Af:
Susanne Engstrøm, Formand
Et mødelokale fyldt af energi var en stærk oplevelse for mig under og efter bestyrelses- konferencen 2009, som blev holdt i november i Fredericia.
Det er to år siden, at den første bestyrelseskonference blev holdt efter vedtagelsen af den nye struktur. Det har været to år, hvor vi også er mange, som har famlet lidt for at forstå og også leve efter intentionerne i den nye struktur. Som meget andet i denne verden har nye tiltag altid en grad af børnesygdomme i sig. Det gælder også den nye struktur. En af dem har været at få gang i en ny måde at arbejde på i bestyrelserne.
At vi er på rette vej i vort politiske arbejde blev helt tydeligt på bestyrelseskonferencen. Med i bagagen havde vi oplevelser og debatter fra efterårets årsmøder suppleret med de første resultater fra Arbejdslivsundersøgelsen – Farmakonomernes Udfordringer.
Det helt overordnede resultat i Arbejdslivsundersøgelsen er, at farmakonomer er glade for deres arbejde. Specielt det gode sammenhold blandt kolleger og meningsfulde arbejdsopgaver betyder meget.
Farmakonomer mener også, at deres uddannelse giver dem en høj faglighed.
Vi venter nu på den endelige rapport for helt at kunne vurdere resultaterne. Allerede nu kan vi dog se, at der er emner, som skal granskes nøjere eller undersøges yderligere.
For eksempel er der om tillidsrepræsentanterne nogle modsatrettede meldinger. På den ene side viser undersøgelsen, at TR udfører et væsentlig og vigtigt arbejde, men på den anden side er opbakningen ringe. Et andet eksempel gælder ledelse på apotek. Mange steder opleves ledelsen lyttende, åben og uddelegerende, mens andre fortsat oplever en usynlig, dikterende og konfliktsky ledelse.
Derudover er det meget glædeligt, at undersøgelsen ser ud til at vise stor tilfredshed med Farmakonomforeningen og rådgivningen fra sekretariatet, hvilket fik stor sammenhængende betydning for resten af bestyrelseskonferencen, hvor blandt andet fremtidsforsker Jesper Bo Jensen fortalte om de unges holdninger til fag og fællesskab.
Der var stor begejstring og opbakning fra alle bestyrelsesmedlemmer til fortsat at have øget fokus på farmakonomers faglighed, involvering og entusiasme og at farmakonomer også i fremtiden vil gøre en forskel i sundhedsvæsenet.
Der var derfor også stor enighed om, at vi skal fortsætte med Mit Fællesskab med nyt årstal og revideret indhold. Det skal vi arbejde med inden det forelægges landsmødet i november 2010.