Men situationen er alvorlig, når 50,6 % siger nej og 49,4 % ja.

Jeg har nogle klare billeder af, hvad hovedår­sagerne er til det snævre nej. Jeg valgte derfor pressemæssigt at stå frem og sætte ord på de ønsker og frustrationer, som har fået mange farmakonomer til at stemme nej. Jeg ville, og jeg vil fortsat gerne, vise, at jeg forstår bevæggrundene. Men det giver ikke i sig selv et nyt og bedre forlig.

Mange fortæller mig, at deres nej er udtryk for, at nu er det nok. De vil vise Apotekerforening­en og apotekerne, at de er meget utilfredse med arbejdsforholdene på apotekerne og lønniveauet, hvorfor der skal flere penge på bord­et. Men nejet er også en kritik af det forlig, som hovedbestyrelsen har anbefalet.

Det er dybt alvorligt at sende kolleger i konflikt! Det er dybt alvorligt, da en konflikt vil berøre den enkeltes økonomi med ekstra konfliktkontingent, og Farmakonomforeningens økonomi vil i mange år fremover være påvirket. Strejkevåbnet er et lovligt kampskridt, men med erfaringerne fra forårets øvrige konfliktområder kan det blive en dyr og langstrakt kamp.

Det er også dybt alvorligt, hvis enkelte element­er i et forlig – og i særdeleshed elementer uden direkte rod i forliget – får farmakonomer til at stemme nej. Det er tegn på krise i fællesskabet og i faget!

Det er mit og hovedbestyrelsens mål at samle op på de mange input fra medlemmerne med henblik på en dialog med Apotekerforeningen, der kan ændre på det forkastede forlig. Vi kan lytte, og vi kan forhandle, men det kræver, at Apotekerforeningen vil sætte sig ved forhandlingsbordet igen. Vi vil arbejde for et bedre forlig, men det vil fortsat være et forlig for fællesskabet og ikke kun opfyldelse af individuelle ønsker.

Farmakonomer på sygehusapotekerne har strej­ket i snart seks uger for en ramme på 15 % og en ligelønskommission. De har kæmpet for alle farmakonomer. Ligeløn handler også om at få et højere lønniveau. Det er en rigtig kamp. Men den tager tid!

Med grundig eftertanke og refleksion.

Susanne Engstrøm