Pigerne handler ofte i affekt. De bliver overraskede over, at de rent faktisk har selvmordstanker og handler ofte uplanlagt, for eksempel ved at tage »pillerne« i familiens medicinskab.

Panodil-pigerne bliver de mindre flatterende kaldt. I en dokumentarfilm, der blev vist på TV2 i samme uge, kunne vi blandt andet følge en pige, som måtte indlægges efter indtagelse af blot 17 Panodil – altså mindre end det alle kan købe på en hvilken som helst tankstation.

Det er overraskende og dybt bekymrende facts i et velfærdssamfund, hvor vi alle bør stille os selv spørgsmålet, om hvorfor vores børn har ondt i livet, og hvad vi kan gøre for at ændre det både for Panodil-pigerne og resten af de selvmordstruede børn.

På apotekerne skal vi være vores ansvar bevidst – spørgsmålet er bare »hvordan?«. Når det gælder indtagelse af blandt andet Panodil, er det nærliggende, at vi på apotekerne stiller os selv det spørgsmål, hvad vi kan gøre anderledes, selvom der ingen tvivl er om, at fokus først og fremmest skal være i pigernes familie og livet omkring dem.

Der er lægemidler i håndkøb, blandt andet svage smertestillende lægemidler, men også for eksempel fortrydelsespiller, hvor vi kunne foreslå, at der blev stillet større krav ved udleveringen. Her kunne farmakonomernes faglige viden og kommunikationsevner bruges mere proaktivt i rådgivningen af borgerne.

Indkøb af sådanne lægemidler kunne begrænses ved, at de som udgangspunkt var receptpligtige, men kunne udleveres i håndkøb på apotek, apoteksfilial og apoteksudsalg med ekstra krav om information og rådgivning, samt at kunden skal acceptere registrering i PEM´en. Sådanne krav fra lovgivers side kunne skabe bedre forståelse hos kunden for apotekspersonalets ageren og kunne udvides til også at sætte fokus på det generelt store indkøb af svage smertestillende lægemidler eller tilbagevendende forbrug af for eksempel fortrydelsespiller.

Men også prisen betyder noget! Myndighederne burde overveje prisfastsættelsen. Der er jo ikke tvivl om, at de store pakninger af svage smertestillende lægemidler købes, fordi »det jo er billigere!«.

I andre lande har man valgt den lette vej ved at gøre store pakninger af svage smertestillende lægemidler receptpligtige. Det vil uden tvivl belaste de praktiserende læger i en situation, hvor der er lægemangel. En anden vej vil derfor være at give apoteket mulighed for at agere mere præcist i rådgivning og registrering ved indkøb af visse lægemidler.

Farmakonomer er uddannede til lægemiddelrådgivning og er parate til at tage den opgave på sig som en del af de tiltag, myndighederne nødvendigvis må tage i forebyggelse af unges selvmord.

Men livslede skal forbygges mange andre steder – der er ingen lette veje.