FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2006/20 - Kommunikation med nærvær
Farmakonomforeningens delegeretmøde er i skrivende stund tæt på. Det afholdes den 6.-7. november i Korsør. Nærvær bliver sandsynligvis et ord, som vil blive brugt meget. Det er vigtigt med nærvær til medlemmerne, også hvis vi får en ny struktur. Hovedbestyrelsens forslag til ny struktur skal behandles på delegeretmødet og bliver forhåbentlig vedtaget. På de 13 generalforsamlinger over hele landet har jeg fået det indtryk, at medlemmerne er enige i strukturforslaget. Vi er alle meget optaget af, at nærværet til hinanden, til foreningen og til arbejdspladsen skal bevares

Med vedtagelse af en ny struktur vil der komme store opgaver til den nuværende hovedbestyrelse med at få planlagt et forløb med implementeringen på den gode og nærværende måde. Medlemmerne skal stadig have mulighed for at deltage i mødeaktiviteter uden at rejse en hel region igennem. Vi, der er valgte, skal stadig drage rundt i landet og lytte og lære.


Vi skal også kommunikere ved hjælp af nye metoder. Jeg glæder mig derfor til, at foreningens nye hjemmeside bliver præsenteret på delegeretmødet.


Det er vores ambition at få en hjemmeside, der kan spille en rolle i medlemmernes arbejdsliv og faglige udvikling. Derfor er den nye hjemmeside meget mere end et sted, hvor du kan søge oplysninger om foreningen, finde telefonnumre eller læse om kommende kurser. Det bliver en hjemmeside, der vil give dig mulighed for involvering, og hvor du med entusiasme kan deltage i en debat om din faglige udvikling.


Vi sætter dialogen med medlemmerne meget højt på den nye hjemmeside. Derfor har vi besluttet, at jeg fremover skal skrive en blog på hjemmesiden, hvor jeg vil forsøge at give min vinkel på politisk og fagligt aktuelt stof, og hvor du er inviteret til at give dit besyv med på en forhåbentlig uformel facon. Bloggen skal ikke være en erstatning for møder ude i landet eller en snak i telefonen, men et supplement. Det er heller ikke tanken, at en blog skal erstatte vores debatforum på hjemmesiden.


Jeg håber, at jeg vil møde medlemmer i min blog, i debatforum og gerne med flere indlæg end på den gamle hjemmeside. Jeg håber, vi kan udvikle en god debatkultur.


Vi har lagt vægt på, at hjemmesiden fremstår dynamisk og bliver opdateret flere gange om ugen. Her kan du finde artikler fra det nyeste Farmakonomen, nyt fra faglig afdeling og nyheder om foreningen, farmakonomer og sundhed. Som noget nyt lægger hjemmesiden også op til, at du kan bruge den til at danne netværk med andre farmakonomer.


Hovedbestyrelsen har også haft en drøftelse om vores fagblads fremtid. Vi er enige om, at en hjemmeside aldrig kan erstatte et fagblad. Vi er også enige om, at fagbladet er et meget vigtigt symbol på farmakonomernes fællesskab. Der er dog enkelte medlemmer, som har foreslået, at Farmakonomen ikke udgives så ofte.


Vi ønsker at videreudvikle Farmakonomen med det vigtige formål at bidrage til farmakonomernes faglige stolthed. Det betyder, at forsiden fra og med blad 20/2006 (det blad, du står med i hånden) med en modernisering af forsiden fortsat vil fremstå som et moderne fagblad. I 2007 udkommer Farmakonomen ikke 22, men 20 gange.


Har du en kommentar til kommunikation og nærvær, kan vi inden længe mødes på min blog eller i debatforum på www.farmakonom.dk.

« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk