– Spændende, udfordrende og bestemt ikke kedeligt. Sådan betegnede formand Susanne Engstrøm den meget særlige periode siden delegeretmødet i 2006, da hun aflagde sin beretning på Farmakonomforeningens første landsmøde, som blev afholdt den 17.-18. november 2008 i København. – Der har været arbejdet med foreningens nye struktur. Vi har haft overenskomstsitua-tionen i 2008. Vi har haft det faglige fokus med sundhedsydelser, klinisk farmaci og faglige strategier. Der har været it-problemer på apoteksområdet. Der har været store omstillinger for de sygehusansatte medlemmer i kølvandet på den nye kommunalreform. Der har været fusioner, salg af virksomheder og afskedigelser på industriens område. Vi har udfordringer med at rekruttere og fastholde farmakonomer. Vi har ledelses-udfordringer i særdeleshed på apoteksområdet. Der er startet en helt ny farmakonomuddannelse.

Og vi har i sekretariatet haft store udfordringer kombineret med sygdom, sagde hun.

 

– Men her er vi. Vi er kommet igennem, og nu er det tid at gøre status. Tid til at lære, forstå og evaluere, men allermest tid til at se frem, fortsatte hun og opfordrede de 48 delegerede til aktivt at deltage i de næste to dages debat om foreningens strategi for de næste to år.

 

Farmakonomforeningens landsmøde

Landsmødet finder sted hvert andet år – næste gang i 2010. Landsmødet, som er foreningens øverste myndighed, er afløseren for delegeretmødet – i den nye struktur. Landsmødet fastlægger foreningens politik om blandt andet apotekets placering i samfundet, arbejdsmiljø, uddannelse, kommunikation, sundhedspolitik og tillidsrepræsentanter. På landmødet deltager delegerede fra foreningens hovedbestyrelse, bestyrelserne i de fem regioner og tre sektioner samt formanden for Kreds Færøerne, i alt 51 delegerede.

 

Vi skal afspejle medlemmerne

Nærvær til medlemmerne, indflydelse for medlemmerne og at afspejle medlemmernes holdninger var vigtige pointer i formandens beretning: – Det er et stort og spændende ansvar, som ligger på vores skuldre som delegerede. Vi har sagt ja til at arbejde for foreningens medlemmer, og vi må aldrig glemme, at Farmakonomforeningen er medlemmernes forening. Det er vores fælles ansvar at tage udgangspunkt i medlemmerne, sagde hun og tilføjede, at det udgangspunkt skal kombineres med også at tage ansvar for at se lidt længere frem.

 

Hun mindede om, at grundlaget for den nye struktur er nærvær: – Nærvær til medlemmerne uanset, at geografien kan give store udfordringer efter regionsopdelingen, fortsatte hun. – Og det skal altid være vores vigtigste omdrejningspunkt, at medlemmerne har valgt os politikere og ikke omvendt! Drivkraften i den nye struktur skal være: Nærvær og fællesskab.

 

Mistet uskyld

Ikke overraskende kom overenskomstforhandlingerne i 2008 til at præge beretningen meget.

 

– Overenskomstforhandlingerne 2008 står for mig som en forhandling med historisk gode resultater, men også som en forhandling, hvor vi mistede vores uskyld. Vi kom i konflikt for første gang i foreningens historie, og vi stemte for første gang nej til et overenskomstresultat, fortalte Susanne Engstrøm, som, inden overenskomstforhandlingerne med Apotekerforeningen startede i januar 2008, havde haft en længere proces i foreningen med at indsamle krav og forventningsafstemme. – Tillidsrepræsentanter, kredsbestyrelser og hovedbestyrelsen var dybt inddraget i denne proces. Det var målet, at forhandlingerne skulle komme tættere på medlemmerne ved denne manøvre. Set i bakspejlet kan jeg konkludere, at medlemmerne ikke har den oplevelse, at deres krav blev hørt tydeligere. Det fortæller mig, at vi skal gøre det anderledes næste gang.

 

– Læren af medlemmernes første nej til overens-komstforliget må være, at foreningen skal være mere aktiv for at indhente krav op til forhandlingerne. Til de seneste forhandlinger havde kun 50 procent af tillidsrepræsentanterne afleveret overenskomstkrav. Før forhandlingerne i 2011 skal kravene indsamles på medlemsmøder direkte blandt medlemmerne. Fra foreningens side vil vi lave et debatoplæg, som kan sikre, at medlemmerne har en reel mulighed for at gøre sig tanker om forventninger og krav til overenskomstforhandlingerne, sagde Susanne Engstrøm og tilføjede, at med det følger også et stort ansvar. –

 

Vi må give hinanden håndslag på, at vi ved, at ikke alle krav kan indfris. Vi må prioritere og fokusere på det, der er vigtigst for alle farmakonomer.

 

Samtidig pegede Susanne Engstrøm også med bekymring på, at individualismen og misundelsen havde vundet over fællesskabet og solidariteten ved årets overenskomstforhandlinger: – Vi skal huske at passe på hinanden. Vi skal stå sammen om at skabe gode arbejdspladser og værne om vores fag. Vi skal kunne rumme, at de unge får bedre vilkår, end vi havde, da vi var unge. Vi skal kunne rumme, at nogle får en højere lønstigning, hvis behovet er der. Vi skal kunne rumme fællesskabet. Det er mit store ønske for overenskomstforhandlingerne i 2011, at vi igen får fokus på fællesskabet og solidariteten.

