2005 har på mange måder været et travlt og begivenhedsrigt år for
farmakonomerne og deres forening. Mit Fællesskab 2010 er den platform,
som har været udgangspunkt for arbejdet og som har været
omdrejningspunktet for debatter på kurser og medlemsmøder for at skabe
en fællesfølelse i den enkeltes arbejde og for foreningen som helhed
Det var året, hvor der blev forhandlet og indgået nye overenskomster på foreningens overenskomstområder, og nye elementer skal implementeres. Et arbejde, der også involverer tillidsrepræsentanterne og synliggør det store arbejde, som kræves af dem og deres funktion.
Det kræver respekt og opbakning fra kollegerne.
Mit Fællesskab 2010 er en strategi, som handler om, at farmakonomerne vil tage et medansvar for fagets udvikling. Vi er en vigtig del af det danske sundhedsvæsen. Vi vil vise vejen og vise, at vi gerne træder i samme spor, som de der vil arbejde for udviklingen af vort fag. Vi vil også gerne træde i nye spor, men også her i et samarbejde.
Farmakonomforeningen satte i 2005 fokus på plejehjemsbeboernes medicinering. Det skete gennem et samarbejde med nye partnere og politikere. Det har synliggjort farmakonomerne som en faggruppe, der vil tage et medansvar for patienternes medicinefterlevelse. Vi vil i lighed med Apotekerforeningen og Farmaceutforeningen tage initiativer, som kan understøtte og sprede de mange sundhedsydelser, som er udviklet i faget. Og vi vil tage del i nye initiativer, som sikrer, at faget fortsat har en høj grad af troværdighed.
Samarbejde bliver igen nøgleordet – og ikke blot med Apotekerforeningen og Farmaceutforeningen, men også gerne med sygehusapotekerne og andre, som vil fagets udvikling.
De faglige kompetencer bliver et vigtigt fokusområde i 2006, hvor både grunduddannelse og efteruddannelse skal debatteres. Hvis de fælles strategier skal lykkes, kræver det en fælles opbakning af kampagner og faglige initiativer og en fælles bevidsthed om, at faglige kompetencer er noget, som skal være i løbende udvikling. Det handler om troværdighed.
En af de store begivenheder for farmakonomerne i 2006 bliver Farmakonom Dagen den 19. marts. Også her vil der blive rig lejlighed til at blive inspireret til faglighed og medansvar.
På foreningens indre linjer bliver arbejdet med en ændret struktur intensiveret. Debat med medlemmerne og tillidsrepræsentanterne skal afklare grundlaget for en mere moderne og tidssvarende struktur, som forhåbentlig kan vedtages på foreningens delegeretmøde i november.
Velkommen til et nyt år med masser af arbejde, inspiration, faglighed og samarbejde, hvor jeg håber, mange med entusiasme vil involvere sig for farmakonomfagets udvikling.
Godt nytår!