Af:
Susanne Engstrøm, formand
Foreningens hovedbestyrelse gav på et møde i juni 2009 grønt lys til at igangsætte en undersøgelse om farmakonomernes udfordringer. Vi har med års mellemrum lavet lignende undersøgelser, som hver gang har haft stor betydning for foreningens arbejde. Vi får mange input i hverdagen, når medlemmer henvender sig til sekretariatet eller på forskellige medlemsmøder. Men vi ved erfaringsmæssigt, at det er meget givende at få lavet en undersøgelse, som samler mange af medlemmernes holdninger og ønsker også til fremtiden
Formålet med undersøgelsen er at få et samlet billede af, hvilke udfordringer farmakonomerne står overfor, sætte fokus på arbejdsmiljøet og hvilke muligheder, der er for personlig udvikling.
Målsætningen med undersøgelsen er at få en konkret viden om, hvad der kræves af arbejdspladsen og Farmakonomforeningen for at fastholde farmakonomer i faget også med henblik på at skabe tilfredshed og motivation.
På privat apoteksområdet har vi sammen med Apotekerforeningen fokus på både rekruttering og fastholdelse, og her forventer vi, at undersøgelsen kan bidrage med gode input. Apotekerforeningen har da også allerede været positive over for en sådan undersøgelse. Men også på andre arbejdsområder kender vi til disse udfordring-er. Vi kan for eksempel i dette nummer af Farmakonomen læse om farmakonomers mange nye faglige muligheder på sygehusområdet, men hvor hospitalsapoteker Peter Mielche er bekymret for fremtidens rekrutteringsmuligheder.
Undersøgelsen kan også ses som en opfølgning på overenskomstforhandlingerne 2008, hvor temperaturen var noget svingende blandt andet på baggrund af it-udfordringer på apotekerne forud for forhandlingerne. Det blev et varmt forår på flere måder, og vi gav løfte om at sætte yderligere fokus på farmakonomernes arbejdsmiljø i bred forstand. Og i det lys skal undersøgelsen også ses.
En undersøgelse om farmakonomernes udfordringer giver forhåbentlig gode input til gode dialoger både med arbejdsgiverne og medlemmerne og vil dermed sætte kursen for foreningens arbejde de næste år.
Jeg glæder mig til processen med selve undersøgelsen og endnu mere til at drøfte resultaterne/udfordringerne med medlemmerne efterfølgende.