FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

Er det evnen eller viljen, der mangler?
I uge 31 talte jeg med rigtig mange farmakonomer. Mange er vrede, og mange er lige ved at give op!

Det ligner ikke farmakonomer, men it-problemerne i hverdagen på apoteket er blevet for meget. Det er muligt, at de tilbagevendende problemer med PharmaNet og receptserveren tages alvorligt af Apotekerforeningen og Lægemiddelstyrelsen, men efter min mening ikke alvorligt nok. Det må nu være tiden, hvor leverandørerne endelig sættes stolen for døren. Det er muligt, at viljen til at løse problemet er til stede, men efterhånden tvivler jeg på evnen!

 

Lad mig tage et enkelt eksempel: I begyndelsen af juli fik Farmakonomforeningen et brev fra leverandøren, hvori de forklarede problemerne med receptserveren. De beklagede de belastninger, som farmakonomerne havde været udsat for, men, postulerede de, det er der nu styr på. Den 31. juli 2007 var receptserveren nede det meste af dagen! Og to dage senere læste jeg et interview i Farmaci med den ansvarlige for receptserveren i Lægemiddelstyrelsen, hvor den overordnede melding var: »Det er gået efter bogen«. Den bog ville jeg gerne havde læst!

 

Reaktionerne på og fra de enkelte apoteker er selvfølgelig meget forskellige. Det kan skyldes ledelsen, men også sammensætningen af personalet, som tilsammen har mange forskellige erfaringer med i bagagen. Nogle har måske været igennem en større omvæltning, som har presset dem, og derfor kan it-problemerne være den berømte dråbe, som får bægeret til at flyde over!

 

Nogle er vrede og irriterede, hvilket er reaktionsmønstre, som vi godt nok kan komme videre med, men ikke uden vi belastes lidt hver gang. Andre påvirkes nu så kraftigt, at de har stresssymptomer. Det giver alvorlige belastninger ikke alene her og nu, men også på sigt! Det kan give sygemeldinger, og det kan også påvirke ens private liv i negativ retning. Og så er det, at vi har fået nok! Nogle reagerer ved at finde nyt job uden for sektoren eller i hvert fald overvejer det. På nøjagtig samme måde, som når vi oplever, at apotekere opgiver deres bevilling »før tid«!

 

Vi har rekrutteringsproblemer! Fastholdelsesproblemer kommer mere og mere med it-problemerne. Det er tid til at handle! Det er nu, der skal sættes ind med brugbare løsninger. Det er helt nødvendigt, hvis fagligheden skal bevares og udvikles ved at understøtte Apotekerforeningens faglige strategier.

 

Det haster – meget!

« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk