FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/04 - Optimisme
Der er god grund til at være optimistisk, når 166 apoteker stiller 214 uddannelsespladser til rådighed i 2007 for kommende farmakonomer. Det tjener til de pågældende apotekeres og deres ansattes ros, at de stiller de mange uddannelsespladser til rådighed i et år, hvor der startes op med en ny uddannelse

Netop den nye studieordning gav mig grund til at frygte, at mange ville vente et år eller mere, før de igen deltog i farmakonomuddannelsen. Men mine bange anelser er gjort til skamme. Og det er jeg rigtig glad for.

Det er også meget positivt, at der i 2007 er stillet 14 kombinationspladser til rådighed på sygehusapotekerne. Vi har netop igennem det sidste år været i dialog med sygehusapotekerne om muligheden for, at de deltog endnu mere i uddannelsen. Det har sygehusapotekerne levet op til. Langt de fleste har også fået et privat apotek til uddannelsessamarbejdet. Men der mangler forsat nogle enkelte private apoteker, som skal sige ja til at deltage i kombinationsuddannelsen. Det skal lykkes, og jeg håber ikke, det er korrekt, at det er farmakonomerne, som ikke ønsker samarbejdet med sygehusapotekerne. Det bliver brugt af nogle apotekere som undskyldning for ikke at gå ind i et uddannelsessamarbejde med et sygehusapotek. Men det kan vel ikke passe? Nu har vi uddannelsespladserne. Næste udfordring er at få fat i de unge – og gerne dem, som ønsker uddannelsen på grund af det faglige. Vi skal gerne have de unge ind på uddannelsen, som vil faget. Det vil også give det bedste grundlag for at fastholde dem i uddannelsen.

Vi har så stort et behov for flere kolleger, så vi skal passe godt på farmakonomeleverne. De er vores kommende kolleger.

Og husk at tidsfristen for ansættelse af farmakonomeleverne allerede er den 1. maj 2007. Det er en stramning i forhold til tidligere.

God fornøjelse med rekruttering af de uddannelsessøgende, den nye studieordning og den gode udfordring med at begejstre de nye unge i faget til den faglige udvikling, hvor vi involverer os med en god portion entusiasme.
« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk