FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

2007/09 - Den gode vilje
Der er godt og positivt at læse i dette nummer af Farmakonomen. De unge vil Farmakonomforeningen, og de unge mener, at det er vigtigt med et medlemskab af en fagforening. Det er godt nyt, men måske ikke så overraskende, når jeg tænker tilbage på sidste elevgeneralforsamling, hvor der var kampvalg til samtlige poster i elevbestyrelsen

Der er ingen tvivl i mit sind. De unge vil gerne fagforeninger, hvis der er nærvær, og hvis det er koncentreret om deres fag. Det er gode nyheder for Farmakonomforeningen, som med vores platform Mit Fællesskab 2010 har valgt at arbejde for både løn- og ansættelsesforhold og en faglig udvikling af farmakonomfaget. Vi har viljen, og det har de unge også – og hvor der er vilje, er der også altid håb.

 

Og der er nok af udfordringer at stå sammen om for farmakonomer på vej – både de unge og de erfarne. Når for eksempel sundhedsminister?en for ikke så længe siden »truede« med, at vi ikke skal vide os for sikre på apotekerne. Der blev nemlig »lovet« endnu et eftersyn af apotekssektoren i 2009. Igen, igen – kan jeg sige.

 

Og derfor er der fælles initiativer på vej fra Apotekerforeningen, Pharmadanmark og Farmakonomforeningen. Med udgangspunkt i Apotekerforeningens faglige strategi tilbydes 20 møder rundt omkring i landet med fokus på faglig standard for skrankerådgivning.

 

Farmakonomforeningens første skridt for at bakke op bag dette er Mit Fællesskab 2010, som hænger meget flot sammen med Apotekerforeningens faglige strategi. Næste skridt var i samarbejde med Apotekerforeningens bestyrelse at gennemgå strategien for tillidsrepræsentanterne. Det er sket på forårets TR-dage i kredsene og er omtalt i dette nummer af Farmakonomen.

 

Næste skridt igen bliver så de 20 fællesmøder, hvor det har været en betingelse for Farmakonomforeningen, at det ikke blot bliver en gennemgang af den faglige strategi. Vi har ønsket, at der bliver bygget noget mere på. Når man bevæger sig ud til et aftenmøde efter en lang arbejdsdag, skal man have noget med hjem. Vi skal lære noget. Derfor er det ikke blot en introduktion, men der er også et uddannelseselement.

 

Det har udløst en del henvendelser til Farmakonomforeningen, om det er en uddannelsesaktivitet i overenskomstforstand. Sådan er det ikke tænkt.

 

Det er Farmakonomernes Uddannelsesfond, som betaler samtlige udgifter for de deltagende farmakonomer. Farmakonomers deltagelse i fællesmøderne skal derfor betragtes som et forenings-indkaldt møde og ikke et møde indkaldt af arbejdsgivernes forening. Det skal dog ikke forhindre, at en apoteker kan kompensere for farmakonomernes deltagelse. Men det er ikke et krav.

 

Farmakonomforeningen ønsker ved at være medudbyder af fællesmøderne at sikre farmakonomernes deltagelse, forståelse og engagement i den faglige udvikling af fremtidens apotek.

 

Det er primært farmakonomerne, som møder kunderne i skranken. Og derfor vil vi involveres fra starten og få et godt grundlag for at påvirke den faglige udvikling med entusiasme.

 

Jeg håber, at rigtig mange farmakonomer kan afse tid til fællesmøderne for den gode viljes skyld.

 

På gensyn!

« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk