Lene Dyhr er en såkaldt udfordrer. Hun stiller krav til sit arbejde, sine kolleger, ledere og til sig selv. Men selv i sin utraditionelle løbebane, hvor hun stort set har holdt sig fra både apotek, sygehusapotek og medicinalindustrien, har hun hele tiden holdt godt fast i farmakonomfaget.

I dag har hun – 30 år efter endt uddannelse – valgt at gå den lille tynde landevej tilbage på privat apotek. Den vej, som ifølge alle undersøgelser, næsten ingen farmakonomer vælger.

To ting har altid været vigtige for Lene. Den ene er detaljen i snørklede, matematisk farbare it-systemer – den anden er glæden ved at være en del af et fællesskab. En blandt mange. Det sidste er den væsentligste grund til, at hun – efter 25 år uden for privat apotek – er vendt tilbage til skranken.

Savnede teamfølelsen

– Jeg savnede simpelthen teamfølelsen. Jeg har været meget alene i mine jobs. Og jeg har oftest ikke haft nogen sparringspartnere, jeg kunne tale fag med. Jeg ville gerne være en ud af mange. Ikke bare ene og alene, forklarer Lene Dyhr.

At der skulle gå så mange år, inden Lene vendte tilbage, skyldes en blanding af ustyrlig nysgerrighed, en trang til hele tiden at udforske nye områder tilsat et pænt gran flittig- og villighed.

– Jeg har nok været lidt for god til at være der, hvor folk gerne har villet have mig – og er landet mange forskellige steder, uden først at tjekke det af med mig selv. Og selvom jeg har haft fantastiske job og udfordringer, så har jeg aldrig helt valgt selv. Jeg er det meste af tiden sprunget på noget, andre synes, jeg skulle. Men det her, Sønderbro Apotek – det har jeg valgt. Og da jeg først fik tanken, kunne jeg mærke, at det var det helt rigtige nu, fortsætter Lene Dyhr.

Fra hun var lille lærte Lene at fylde på i fritiden og i skoleferier på farens apotek. Og skønt det ikke lå i kortene, at Lene skulle være farmakonom, så syntes hun, at det, der foregik på apotek, var alt for spændende.

Som udlært farmakonom tog Lene job på Farmaceutisk Forsøgslaboratorium på Dumex, hvor hun i to år først og fremmest tog sig af arbejdet omkring den trykte emballage. Korrektur blev hurtigt for kedeligt, og Lene besluttede at fylde mere almen viden på sig selv. Først på Rødding Højskole, hvor hun tog en gymnastiklederuddannelse og derefter på HF, som delvist blev finansieret ved at tage vagter på Virum Apotek.

Tro følgesvend

På HF i 1983 stifter Lene for første gang bekendtskab med, hvad der siden skulle blive hendes tro følgesvend: It – eller som det hed dengang, edb.

– Det var et helt nyt fag, som flettede fingre med matematik og logistik, som jeg altid har været tiltrukket af. Det var simpelt hen så spændende, forklarer Lene Dyhr.

Hvor andre fandt faget nørdet og indviklet, viste Lene sig fra starten som den fødte programmør, blandt andet ved at udvikle et program, der bøjede engelske verber. Beslutningen om at kombinere interessen for it med apoteksbranchen tog hurtigt form. Og mens Apotekerforeningens datterselskab DataPharm (nu NNIT) lige skulle tænke sig om en ekstra gang efter en uopfordret ansøgning fra Lene – tog hun et vikariat på Pharmakon, som var under forvandling fra at være intern skole for farmakonomelever til et professionelt kursuscenter.

– Arbejdet spændte lige fra indretning af motionsrum til udarbejdelse af instrukser for vaskemaskiner og billard. Og fungerede toiletterne ikke, så klarede vi også det, forklarer hun.

Men allerede året efter var Lene Dyhr ansat i Data-Pharm, hvor hun blev udlært som supporter og underviser. Hun var med til at implementere systemer på apotekerne og til at udvikle nye generationer af systemer, ligesom hun fungerede et lille års tid som direk-tionssekretær for DataPharms direktør.

– Jeg skal udfordres, erkender jeg. Og jeg har nok løbende ernæret mig rent fagligt ved konstant at søge nye udfordringer. Jeg trives bedst, når jeg bliver fyldt op. Og heldigvis er der hele tiden dukket nye op, fortsætter Lene.

Efter knap 14 år kendte Lene Dyhr hver en krog af DataPharm, og så måtte hun videre. Tilbage til Pharmakon i it-afdelingen, hvor den primære opgave var at undervise. Det blev til mange rejser rundt i landet med Pharmakons undervisningsbus, hvor Office-pakken, Info-standeren og det daværende Sundhed.dk skulle introduceres. For mange rejser og kurser for Lene, der på det tidspunkt var alene med to piger på henholdsvis 11 og 13 år.

– Tit var jeg afsted med undervisningsbussen kl. 5 om morgenen og nåede kun lige akkurat frem, så jeg kunne ringe og få pigerne op i skole. Og efter skoletid og mange aftener var det min søster Inge og hendes mand, der sørgede for mad og aftaler for pigerne.

Farmakonomforeningen

Men det har været kendetegnende for Lene, at hun ikke har kvittet tidligere jobs på grund af indholdet i arbejdet, men fordi andre udfordringer eller omstændigheder gjorde, at hun måtte videre. Sådan var det også, da hun skiftede til Farmakonomforeningen for knap 7 år siden.

– Jeg havde brug for et 8-4 job. Og det blev som kursussekretær i Farmakonomforeningen. Mange mente, jeg var overkvalificeret til jobbet, men jeg syntes, det var fedt med et job fyldt med logistik, arrangementer, kurser, kursusmateriale og udvikling af pjecer og brochurer. Og så kunne det kombineres med det at være mor for to teenagere, understreger hun.

Men sådan skulle det ikke være. Farmakonomforeningen havde involveret sig i et stort fælles it-projekt med en række andre FTF-organisationer om at udvikle et fælles medlemssystem. Systemet skulle kigges igennem, og det naturlige valg faldt på Lene.

Og pludselig var Lene igen it-ansvarlig, selvom hun på papiret var kursussekretær. Masser af udfordringer, interessante arbejdsopgaver og en ansættelse af en deltidsvikar på kursussekretær-jobbet senere, følte Lene Dyhr sig dybt involveret og ansvarlig for et kæmpe område, som krævede såvel hendes fulde opmærksomhed som fulde tid.

– Jeg fik installeret et standard-medlemssystem og senere et integreret sags- og dokumenthåndteringssystem. Så fulgte den ene hjemmeside efter den anden – tre generationer i alt, og så kom alt det løse, som Lene kalder det. For i moderne virksomheder og organisationer fylder it meget. Der er altid nye huller, der skal lukkes.

God brandslukker

– Jeg kunne sagtens brandslukke hele vejen rundt. Men jeg følte nok i sidste ende, at it-delen var blevet for tidskrævende. Og samtidigt savnede jeg at være en del af et fælles arbejdsområde. Jeg havde simpelt hen brug for at være en blandt mange og ikke kun ene og alene om mit område. Det kunne kun lade sig gøre ved at give slip på it-ansvaret.

It er nu ikke helt en saga blot for Lene Dyhr. Hun elsker at bruge redskabet og lege i det, som hun siger. Og det ligger i luften, at hun senere på året bliver involveret i it på apoteket.

– Jeg har haft gode kolleger alle steder. Og masser af udfordringer. Men glæden ved sammen med andre at udvikle mig og bringe et apotek i kog, den overstråler i øjeblikket helt tidligere udfordringer. Jeg føler det, som om jeg er havnet det helt rigtige sted for mig.

Måske har det også noget med min alder at gøre. Hvis jeg skal falde til ro, så skal det være snart. Og det kunne godt blive her, slutter Lene Dyhr.