Det har altid været et kvalitetsmål for Farmakonomforeningen at være i
front med relevant information til foreningens medlemmer
Når jeg får lyst til at skrive en leder om debatten i Farmakonomforeningen, handler det blandt andet om foreningens hjemmeside, som jeg gerne vil markedsføre endnu en gang.
På www.farmakonom.dk finder du løbende relevante nyheder på forsiden, og i 2006 sætter vi fokus på en relancering af hjemmesiden. Det gør vi for at øge informationen og kommunikationen. På hjemmesiden er der også en debatside, hvor medlemmer kan provokere til debat.
Debatsiden bliver kun brugt i et begrænset omfang og har på en eller anden måde udviklet sig til at være spørgsmål og svar. Det kan den også meget fint bruges til, men jeg vil opfordre til, at der bliver endnu mere debat mellem medlemmerne. Det er en hurtig måde til at sende signaler om holdninger til faglig udvikling, foreningens struktur med mere. Eller du kan kommentere hjemmesidens fordele og mangler.
Målet er primært at gøre hjemmesiden så relevant for medlemmerne som muligt, ligesom vi vil udvikle et særligt rum for tillidsrepræsentanter, og det skal være stedet, hvor medlemmerne hurtigt kan finde relevante oplysninger. Det skal ikke erstatte kontakten til hverken det politiske system i Farmakonomforeningen eller til foreningens sekretariat, men være et nyttigt supplement.
Hjemmesiden er et godt supplement til at følge med, få informationer og påvirke foreningens arbejde. Men det er netop kun et supplement til møder og til vores fagblad. En hjemmeside kan ikke erstatte det nærvær, vi får ved direkte at mødes på for eksempel kreds- og sektionsmøder, på Farmakonom Dagen og på TR-dage. Og det kan ikke erstatte fagbladet med den meget kraftige fokusering på farmakonomernes arbejdsliv gennem arbejdspladsbeskrivelser, faglige projekter, faglige udfordringer, uddannelse og arbejdsmiljø.
Uanset hvilket medie eller forum vi befinder os i, skal medlemmerne komme med deres mening, og vi skal lytte og lære af det.
I sidste uge var der for eksempel et medlem, som på debatsiden undrede sig over en beslutning i foreningen. Hun involverede foreningen i sin undren. Og det er jo herligt, fordi vi får information om noget, der drøftes blandt medlemmerne, og derigennem får vi mulighed for at svare, men også mulighed for at vende en beslutning igen. Det er godt, når vi undrer os, fordi det giver mulighed for øget refleksion. Det er en god og entusiastisk måde at involvere sig på. Det er medlemmernes forening, og derfor skal vi lytte og lære.