Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg har i en sag om to danske
lønmodtagere afgjort, at det er i strid med menneskerettighederne at
tvinge lønmodtagere til at være medlem af en bestemt fagforening
Afgørelsen kan få betydning for størsteparten af Farmakonomforeningens 5500 medlemmer. Foreningen har eksklusivaftaler inden for de private apoteker, på medicinalvirksomheden Nycomed, Pharmakon og for ansatte i apoteksvæsnet på Færøerne.
Det bliver spændende, om Folketinget kan blive enige om en implementering af dommen i dansk lovgivning. I skrivende stund ved vi ikke, om der vil blive stillet krav om ændring af overenskomsterne midt i perioden, eller det skal ske ved næste overenskomstfornyelse.
Der er ingen tvivl om, at en lovgivning skal ske med behændighed, da dommen også er en kulturel dom, hvor der ses tydelige forskelle på den velanskrevne danske model set i forhold til det øvrige Europa. Samtidig har Folketingets politikere den udfordring, at det ikke kun er lønmodtagere, som har eksklusivaftaler. De findes også inden for liberale erhverv, hvilket kan øge spændingen om dommens implementering i dansk lovgivning.
Der hersker dog ingen tvivl om, at Farmakonomforeningen er parat til at følge dansk lovgivning her som på alle andre områder, men vi afventer en lovgivning, inden vi sætter os sammen med vores overenskomstparter.
Eksklusivaftalerne har igennem årene ikke givet anledning til den store medlemskritik, men bliver af mange betragtet som et gode. For eksempel har en sådan aftale været med til at skabe tryghed i samarbejdet på apoteksområdet, hvor der igennem årene har været sikkerhed for, at alle var med, når det gjaldt initiativer om faglig udvikling og efteruddannelse. Eksklusivaftalerne er også med til at understrege en høj grad af solidaritet, hvor alle ikke blot får glæde af aftaler og overenskomster, men alle ved, at alle er med til at betale.
Hvis eksklusivaftalerne forsvinder ud af vores overenskomster, er det en ny udfordring for Farmakonomforeningen og dens medlemmer. Og ved alle udfordringer handler det om at finde det positive.