 

Med tilbageblik på årets overenskomstforhandlinger og for at konsolidere foreningen til eventuelle kommende konflikter havde hovedbestyrelsen besluttet at indstille til landsmødet, at kontingentet stiger i 2009 og 2010. Det blev efterfølgende vedtaget.

 

Tættere på ligeløn

Overenskomstforhandlinger med Danske Regioner sker sammen med de øvrige 10 organisationer i Sundhedskartellet, og i sin beretning kom formanden ind på det stærke og gode samarbejde der: – Samarbejdet i Sundhedskartellet betyder, at vi støtter hinanden og giver hinanden opbakning, både når det gælder forhandlinger og holdninger til sundhedsvæsenets udvikling, fortalte Susanne Engstrøm. – Og så bliver vi bedre hørt, når vi står sammen med de andre sundhedsprofessionelle i Sundhedskartellet, end når vi står alene. Det kan bedst illustreres ved, at da vi under konflikten holdt stordemonstration på Christiansborg Slotsplads, var der ca. 40.000 deltagere – heraf var de 12 farmakonomer.

 

– Det gode samarbejde i Sundhedskartellet vil fortsætte. Vi har lagt en strategi om ligeløn, som vi vil forfølge i de kommende overenskomstforhandlinger, sagde Susanne Engstrøm og kunne fortælle, at der efter overenskomstforhandlingerne var nedsat en lønkommission, som skulle analysere lønningerne på det offentlige område. – Jeg har store forventninger til resultatet af lønkommissionens arbejde og store forhåbninger til, at det vil betyde, at vi får endnu mere fokus på ligeløn mellem mænd og kvinder – både på det offentlige og private arbejdsmarked.

 

Roser og malurt

I sin beretning uddelte Susanne Engstrøm også roser: – Jeg har altid vidst det, og året 2008 har tydeligt vist os det. Tillidsrepræsentanternes rolle og værdi kan ikke overvurderes. De spiller en hel særlig rolle på arbejdspladserne – og for hele foreningen. Vi ser det i hverdagen, at medlemmer kan gå til tillids-
repræsentanten og få støtte og vejledning. Og vi har set det under konflikten, hvor jeg har været helt tryg ved, at vores tillidsrepræsentanter har skullet klare alle de mange opgaver, der opstår. Flot, det skal de have en stor tak for, sagde hun under store klapsalver fra landsmødet. Men kunne efterfølgende også dryppe lidt malurt i bægeret. Hun var bekymret over, at cirka 30 apoteker er uden tillidsrepræsentant: – Vores struktur og forhandlinger om ny løn er lagt an på, at der er en tillidsrepræsentant på alle apoteker. Tillidsrepræsentanten er en vigtig samarbejdspartner for ledelsen og en vigtig person i dialogen kolleger imellem. Og vi har altså 30 arbejdspladser uden denne mulighed. Derfor vil jeg bede regionsbestyrelserne om at sætte fokus på denne udfordring. Vi skal have flere tillidsrepræsentanter. Ellers hænger systemet ikke sammen.

 

– Tænk, at der er 30 arbejdspladser, hvor apotekeren suverænt kan fordele vores penge. Det er ikke godt nok!, tilføjede hun.

 

Stabilt medlemstal

Formanden kunne i sin beretning med glæde konstatere, at foreningen fortsat har et stabilt medlemstal. Trods konflikt og bortfald af eksklusivaftalen har foreningen stadig en organisationsprocent på næsten 100: – Men det er altid en god strategi ikke at hvile på laurbærrene. Vi skal derfor løbende være opmærksomme på, at nye farmakonomer melder sig ind, ligesom vi skal lytte til medlemmerne, så de ikke melder sig ud, sagde hun. – En fagforening bygger på fællesskab og solidaritet. Begreber, som nogle mener har trange vilkår i et moderne samfund. Det mener jeg ikke. Jeg tror, at de fleste mennesker – også de unge – gerne vil fællesskaber. Og den gode diskussion er altid at være med til at fokusere på det positive og vigtige i et fællesskab.

Og at tage den debat er en af vores vigtigste opgaver som delegerede.

 

Stolte, glade og tilfredse

– Vi har det sidste års tid lært, at der er for lidt anerkendelse og ros. Det gælder ikke kun fra ledelsen. Det gælder også til ledelsen og kolleger imellem. Det kan vi blive bedre til. Vi er på arbejde en stor del af livet, og det gør ikke noget, at det er sjovt. Alt går bedre, hvis vi er glade. Og her hjælper ros. Vi delegerede kan gå foran, opfordrede Susanne Engstrøm til slut i sin beretning. – Vi er stolte farmakonomer. Og vi vil have glade og tilfredse medlemmer. Lad det være drivkraften i debatten.

 

Under klapsalver blev såvel den mundtlige som den skriftlige beretning, som er offentliggjort i Farmakonomen nr. 14/2008, efterfølgende godkendt af landsmødet.