Fastholdelse var det gennemgående tema på elevernes årsmøde, som var meget velbesøgt. Her hørte eleverne mange grunde til at blive på apoteket, men luftede også kritik
Med 120 deltagere var årsmødet for farmakonomelev-erne et tilløbsstykke, og snakken gik da også livligt i pauserne mellem indlæggene.
Efter valget af foreningens næstformand Christina Durinck som dirigent kunne elevformand Tina Kristiansen tage hul på sin beretning. Her fastslog hun, at årets tema, fastholdelse på apoteket, var særdeles relevant set i lyset af det store frafald gennem de sidste par år.
Af samme grund lagde mødet også op til debat og dialog, sagde hun, men kastede først et blik tilbage på elevbestyrelsens arbejde i det forgangne år. Her har elevbestyrelsen satset på at være synlig for eleverne, blandt andet ved flittigt at skrive i fagbladet og brug af elevbestyrelsens hjemmeside, sagde Tina Kristiansen, som derpå vendte sig mod den utilfredshed på private apoteker, som OK08 gav anledning til at lufte.
Nej og arbejdsmiljø
Nejet til overenskomstresultatet på de private apoteker havde også givet tid til eftertanke hos eleverne, sagde elevformanden.
– Det viste sig hurtigt, at det var arbejdsmiljøet, den var gal med på apotekerne, sagde hun og konstaterede, at et dårligt arbejdsmiljø også belaster eleverne. At det er med til at øge frafaldet, var hun og elevbestyrelsen ikke i tvivl om, sagde hun og mindede om, at selvom man er elev, kan man sagtens være med til at præge hverdagen på apoteket.
Overenskomsten havde også givet eleverne en lønfremgang, men kravet om læseferie var ikke kommet igennem, så den sag arbejder bestyrelsen videre med. Bedre barselsorlov til eleverne var kommet med, og lørdagsvagterne var der også kommet styr på, fortalte formanden, som erindrede om, at elevbestyrelsens opgave er at indhente krav fra eleverne.
Den ny uddannelse og niveau
Tina Kristiansen fortalte derefter om mødeaktiviteten i det forløbne år, dels introduktionsmøde med de nye elever i undervisningstiden og dels møder med førsteårselever i foreningens sekretariat på deres andet kursus. Også landsmødet havde elevbestyrelsen deltaget i med stort udbytte, fortalte elevformanden, der understregede, at også her havde der været stor interesse for at fastholde eleverne i uddannelsen.
Elevbestyrelsen havde også holdt møde med Pharmakon om uddannelsen, hvor man blandt andet havde diskuteret mødetider, eksamensdatoer, introtur, brug af computere, kursusperioder og tæpper i klasselokalerne samt den nye uddannelse. Den er nu ved at være to år gammel, og alle var enige om, at den fungerer godt samt at de elektroniske hjælpemidler, der benyttes, styrker uddannelsen, refererede elevformanden. Hun understregede, at den nye uddannelse højner det faglige niveau og klæder eleverne godt på til deres kommende job, men mente også, at uddannelsen bør være en mellemlang videregående uddannelse.
– Vi er meget enige i elevbestyrelsen om, at det faglige niveau er steget. Farmakonomerne får i stigende grad flere og flere ansvarsområder, og vores faglige niveau skal derfor stige med denne udvikling, fastslog Tina Kristiansen. Hun tilføjede, at nogle ser det højere niveau som en af grundene til et øget frafald, hvilket kræver overvejelse og dialog om fremtiden. En mentorordning er allerede sat i værk, fortalte hun og opfordrede til at udbrede den støtte eleverne imellem.
Praktik og teori
Til slut i sin beretning påpegede Tina Kristiansen, at uddannelsen som farmakonom er speciel ved at være en blanding af skole og praktik.
– Der er ingen tvivl om, at læringsområdet også ligger ude på apotekerne i det daglige arbejde. Så lad os kæmpe for, at vores uddannelse bliver en mellemlang videregående uddannelse samtidig med, at vi bibeholder en vis mængde praktik, sagde hun, inden hun sluttede af med at fortælle, hvordan eleverne med elevbestyrelsens formand i foreningens hovedbestyrelse har en rigtig god placering, når det gælder indflydelse.
Elevformandens beretning rejste ikke debat, hvorfor det blev tid til at trække lottogevinster, inden forsamlingen gik over til at genvælge de to undervisningsmiljørepræsentanter Helle Jacobsgaard Thomsen og Ulla Andersen, der nu er inde i arbejdet med at evaluere skemaer efter én valgperiode og derfor følte sig godt klædt på til at fortsætte.
De tre værdier igen
Efter en pause stillede foreningens formand Susanne Engstrøm sig til rådighed for debat, som hun indledte med en åbenbart tiltrængt repetition af foreningens tre værdier: Faglig udvikling, involvering og entusiasme.
– Ikke så svært at huske, da vi er bundet sammen af et fag, som vi vil udvikle. Og når vi arbejder for faglig udvikling, får vi indflydelse. Det sker, når vi involverer os, og det går bedst, når det sker med entusiasme, sagde formanden.
Susanne Engstrøm blev derefter spurgt om forening-ens holdning til debatten om smertestillende medicin, der benyttes af unge til selvmord.
– Apoteket har et medansvar med streg under med, mente hun, men tilføjede, at foreningen ikke ligger på linje med Apotekerforeningen, når Apotekerforeningen satser på rådgivning fra farmaceuter til at imødegå problemet.
– Det er vi imod, da vi ikke kan se, at farmaceuter skulle være bedre end farmakonomer til det, og vi er også modstandere af receptpligt, sagde hun og oplyste, at Farmakonomforeningen vil anbefale øget rådgivningspligt, når der forhandles mere end tyve styk. Formanden fastslog også, at foreningen ønsker en afliberalisering af handelen med medicin, da debatten drejede sig ind på fortrydelsespiller.
Om at holde på elever
Som fortsættelse på elevmødets første dag opdelte man sig i regioner, hvor hver af foreningens regionsformænd tog sin gruppe elever med i grupper for at drøfte fastholdelse af eleverne.
Efter gruppearbejdet refererede regionsformændene resultatet af disse drøftelser, og her indledte Susanne Madsen fra Region Sjælland med at udtrykke glæde over, hvor positive eleverne var på mødet i år modsat sidste års elevmøde.
– Eleverne er fulde af selvtillid, men et problem er nok manglende oplysning inden start om, hvad uddannelsen går ud på, refererede regionsformand fra Nordjylland Lisa Rosendahl, der blev suppleret af Eva Madsen fra Region Midtjylland, som kunne fortælle, at man i hendes gruppe havde efterlyst bedre kvalitetssikring af uddannelsen og samarbejde med Pharmakon og apotekerne, så der er en linje mellem det lærte på skolen og opgaverne ude på apoteket.
– Arbejdspresset opleves som for stort af nogle elever, og man efterlyser en ensrettet planlægning for elevernes opgaver på apotekerne samt et loft over, hvor mange elever et apotek må have, fortalte Bente Bøhm fra Region Hovedstaden.
Birte Nissen fra Region Syddanmark påpegede, at der herskede tilfredshed med koblingen af teori og praksis i uddannelsen, men at mange ikke får den undervisning, de skal have ude på apotekerne, samt at elever savner netværk, når de oplever problemer. At uddannelsen kræver megen tid med både arbejde og lektier bør man oplyse om, inden folk begynder, og nogle apoteker fralægger sig ansvar for uddannelsen ved at lægge det over til Pharmakon, refererede hun.
For meget købmand
Eva Madsen kunne fra sin regionsgruppe fortælle, at eleverne var glade for undervisningen på Pharmakon, men oplevede det som en nedtur, hvis de blev sat til at sætte varer på plads det første år ude på apoteket. Og de oplever for meget købmandskab, så de bliver skuffede over at være butiksassistenter, sagde hun.
Lisa Rosendahl fortalte, at der blev efterlyst rotation i arbejdet ude på apoteket og ansvarsområder til eleverne, mens Susanne Madsen understregede, at eleverne var tilfredse med, at uddannelsen ikke efterlader folk med studiegæld, hvorfor der ikke var stor stemning for at lave uddannelsen om til en mellemlang videregående uddannelse.
Muligheden for at gå på deltid blev luftet som en positiv ting ved arbejdet som farmakonom, mens de skæve arbejdstider derimod var med til at trække ned i popularitet. I den forbindelse blev livsfasepolitik efterlyst med understregning af, at kolleger indbyrdes tager hensyn til hinandens forskellige behov.
At det er vanskeligt at have børn og arbejde på fuld tid med daginstitutionernes tidlige lukninger, blev også påpeget, men det blev også understreget, at det kan lade sig gøre at passe sagerne sammen, hvis man har fleksibel familie og arbejdsplads. Mange oplever nemlig, at det kan lade sig gøre, sagde Lisa Rosendahl, der også kunne melde om elever, der påpegede, at uddannelsen giver adgang til et arbejde, hvor man ikke oplever ens dage, hvor man hjælper folk og selv oplever livsbekræftelse.
Endelig kunne Birte Nissen fortælle, at man i hendes gruppe havde understreget, hvordan arbejdet som farmakonom giver mulighed for at få gode og hjælpsomme kolleger. Og Bente Bøhm fortalte, hvordan deltagere i hendes gruppe havde ros tilovers for Pharmakon som en professionel skole, hvor man følte sig velkommen.
Godt og udfordrende arbejde
At arbejdet som farmakonom kan give en god karriere kunne souschef på Glumsø Apotek Jannie Kristiansen fortælle, da hun afsluttede den første elevdags indlæg.
Hun understregede, at man selv er med til at skabe sit arbejdsliv ved at tage ansvar for eksempel ved altid at være velforberedt til medarbejderudviklingssamtaler. Ikke alle ønsker bliver opfyldt med det samme, men det er vigtigt, at apotekeren ved, hvilke ønsker man har til sin karriere, mente hun og pointerede, at apoteket nok skaber rammerne for karrieren, men at man selv har store muligheder for at fylde dem ud efter egne ønsker. Og det er altså ikke bare et held, når man har gode kolleger, for et godt arbejdsklima er man medskaber af, sagde hun og understregede, at det også gælder eleverne.
– Vi ved rigtig meget og sørger for at efteruddanne os. Mulighederne er der, så grib dem, lød hendes opfordring, idet hun med sin egen karriere, der startede i 1977, som eksempel viste, at man ved at involvere sig får indflydelse og et udviklende arbejde. Hun har selv gennem udvikling af projekter for eksempel med veterinærmedicin og ved at uddanne sig som rygestoprådgiver skaffet sig nye arbejdsområder og gennem lederuddannelse på Pharmakon fået en stilling som souschef. Og med støtte fra blandt andet Farmakonomforening-ens
Udviklingspulje har hun fået mulighed for at deltage i FIP-kongresser verden over med præsentation af projekter, fortalte hun.
– Så I har masser af muligheder, hvis I er åbne og tager initiativer, sagde hun og var helt sikker på, at der i forsamlingen af elever var kommende ledere – ja, også apotekere, for det vil udviklingen give mulighed for, mente hun.
– Men det er ikke altid apotekeren, der skal komme til jer med opgaver. Kom selv med forslag, for en god leder vil altid lytte til nye ideer med interesse, lød hendes erfaring.
Del af sundhedsvæsenet
Farmakonomernes formand Susanne Engstrøm indledte elevmødets anden dag fra morgenstunden, hvor de friske elever havde bedt hende kommentere apotekets placering i samfundet som en del af sundhedsvæsenet på den ene side og som detailhandel på den anden.
– Apoteket er selvfølgelig en del af sundhedsvæsenet, men det er en udfordring, at vi er nødt til at have en sammensætning af varer, der også garanterer en omsætning. Apoteket er, som sagerne står, nødt til at skaffe overskud på andre varer. Sådan er det, sagde Susanne Engstrøm og understregede, at det er en udfordring at finde kanten, når disse varer skal eksponeres.
– Vi sender jo signaler ved, hvordan varerne eksponeres, påpegede hun og sagde, at det for eksempel ikke nytter noget, at der skal ryddes neglefile og kosmetik af vejen, inden man kan gå i gang med at lave tjek på inhalation.
Formanden fik tid til at fortælle om videreuddannelsesmuligheder for farmakonomerne, som den nyoprettede uddannelse i klinisk farmaci og folkesundhed, og også om det særlige modul på diplomuddannelsen på sundhedsområdet, som Pharmakon arbejder med i samarbejde med Farmakonomforeningen og Apotek-erforeningen. Endelig tog hun tråden op fra dagen før, hvor flere elever havde sagt, at de betragtede mulighed-en for at gå på deltid som et gode, da det kunne udmøntes i lange arbejdsdage kombineret med fridage.
– Det er da rart med fridage, men I skal altså tænke over, hvad lange arbejdsdage gør ved kroppen i det lange løb. Mon ikke det er bedre med kortere arbejdsdage, for det belaster altså bevægeapparatet at have lange dage på apoteket, sagde hun og henviste til, at den måde at fordele arbejdet på også passer bedre med foreningens indsats for at lette belastningen i dagligdagen.
Paneldebat
Inden valget af ny bestyrelse bød elevmødets anden dag på paneldebat med rektor for Pharmakon Janne Albertsen, formanden for Apotekerforeningen Niels Kristensen og formand Susanne Engstrøm. Debatten blev ledet af farmakonom Annemette Asker Boye, der lod deltagerne få ti minutter hver til start.
Niels Kristensen talte om fastholdelse og understregede her, at fastholdelse af dygtige farmakonomer er afgørende for apotekernes fremtid, mens Janne Albertsen tog udgangspunkt i en case om en ung pige, der skulle vælge uddannelse. Niels Kristensen fik også lejlighed til at kommentere spørgsmålet om salg af Panodiler i forbindelse med debatten, der i øvrigt omhandlede kvalitetssikring af uddannelsesstederne samt forventninger til uddannelsen fra eleverne på den ene side og Pharmakon og apoteker på den anden side.
Formanden fortsætter
Ved valget af en ny elevbestyrelse oplyste formanden Tina Kristiansen, at hun gerne ville fortsætte som formand i næste periode, og hun blev derfor genvalgt.
Den nye bestyrelse består i øvrigt af Mia Madsen fra Kalundborg Svane Apotek, Gry Kibsgaard Pedersen fra Viby Apotek, Christina Schoop fra Hørsholm Apotek, Ditte Tange fra Thisted Løve Apotek og Jeanette K. Andersen fra Fredericia Axeltorvs Apotek.