– 20 år som formand for farmakonomerne har givet mig et utroligt liv. Det har også været hårdt arbejde fyldt med udfordringer, men jeg kan lide det. Jeg er virkelig på min rette hylde. Når jeg er blandt medlemmerne, har jeg det som en fisk i vandet, siger Susanne Engstrøm. – Det er en rigdom at møde så mange fantastiske og dygtige mennesker – både internt og eksternt – som du kan lære en masse af, hvis du er åben og lyttende. På det personlige plan har det givet mig utrolig meget. Den Susanne, der startede som formand for 20 år siden, er en helt anden i dag.

– Jeg føler mig heldig, at jeg har fået lov at være her. Det er så spændende og fantastisk, siger hun og tilføjer, at når hun engang skal stoppe, kan hun se tilbage på et begivenhedsrigt liv.

Og det gav så lige stikordet til det spørgsmål, som brænder på tungen: Hvor lang tid bliver du ved som formand?

– Det naturlige svar – som jeg også mener – er, at så længe medlemmerne vil genvælge mig, så er jeg med, siger Susanne Engstrøm, som helt konkret er valgt som formand indtil 2010. – Og så passer det ikke alligevel. Hvis jeg fornemmer en tendens til, at nu er det nok, så er jeg også parat til at gå.

– Jeg er her i hvert fald ikke, når jeg bliver 70 år, så meget kan jeg da sige, tilføjer hun med et smørret grin.

En lykkens pamfilius

At involvere sig i organisationsarbejde og engagere sig i sine medmennesker har Susanne Engstrøm fået med fra barndomshjemmet: – Min far lærte mig og mine to storebrødre, at det er vigtigt at involvere sig og gøre sin indflydelse gældende i sit fag, fortæller hun. – Mens jeg fra min mor har fået mit nok allervigtigste værdigrundlag. Hendes tilgang til livet er at være til stede og glad ved det nære, samtidig med at hun har dyrket, passet og plejet det. Hun har altid sagt: Glæd dig ved mennesker, sang og blomster, så kan man holde et langt liv. Det er en fantastisk ballast at få med hjemmefra.

– Jeg har været en lykkens pamfilius, fortsætter hun. – Jeg har haft en utrolig barndom – fyldt med glæde, opbakning, ros og anerkendelse samtidig med, at der er blevet stillet krav. Det har givet mig det gode grundlag, som jeg lever og arbejder ud fra i dag.

Susanne Engstrøms faglige engagement førte hende allerede i 1971 til Fyns kredsen, hvor hun under sin uddannelse til apoteksassistent fra Vester Skerninge Apotek blev repræsentant for eleverne. Og lige siden har hun befundet sig et eller andet sted i foreningens fagpolitiske system – kun afbrudt af et ½ års pause i 1973, mens hun flyttede fra Fyn til København, hvor hun fik ansættelse på Vaisenhus Apotek. Der er hun i øvrigt ansat den dag i dag.

– At komme på apoteket hver anden fredag og hver fjerde lørdag har stor værdi for mig og er med til, at jeg bevarer jordforbindelsen, siger hun. – Det er rigtig sundt at komme ud indimellem og plante fødderne i eget fag.

Et helt menneske

– En anden vigtig faktor for, at jeg bevarer jordforbindelsen, er min mand. Indimellem gør han mig opmærksom på, at selvom jeg er formand for farmakonomerne, så skal jeg ikke tro, at jeg også er det på hjemmebanen, griner Susanne Engstrøm som på 35. år er gift med Niels – med hvem, hun har Niklas, 29 og Felicia, 25. – Med et job som mit er det vigtigt – og nødvendigt – at vælge den rigtige livsledsager, og det har jeg gjort. Jeg har haft meget stor støtte og opbakning fra Niels hele vejen igennem.

Samtidig peger Susanne Engstrøm på det vigtige i også at prioritere ægteskabet, når man befinder sig på en så fortravlet post som hendes: – Vi interesserer os begge rigtig meget for musik, teater og opera, så vi book-
er simpelthen koncerter og skuespil ind i kalenderen et helt år frem. Og de fælles oplevelser holder vi fast i, fortæller hun. – Man bliver så beriget og glad – også i lang tid bagefter.

