Julefreden er sikret – næsten, skrev Forbrugerrådet for nylig, idet de mener, at inden juleaften i år vil størstedelen af azofarvestofferne og E104 være fjernet fra de danske butikshylder. Et massivt pres fra forbrugerne har sikret, at danske børn beskyttes mod de tilsætningsstoffer, som gør dem hyperaktive
Efter to måneders intensivt arbejde gør Aktive Forbrugere og Forbrugerrådet status og kan konkludere, at det massive pres på producenter og butikker har båret frugt. De danske forbrugere fandt godt 150 fødevarer i butikkerne, som indeholdt de seks problematiske farvestoffer.
Forbrugerrådet henvendte sig til producenterne af de indrapporterede fødevarer og bad dem fjerne de farlige farvestoffer. Kun 22 produkter står nu tilbage på listen, hvor producenten enten har afvist at udfase eller har undladt at svare på henvendelserne.
I kølvandet på den historie kommer så fokus på farvestoffer i lægemidler. Tabletter produceres i mange farver. De røde, gule og blå tabletter gør det nemmere at skelne dem fra hinanden, men farvestofferne er ikke uproblematiske.
Nogle lægemidler er nemlig farvet med azofarver, der er et syntetisk farvestof. En ny britisk undersøgelse viser, at azofarverne gør børn hyperaktive. Farvestofferne er godkendt i EU, men alligevel møder lægemiddelindustriens brug af farvestofferne kritik.
På trods af kritikken af lægemiddelindustriens brug af azofarver vil Lægemiddelindustriforeningen (Lif) ikke love, at branchen fjerner azofarver fra alle lægemidler på det danske marked.
Det er nemlig ikke så simpelt at ændre sammensætningen af lægemidler. Lægemiddelstyrelsen skal godkende alle ændringer af indholdet. Det er derfor op til den enkelte virksomhed, om de ønsker at fjerne azofarver fra deres produkter.
Med den viden har substitution vel fået en ekstra dimension? Hvis et lægemiddel er farvet med et azofarvestof, men samtidig er det billigste på markedet: Hvem er det så lige, som skal betale den forskel? Skal det være en accepteret bivirkning ved lægemidler til børn, at de behandlede børn bliver hyperaktive?
Det må være en vision for lægemiddelindustrien at afskaffe de farvestoffer i lægemidler.