Og det er et alvorligt problem, som har udløst en – desværre – kedelig debat. Der er sket en øgning af selvmord med forgiftning med paracetamol blandt unge. Ingen ansvarlige kan tillade sig ikke at forholde sig til det faktum. Debatten har blandt andet medført forslag om at indføre receptpligt for store pakninger af svage smertestillende lægemidler og dermed overdrage opgaven til lægerne, som det sker i nogle lande.

Det har Apotekerforeningen fornuftigt nok reageret på ved at komme med et forslag om at gøre det til farmaceutudlevering. Intentionerne bag forslaget er gode nok. Vi beholder opgaven på apoteket, lægerne bliver ikke yderligere belastede, og forbrugerne har fortsat en rimelig let adgang til at købe de pågældende lægemidler. Så hvorfor reagerer vi farmakonomer så mod forslaget? Det gør vi ikke fordi, vi ikke respekterer farmaceuterne, men fordi vi ikke tror på løsningen og fordi, vi tror, at der skal mere til.

Og så bliver vi faktisk stødte over, at forslaget samtidig kommer til at nedgøre den største faggruppe på apotek. Vi tror ikke på, at det var hensigten, men sådan kom det til at virke.

Farmakonomforeningen støtter Apotekerforeningens intentioner. Vi mener blot, at både farmaceuter og farmakonomer kan levere varen, men nok ikke uden et særligt fokus. Vi mener, at vi skal uddanne farmaceuter og farmakonomer til at kunne løse denne særlige faglige, men især kommunikationsmæssige opgave.

Og så må man vel også overveje, hvad der skal ske med de små pakninger, som i dag kan købes næsten hvor som helst. Hvem kan egentlig være sikker på, at stigning-
en i selvmord skyldes muligheden for at kunne købe store pakninger, selvom noget kan tyde på det ved sammenligning med andre lande. Men alligevel burde de ansvarlige politikere også overveje at ophæve liberaliseringen af de små pakninger af svagt smertestillende lægemidler.

Vi indgår gerne i en konstruktiv dialog uden hovsa.