– Samtidig er det at give plads til noget helt andet med til at gøre dig til et helt menneske. Jeg tror ikke, at man kan være en god formand, hvis man ikke er et helt menneske. Og jeg er sikker på, at mine beslutninger bliver bedre, fordi de bliver taget i et større perspektiv, fortsætter hun og tilføjer, at hun for eksempel kan opleve, at når hun hører et pragtfuldt stykke orkestermusik og slapper fuldstændig af, at hun så pludselig begynder at reflektere over en eller anden udfordring i foreningen i næste uge. – På den måde er musikken med til at »rense min hjerne« og hjælpe mig med at få tingene placeret i de rigtige kasser.

Men det er ikke kun ude i byen ved kulturelle arrangementer, Susanne Engstrøm lader op til formandsgerningen. Hun elsker også at være hjemme og får masser af energi og inspiration her: – Når hovedet er fyldt med en hel uges udfordringer, så elsker jeg en weekend, hvor jeg står i køkkenet med et hav af grøntsager og laver mad. Her får jeg tid til at reflektere og får sat rigtig mange ting på plads, fortæller hun. – Og så elsker jeg at gøre rent. En ordentlig gang gulvvask er godt, når en arbejdsgiver eller andre har været for meget for mig!

Stolte farmakonomer

En ting, som gør Susanne Engstrøm glad, når hun kigger tilbage på sin formandsperiode er, at hun har været med til at føre farmakonomerne fra at være medvirkende til at have et selvstændigt ansvar: – Der er mange ting, som har været med til at gøre det muligt, men – i al beskedenhed – mener jeg, at min involvering på de rigtige tidspunkter har været med til at give de gode resultater, siger hun.

Og så synes hun også, at hun har gjort en forskel i relation til den stolthed, som mange farmakonomer i dag føler: – Min holdning er, at uanset hvad du laver, så skal du gerne være stolt af dit job og dit fag, siger hun. – Det er stoltheden, som giver arbejdsglæden.

Men der er da også steder, hvor Susanne Engstrøm ikke er tilfreds, og det er blandt andet omkring farmakonomuddannelsens indplacering i uddannelsessystem-
et: – Jeg har nu dyrket den i 15 år – uden resultat. Det er en utrolig sej proces, og jeg kan næsten ikke holde ud, hvis jeg skal gå af som formand, uden at det er lykkedes, siger hun og understreger, at det ikke er en kritik af den nye farmakonomuddannelse – den er hun virkelig glad for – og heller ikke af uddannelsesinstitutionen. – Det, der bekymrer mig, er farmakonomernes lønindplacering på sigt, hvis vi ikke får den indplacering i uddannelsessystemet, som vores kompetence og selvstændige ansvar berettiger til. Derfor bliver uddannelsen også et af vores væsentligste fokusområder i 2009.

Ifølge Susanne Engstrøm vil foreningen også sætte klemskruen på arbejdsmiljø i de kommende år – med øget indsats for det gode arbejde: – Arbejdsmiljøet er et område, som kan forbedres væsentligt, og det er et område, som jeg også meget gerne vil sætte et markant fingeraftryk på i min formandsperiode, siger hun.

Fokus på fællesskab og solidaritet

– Ser jeg tilbage på de historiske overenskomstforhandlinger i 2008, så kommer jeg nok aldrig helt til at forstå, at medlemmerne kunne sige nej til så godt et resultat. Men jeg kan forstå de medvirkende årsager til nejet, siger Susanne Engstrøm. – Jeg har dyb respekt for det nej. Det er medlemmernes forening, og hvis de siger fra, så skal man ikke blive sur eller vred, men finde ud af, hvad det betyder og så prøve at gøre det bedre.

– Man skal aldrig være bange for at få kritik, men i stedet vende det til noget positivt. Ikke at jeg glæder mig over, at det blev et nej. Det kostede foreningen penge, og det var dramatisk. Og hvis jeg sagde, at det egentlig var sjovt at prøve, så ville jeg ikke være en fair medspiller over for Apotekerforeningens formand, siger hun. 
– Men set i bakspejlet var det sundt at prøve at komme helt ud på den anden side. Det har gjort os stærkere, og det har skærpet vores opmærksomhed.

Samtidig får det også formanden til at mane til fællesskab og solidaritet: – På min blog i foråret var der eksempler på, at man tænkte meget egocentreret. Men vi er et fællesskab, og her giver man, og her får man. Man får ikke kun. Og derfor er det vigtigt at få drøftet værdier, for hvis vores værdigrundlag ikke handler om fællesskab og om at forstå hinandens behov, så har vi trange vilkår, siger hun og slutter med et ønske. – Mit store ønske for fremtiden er, at vi får fokus på fællesskabet og solidariteten.