– Som farmakonomer havde vi pludselig en chance for at komme helt ud til befolkningen og vise, at vi er en dygtig faggruppe, der vil have gode arbejdsvilkår. Og det virkede jo. Da jeg senere sad hos min frisør og fortalte, at jeg var farmakonom og arbejdede på apotek, var der en af de øvrige kunder, der meldte sig i samtalen og sagde: »I kom så ikke i konfllikt denne gang«. Man havde hørt om os, så vi kom jo ud til befolkningen, siger Louise Meldal.

Hun var slet ikke tillidsrepræsentant, da farmakonomerne stemte nej til forhandlingsresultatet sidste forår. Hun havde meldt sig som kontaktperson, men da situationen blev spidset til, opfordrede kollegerne hende til at blive tillidsrepræsentant. Og sådan blev det.

– Så læste jeg på foreningens hjemmeside, at Taastrup Apotek var udtaget til strejke. Hold da op!

Louise Meldal fik meget travlt med at orientere sig, gå til møder, informere sine kolleger, og midt i den turbulens forsøgte hun at blive dygtig på sine opgaver som tillidsrepræsentant.

Et nej er et nej

Ikke mange farmakonomer på Taastrup Apotek havde drømt om, at forhandlingsresultatet ville blive forkastet, selvom et flertal af farmakonomerne i Taastrup stemte nej ifølge Louise Meldals vurdering.

– Jeg stemte selv nej, for jeg syntes, at vi godt kunne få mere ud af det. Der var også flere farmakonomer, som sagde, at det vel så var på tide, at nejet kom. Jeg tror, det blev et nej, fordi der er kommet mange unge til faget, og vi giver udtryk for vores meninger.

Louise Meldal husker stemningen på apoteket som meget spændt, da Taastrup Apotek med sin filial og sine to apoteksudsalg var blevet udtaget til konflikt.

– Stemningen var meget spændt, men den var ikke negativ. Alle var meget overraskede, men havde også smil på læben. Vi spurgte hinanden, om vi mon skulle ind på Christiansborg Slotsplads og demonstrere, eller hvad der nu kom til at ske? Vi var usikre. Vi vidste jo ingenting, for vi har ikke prøvet det før. Farmakonomforeningen har heller ikke prøvet det før, konstaterer Louise Meldal.

Det gav stof til eftertanke, at farmakonomernes nej betød, at de nu stod foran en strejke.

– Vi havde selv sagt nej, og det skulle vi nu tage ansvar for. Men jeg vil sige, at vi var parate til det, vi var bare usikre på, hvordan det skulle foregå. Jeg husker tiden som meget hård, for vi skulle jo passe vores arbejde. Samtidig skulle vi involvere os i den konflikt, der stod foran os.

Brugte familien

Louise Meldal følte sig som tillidsrepræsentant 24 timer i døgnet. Alt handlede om hendes rolle og opgaver i situationen. Hun har en mor inden for faget og en søster, der er farmaceut, og hun har en del veninder, som også er farmakonomer.

– Jeg talte meget med veninderne om den forestående strejke og med min familie om, hvordan jeg skulle håndtere sitautionen. Jeg brugte al min energi på vores situation. Det handler om at vide, hvor man står, og det handler om at tale med kollegerne på arbejdspladsen om det, siger den 29-årige tillidsrepræsentant.

Når hun tænker tilbage på stemningen under hele optakten til strejken, er det kollegernes mange spørgsmål og den lidt anspændte venten, der kommer frem i hukommelsen.

– Og jeg kunne jo ikke svare på ret meget. Jeg kunne blot sige, at vi måtte vente og se, og så kunne jeg informere om de forskellige regler.

Da jeg kom tilbage fra det landsdækkende møde for os tillidsrepræsentanter på de private apoteker, der var udtaget til strejke, talte jeg med apotekeren. Peter Kielgast spurgte selvfølgelig, hvordan jeg troede, det ville gå. Hvad kunne jeg svare? Han har naturligvis haft sit at tænke på, for vi har blandt andet 1.200 dosiskunder, som vi betjener, og den opgave ville da blive lidt af en udfordring under en strejke, siger Louise Meldal.

Hun nævner også udfordringen med at bemande de to apoteksudsalg, som almindeligvis udelukkende er bemandet med farmakonomer.

Men i situationen i foråret var der ikke andet at gøre end at vente og se tiden an. Kort tid efter afstemningsresultatet kaldte Forligsmanden de to parter til møde i Forligsinstitutionen i et forsøg på at opnå enighed om endnu en aftale.

Evigheder

– Forhandlingerne i Forligsinstitutionen stod på i evigheder. Det føltes som år, da parterne skulle forsøge at nå til enighed på ny.

Undervejs i Forligsinstitutionen må der jo ikke refereres fra sådanne forhandlinger, så jeg vidste intet og kunne ikke stille mine kolleger tilfredse. Jeg kunne bare sige, at vi måtte vente.

Flere var bekymrede for, om de nu kunne holde sommerferie – det var faktisk et af de spørgsmål, som oftest blev stillet.

Louise Meldal håbede på et positivt resultat i anden omgang.

– Da forliget kom, var jeg noget skeptisk. Jeg funderede over, om det overhovedet var bedre end det første. Men efter et par dage besluttede jeg mig for at stemme ja, for jeg kunne ikke se, at det kunne blive bedre. Kollegerne reagerede blandet, siger hun.

Det nye forlig gav mere i lønningsposen, men på bekostning af noget af det, som var med i den første aftale.

– Den første aftale indeholdt blandt andet en seniorordning, som ikke kom med i den næste aftale. Sådan er det, men det er ikke kun negativt. Det betyder, at vi på apotekerne selv må tage diskussionen om seniorordninger. Det har vi gjort hos os, siger Louise Meldal.

Opgør med flinkeskolen

Konflikten, som blev afværget med et positivt resultat af urafstemningen om mæglingsskitsen, er ikke slut. Det vil sige: Som samtaleemne er den ikke slut.

– Den dukker op hver eneste gang, vi taler om et eller andet i vores overenskomst. Det er fint nok. Det betyder nemlig, at vi diskuterer de ting, der har betydning for os – ikke mindst vores arbejdsmiljø, siger tillidsrepræsentanten fra Taastrup Apotek.

Hun mener, at strejken, som aldrig blev effektueret, alligevel har sat sig nogle dybe spor.

– Vores nej til forhandlingsresultatet er ét hundrede procent et opgør med flinkeskolen. Nu og fremover vil vi give os til kende med vores holdninger. Men det giver os også et ansvar. Vi skylder os selv at tage stilling og bidrage med vores ønsker til, hvordan vores arbejdsliv skal formes. Vi er nødt til at deltage i den debat. Hvis vi vil ændre ting, må vi også være aktive, siger hun.

Louise Meldal kan mærke konfliktsituationen endnu.

– Sammenholdet er stadig stærkt. Jeg fornemmer, at flere end tidligere giver deres meninger til kende. Måske fordi vi diskuterer mere.

Hvad jeg har lært? Jeg har lært, at en konfliktsituation spredes meget vidt. I dag bliver jeg spurgt alle steder om min holdning. Stemte jeg ja, eller stemte jeg nej. Vi er på en måde blevet en del af det offentlige rum.

Jeg har også lært, at vi skal på banen. At vi selv skal søge informationer, hvis vi vil opnå noget, siger Louise Meldal.