FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2006/12 - Politisk aftale
Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen indgik den 8. juni 2006 en politisk aftale på medicinområdet. Aftalen omhandler i hovedtræk ophævelse af apoteksforbeholdet på veterinærområdet, omkostningsbegrundede rabatter, reklameregler og markedsføringsaktiviteter og yderligere liberalisering af håndkøbsmedicin

Efter den nærmest berømte salamimetode er et flertal i Folketinget blevet enige om atter at skære en skive af et velfungerende og sammenhængende apoteksmonopol. Det er denne gang for alvor gået ud over apoteksforbeholdet på veterinærområdet. Det er en meget vidtgående beslutning, som vi beklager. I stedet for at lappe et mindre hul i den nuværende lovgivning har man valgt at skære en kæmpe luns af apotekssystemet, som kan gå ud over især mindre landapoteker. Dermed skaber man et nyt hul, som skal lappes.

Beklageligvis betyder det, at landmændene kan blande deres produktionsøkonomiske interesser med medicindistribution. Underligt – set i lyset af, at politikerne, hver gang en apoteker sætter en enkelt fod i den forkerte dør, reagerer voldsomt. Alternativt åbnes der nu en ladeport for eventuelle problemer med fødevaresikkerheden.


En yderligere liberalisering handler om lempelse af basissortimentet og mulighed for årlige ændringer i det liberaliserede sortiment. Men det handler også om, at det nu bliver tilladt at sælge rygeafvænningsmidler på for eksempel cafeer, diskoteker og restauranter. Det er en noget besynderlig mulighed set i lyset af, at det snart vil være umuligt at ryge mange af disse steder – eller måske derfor?  Jeg kan høre det: »Stik mig en bajer og en pakke nikotintyggegummi«.


Der sker også en præcisering af reglerne for omkostningsbegrundede rabatter og reklamereglerne. Hensigten med præciseringen er at få klarere regler for rabatter og for sponsorater. Det hilser vi velkommen, men kun tiden kan vise, om det formål opnås.
Samtidig har Apotekerforeningen besluttet at arbejde for, at apoteksfilialer fremover altid skal være bemandet med en cand. pharm. – dog med mulighed for dispensation!


Det kan jeg sige meget om, men jeg vil i første omgang blot referere Farmakonomforeningens politik, som blandt andet siger, at vi kun går ind for to typer apoteksenheder. Det er apotek og apoteksfilial, hvor apoteksfilial i denne sammenhæng også omhandler apoteksudsalg. 


Vi mener, det er vigtigt at basere et apotekssystem på cand. pharm. uddannelsen, men vi mener også, at farmakonomer kan klare en væsentlig del af opgaverne. Ellers har apotekerne et uddannelsesproblem, som de bør tage hånd om – gerne også krydret med en vis stolthed over farmakonomernes faglighed! Vi mener ikke, at der altid behøver at være en cand. pharm. fysisk til stede i forbindelse med receptekspedition. Vi ønsker, at det seriøst overvejes at tillade receptekspedition på de fagbetjente apoteksudsalg. Det vil give borgerne god service og let tilgængelighed!


Den sag bliver en kommende udfordring, og derfor opfordrer jeg medlemmer, som har en mening om denne udfordring, til at komme med synspunkter ved at åbne en debat på hjemmesiden www.farmakonom.dk eller sende en direkte mail til mig se@farmakonom.dk


God sommer!

« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk