Farmakonomforeningen har lige modtaget forslag til ændring af lovene om lægemidler, apoteksvirksomhed og dyrlæger. Lovforslaget baseres på den politiske aftale, som blev indgået af en række politiske partier den 8. juni 2006
Jeg har tidligere kommenteret grundlaget for den politiske aftale, men ved modtagelsen af lovforslaget tydeliggøres på enkelte områder nogle inte?ressante begrundelser og argumenter, som jeg ikke vil undlade at kommentere.
Omkostningsbegrundede rabatter
De omkostningsbegrundede rabatter medvirker til effektivisering, og de kommer ikke alene apotekerne til gode, men også forbrugerne og sygesikringen. Halvdelen af de omkostningsbegrundede rabatter tilfalder det offentlige gennem en reduktion af bruttoavancen.
De omkostningsbegrundede rabatter skal tilfalde den enkelte apoteker, som gennem rationelle indkøbsvaner har medvirket til, at leverandøren har opnået en omkostningsbesparelse. Rabatterne må ikke videregives til for eksempel apotekskæderne, men kæderne må gerne forhandle på vegne af kædens apotekere. Lovforslaget lægger op til en tydeliggørelse af disse forhold, uden at det er fyldestgørende, da nærmere regler senere vil blive udarbejdet af sundhedsministeren.
Jeg synes, det vil være sund fornuft at lade Apotekerforeningen overtage den opgave i en fælles kæde. Det er et sundt og godt forslag til sundhedsministeren. Det er usundt for apoteksfagets fremtid at dele sådanne opgaver op i flere kæder. Lad os få en fælles forhandler for apotekerne, et fælles talerør for apotekerne og en fælles udbyder af faglig efteruddannelse og faglige strategier!
Ophævelse af apoteksforbehold og fastprissystem vedrørende produktionsdyr
Et citat fra lovforslaget: »Der har gennem de senere år vist sig en betydelig centralisering af omsætningen på lægemidler til produktionsdyr, således at hovedparten af omsætningen er koncentreret på et mindre antal apoteker. Der er etableret leveringsordninger, som indebærer, at lægemidler til produktionsdyr udbringes i løbet af få timer.« De kunne såmænd blot have skrevet: I er selv ude om det!
Med sådan en adfærd i faget er det sørme svært at finde begrundelser i forsyningssikkerheden, Men det risikerer at gå ud over forsyningssikkerheden på humanområdet. Er faget blevet sin egen indre fjende?
Situationen viser et klart billede af, at apoteksfaget bliver skåret af i skiver over årene. Liberalisering af salg af håndkøbslægemidler oktober 2001 og yderligere liberalisering i 2006. Apoteksforbeholdet og fastprissystemet vedrørende produktionsdyr forsvinder i 2006. I 2006 er det åbenbart også nødvendigt – som det står i lovforslaget – at tydeliggøre, at vi i Danmark har et fastprissystem på lægemidler til human brug. Tydeliggørelsen består i en understregning af, at bonusordninger er forbudt, da det kunne have karakter af en form for »undergrunds?økonomi«. Og Sundhedsministeriet har bebudet et eftersyn af apotekervæsenet igen i 2009.
Læsning af lovforslagene er faktisk en ren gyser for dem, som mener, at apoteksfaget har vigtige opgaver i det danske sundhedsvæsen – også i fremtiden.