem, tilføjede Christina Durinck. – En faglig dygtig farmaceut er ikke altid en dygtig og empatisk leder. Og der er alt for mange arbejdspladser, hvor ledelsen er utilstrækkelig.

 

Som noget nyt i foreningens politik om Arbejdsmiljø står, at foreningen skal arbejde for, at alle arbejdspladser aftaler en livsfasepolitik.

 

– Set i lyset af de fremtidige rekrutteringsproblemer og ikke mindst i forhold til medlemmernes arbejdsglæde og livskvalitet er det vigtigt, at alle arbejdspladser får udarbejdet en livsfasepolitik, sagde formand Lisa Wieweg Rosendahl, Region Nordjylland, og pegede på, at vi er nødt til at flytte nogle holdninger til, hvad et arbejdsliv rummer. – Vi må være kreative i forhold til at fastsætte arbejdstid og fleksible, så der for den enkelte medarbejder findes den løsning, som passer bedst til livssituationen. Vi har alle forskellige behov på forskellige tidspunkter i livet. Og vi skal lokalt finde den rette model for den enkelte medarbejder. Vi skal give plads til forskellighed – i respekt for hinanden.

 

Også formand Eva Sandvej Madsen, Region Midtjylland, var fortaler for en livsfasepolitik: – Det er vigtigt, at vi accepterer, at der kan være forskelle i arbejdstider og arbejdsplaner kolleger imellem. Vi skal tage det alvorligt, når en kollega for eksempel beder om at få tidligere fri for at hente børn i institution. Eller være opmærksomme på, at de ældre kolleger måske skal have lov til at gå ned i tid for at undgå, at de får ondt i ben og knæ, sagde hun. –

Vi skal sørge for at få det skrevet ned og accepteret og ikke vrisse af hinanden og sige, at det er også træls, at de altid skal gå hjem før, og at det altid er os, der skal lukke.

 

Efterfølgende blev tilføjelsen om en livsfasepolitik enstemmigt vedtaget af landsmødet.