Der skrives lige nu historie i Farmakonomforeningen. Vi har sammen med de øvrige organisationer i Sundhedskartellet varslet konflikt, og i skrivende stund (13.4.2008) ved vi, at der bliver strejke. Det blev helt klart, da vi efter endnu et møde med arbejdsgiverne i Forligsinstitutionen måtte opleve, at forligskvinden Mette Christensen erklærede sammenbrud uden yderligere udsættelse
Strejken går i gang ved døgnets begyndelse den 16. april 2008, og mit bedste bud er lige nu, at vi fortsat har konflikt, når dette nummer af Farmakonomen er på gaden. Og det er historisk for os. Det er første gang, at vi reelt er i en varslet strejke.
Og det er nyt for de sygehusansatte farmakonomer, som på egne og kollegers vegne er i strejke. Alle farmakonomer i konflikt er udtaget på Hospitalsapoteket i Horsens, Hospitalsapoteket i Viborg, Hospitalsapoteket i Herning og delvis på Århus Hospitalsapotek.
Gennem rådgivning, information og støtte samt deltagelse i møder og demonstrationer vil vi vise solidaritet med de strejkende farmakonomer. Og det håber jeg, at der er mange farmakonomer, der vil.
Strejken er målrettet overenskomsten for de offentligt ansatte farmakonomer på sygehusapotek under Danske Regioner. Sammenbruddet kom, da vi i
Sundhedskartellet ikke kunne blive enige med arbejdsgiverne om selve den økonomiske ramme. Målet er ligeløn, hvilket kræver en større ramme end det, som arbejdsgiverne tilbød, og det kræver nedsættelse af en ligelønskommission, der kan kulegrave lønforskellene. Derfor står vi sammen i Sundhedskartellet, og derfor kæmper vi i et stærkt fællesskab.
Arbejdsgivernes »tilbud« er en økonomisk ramme på 12,8 %, og det er helt naturligt, at nogle farmakonomer spørger, om det ikke er nok! Og det er selvfølgelig et meget interessant spørgsmål, idet vi har anbefalet de statsansatte farmakonomer at stemme ja til et forlig på 12,8 %. Samtidig er vi i gang med forhandlinger på privatapoteksområdet. Og spørgsmålet er, hvad vi kan og vil acceptere der?
Det er lette spørgsmål at stille, men svære at svare enkelt på! Det handler om indhold i et forlig og de mange delelementer. Det handler om beregningsmetoder! Og det handler om sammenlignelighed.
Vi kan ikke umiddelbart sammenligne på tværs af sektorer. Jo, vi kan sammenligne på tværs af sektorer ud fra uddannelsesniveau, kompetence og løn.
Men også andre elementer skal indgå, når vi vil sammenligne offentlige ansattes overenskomst med overenskomst for farmakonomer på privatapotek.
Forvirringen bliver helt ekstrem, når Sundheds-kartellet melder ud, at Sundhedskartellets medlemmer har et ligelønsproblem i forhold til sammenlignelige uddannelser på det private overenskomstområde. Og her er det vigtigt at vide, at det ikke omhandler privatapotek, som reelt mere kan sammenlignes med statens område!
Forvirret? Det gælder om at holde tungen lige i munden. Men en ting kan vi ikke forvirres på: Vi går målrettet mod det bedste resultat for alle farmakonomer.
Og det kan godt medføre forskellighed, for ansættelsesområderne er forskellige!