Efterårets medlemsmøder sætter fokus på Mit Fællesskab efter 2010 og de kommende overenskomstforhandlinger i 2011. Foreningens formand opfordrer alle medlemmer til at engagere og involvere sig i debatten – og finde de gode argumenter frem
2010 er Landsmøde år. Det betyder, at et af punkterne på efterårets årsmøder i regioner og sektioner vil være at drøfte det forestående landsmøde, som holdes i København den 15.-16. november. Her vil blandt andet en opdatering af Mit Fællesskab 2010 være på dagsordenen. Et andet tema vil være overenskomstforhandlingerne i 2011. Farmakonomen har talt med formand Susanne Engstrøm, som sammen med næstformand Christina Durinck vil deltage i efterårets årsmøder.
Mit Fællesskab efter 2010
– Mit Fællesskab 2010 blev etableret for at skabe fælles værdier, holdninger, missioner og visioner, som vi kunne arbejde ud fra. Det var en rigtig god proces, og det har været rigtig godt at have dem – især for os centralt i organisationen, fortæller Susanne Engstrøm. – Men jeg oplever, at jo længere væk man er fra det centrale system, desto mere abstrakt forekommer Mit Fællesskab 2010.
– Og når vi nu alligevel skal have ændret årstallet, så kan vi lige så godt også justere teksten, så en bredere kreds kommer til føle ejerskab for denne platform, siger hun om baggrunden for, at foreningen ved bestyrelseskonferencen sidste år startede en fornyelsesproces af Mit Fællesskab 2010, hvori man også inddrager de lokale bestyrelser.
Set med Susanne Engstrøms øjne er det ikke det indholdsmæssige i Mit Fællesskab 2010, som skal forandres: – I princippet er det de samme ord og det samme indhold, men formuleret lidt anderledes, så det bliver lettere tilgængeligt, mere tydeligt og mere vedkommende for alle, siger hun.
Om at stå på tre ben
Såvel i 2010 som i 2004, da hele Mit Fællesskab 2010-arbejdet startede, handler det om at stå på tre ben – illustreret med: Mit fag, mit fællesskab og mit samfund.
– Vi har faget, som handler om vores uddannelse og vores beskæftigelse. Her vil vi gerne tydeliggøre, at vi – ligesom farmaceuter og sygeplejersker – er et selvstændigt fag. Det handler også om, at vi skal lære at se os selv som et selvstændigt fag, så vi på sigt kan gå ud og sætte – eller i hvert fald prøve at sætte – en dagsorden i forhold til relevante samarbejdspartnere i for eksempel Ældresagen, kommunerne, regionerne osv., siger Susanne Engstrøm. – Og hvis man har fulgt med de seneste år på hjemmesiden og i bladet, kan man også se, at vi går mere ud og blander os i noget, der hører vores fag til. Det er det, det handler om.
Fællesskabet er hele foreningssystemet med overenskomster og gode arbejdsforhold – og endelig er der så samfundsdelen, som er det sidste vigtige ben i Mit Fællesskab.
– At det er disse tre ben: Mit fag, mit fællesskab og mit samfund, vi farmakonomer skal stå på, er det, vi skal tydeliggøre i det fremtidige Mit Fællesskab, så medlemmerne i højere grad adopterer det i hverdagen, siger hun. – Men nu skal vi i første omgang ud og debattere det med medlemmerne. Og jeg håber, at de vil engagere og involvere sig i debatten.
Politikker som omdrejningspunkt
Ifølge formanden skal arbejdet med Mit Fællesskab også gerne resultere i en modernisering af foreningens politikker: – Politikkerne er et af de vigtigste arbejdsredskaber for os politikere, og de skal udspringe af Mit Fællesskab, siger Susanne Engstrøm. – Så det vil vi også forsøge at tage fat på i forbindelse med landsmødet.
– Og netop politikkerne er meget nærværende for medlemmerne, så det kan – som jeg ser det lige nu – meget vel være omdrejningspunktet for en diskussion, siger hun og tilføjer med et smil. – Vi har faktisk alt for lidt tid på årsmøderne!
Vi er stadig imod en liberalisering
Som en naturlig forlængelse af en diskussion af politikken om Apotekets placering i samfundet kan meget vel også komme en diskussion af Konkurrencestyrelsens rapport om Regulering af apotekssektoren.
– Jeg kan ikke forestille mig, at vi vil ændre holdning til, at vi er imod en liberalisering af apotekssektoren. Men derfor kan det jo være fornuftigt at forholde os til en strategi for, hvis det skulle ske, siger hun. – Det er noget, vi vil arbejde med i hovedbestyrelsen – og som det også vil være interessant at få vendt på årsmøderne.
Krav til OK11
Endelig vil også de kommende overenskomstforhandlinger i 2011 være et tema på årsmøderne.
– Ved forhandlingerne i 2008 fik vi den tilbagemelding på apoteksområdet, at nogen følte, at de ikke havde været involveret nok i at udtage krav. Derfor har vi ved forårets medlemsmøder ikke alene været ude og fortælle om Arbejdslivsundersøgelsen, men også fokuseret på de forhandlinger, som skal være i 2011. Helt konkret har vi bedt de fremmødte om at nedskrive 3 krav til de kommende forhandlinger, fortæller Susanne Engstrøm og tilføjer, at disse tilbagemeldinger vil præge det debatoplæg, som udsendes til alle medlemmer i slutningen af august. – Og for at imødekomme ønsket om involvering fra 2008 får medlemmerne nu chancen en gang til – ved efterårets medlemsmøder – at diskutere de kommende overenskomstforhandlinger.
Og selvom der har været snak, om der overhovedet bliver forhandlinger i 2011, så er formanden ikke i tvivl: – Vi har en 3-årig overenskomst med Apotekerforeningen, som udløber 1. april i 2011. Nu udsender vi debatoplægget og tager diskussionerne på årsmøderne. Og så må vi se, hvordan det går, men jeg kan ikke forestille mig andet end, at vi opsiger overenskomsten og sætter os til forhandlingsbordet, siger hun. – Og så vil situationen, når vi begynder at forhandle i 2011, vise, om vi kan få et resultat, eller der skal ske noget andet. Der ligger det lidt mere åbent, end det tidligere har gjort.
På det offentlige område modtog tillidsrepræsentanterne allerede i begyndelsen af maj et debatoplæg fra Sundhedskartellet til de kommende overenskomstforhandlinger. Og her er situationen ifølge formanden en anden: – I skrivende stund er der reel diskussion, om man overhovedet kommer til forhandlingsbordet. Både arbejdsmarkedsforskere og FTF-organisationer går ind for at vente til 2012. Hertil har jeg det ene spørgsmål: Hvem ved om der er penge i 2012? Sådan er Susanne Engstrøms holdning, men foreningen vil følge de andre i Sundhedskartellet, »når vi engang har nået et resultat om, hvad vi mener«, som hun siger. – Og det ved vi sandsynligvis, når vi når hen til den offentlige sektions årsmøde i begyndelsen af oktober.
Find de gode argumenter frem
– Uanset hvad, så er det vigtigt at holde fanen højt og gejsten oppe, siger formanden og håber på engagement og involvering på årsmøderne. – Vi håber meget, at tillidsrepræsentanterne inden årsmøderne har drøftet debatoplægget med deres farmakonomkolleger og fundet de gode argumenter frem, som kan underbygge de krav, som er stillet. Det vil være vigtigt.
– At vi skal have så meget i løn som muligt, ligger lige til højrebenet. Men vi har brug for, at medlemmerne fylder os med alle de gode argumenter, der er for at få noget mere i løn, fortsætter hun. – Selvom alle ved, at rammen ikke er så stor i 2011, som den var i 2008, så kan vi jo altid forsøge at sprænge den!
Samtidig opfordrer hun til at fokusere på andre vigtige områder end lige netop løn: – For eksempel sociale foranstaltninger – både for de unge familier og dem, der er lidt oppe i årene. Eller for eksempel på, hvordan vi bruger arbejdstidsreglerne, lyder opfordringen. – Jeg håber på en åben og engageret diskussion, hvor vi ikke bare siger, at vi vil have det, vi plejer og så lidt mere. Men at vi går ind og ser på, hvilke behov vi har i 2011 og 2-3 år frem. Det er det, jeg håber – og forventer af medlemmerne.
Årsmøder 2010
Regionernes årsmøde afholdes en hverdagsaften. Sektionerne afholder deres årsmøde om lørdagen som en del af et weekend-arrangement.
Da 2010 er Landsmøde år, betyder det, at et af punkterne på årsmødernes dagsorden er »Drøftelse af det forestående Landsmøde.« I Farmakonomen medio september er der et vue over det, der er sket i foreningen siden efteråret 2008. Forslag, som skal behandles på Landsmødet, vil der også blive lejlighed til at høre om og komme med meninger om, så de kan indgå i bestyrelsernes holdning til forslagene på Landsmødet.
På årsmøderne vil OK11 være et tema. Der udsendes inden årsmøderne et debatoplæg til alle medlemmer, som der bliver lejlighed til at diskutere. Der bliver også lejlighed til at diskutere krav og forventninger til de kommende overenskomstforhandlinger. I de bestyrelser, der er ledige pladser, vil der være mulighed for at få fyldt op for det sidste år af valgperioden og derved være fuldtalligt repræsenteret på Landsmødet i november.
Forslag til behandling på årsmødet skal være formanden i regionen/sektionen i hænde senest mandag den 2. august 2010.
Forslagene sendes per post eller e-mail. På foreningens hjemmeside www.farmakonom.dk kan du finde navn, adresse og e-mail på formændene under fanen Regioner & sektioner.
Fra medio juni kan du læse mere om årsmøderne på hjemmesiden – klik på årsmøder i venstre side på forsiden.
OK11 – også i Tarm
Der bliver holdt et ekstra medlemsmøde på Bechs Hotel i Tarm den 5. oktober med fokus på OK11.