For nu er det endelig blevet tiden, hvor der bliver udbudt en faglig videre-uddannelse til alle farmakonomer. Uddannelsen bliver præsenteret i en folder, som udsendes sammen med næste nummer af Farmakonomen. Men jeg kan ikke vente med at omtale videreuddannelsen – også af hensyn til de farmakonomer og deres arbejdspladser, som allerede er ved at planlægge deltagelse i efteruddannelse for 2009
Den faglige videreuddannelse er kommet til verden gennem et samarbejde mellem Pharmakon, Danmarks Apotekerforening og Farmakonomforeningen og bliver støttet af Farmakonomernes Uddannelsesfond.
Det bliver en videreuddannelse i Klinisk farmaci og folkesundhed. Det er en titel, som dækker over et flot tilbud til farmakonomer. En videreuddannelse, som er mere end »bare« et kursus, og som derfor kan løfte farmakonomernes kompetence.
Det bliver et solidt og teoretisk fagligt forløb, som bygger på farmakonomens praktiske erfaring fra apotekets skranke. Uddannelsen tilgodeser behov og krav fra såvel den meget erfarne farmakonom med mange efteruddannelseskurser i bagagen og fra den nyuddannede farmakonom, der gerne vil videre med den teoretiske baggrund.
Der er to vigtige grunde til at tilbyde uddannelsen. Den ene er at give farmakonomerne mulighed for at være på forkant med de løbende ændringer og udvidelser i apotekets rolle i sundhedssektoren. Den anden er at sikre, at de kan medvirke til at honorere de krav, der stilles til apoteket fra kunder, myndigheder og andre samarbejdspartnere i sundhedssektoren. Uddannelsen matcher således også Danmarks Apotekerforenings strategi for apotekerne i Danmark. Helt konkret betyder det, at uddannelsen kvalificerer farmakonomerne yderligere til for eksempel at praktisere klinisk farmaci i skranken og til at levere de sundhedsydelser, som bliver efterspurgt.
Den faglige videreuddannelse er også et tilbud til farmakonomer ansat inden for andre områder end apotek. For eksempel på sygehusene har farmakonomer behov for viden, der kan understøtte og videreudvikle kliniske og lægemiddelfaglige opgaver. Og det kan styrke deres samarbejde med andre sundhedsprofessioner. I lægemiddelindustrien arbejder farmakonomer også tværfagligt og med mange forskellige opgaver, hvor den faglige videreuddannelse kan give et relevant bidrag.
Faglig videreuddannelse i Klinisk farmaci og folkesundhed er modulopbygget. Det betyder, at den kan tages i det tempo, som passer den enkelte. Efter hver af de fire første moduler er der en test, og hele uddannelsen afsluttes efter femte modul med en eksamen. De fem moduler er: 1. Anatomi, fysiologi og biokemi, 2. Sygdomslære, 3. Farmakologi, 4. Folkesundhed og kommunikation, 5. Klinisk farmaci og farmakoterapi.
De første tre moduler svarer til Lif-eksamen, hvorfor der kan søges merit, hvis eksamen er taget inden for de sidste fem år. Modul 1 starter i januar 2009.
Læs mere i folderen og på www.farmakonom.dk eller kontakt Pharmakon.
En faglig videreuddannelse har længe været efterspurgt af mange farmakonomer, hvorfor jeg håber, at medlemmerne tager godt imod dette nye tilbud.