FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

11/01 - 2010
2010/1 - Godt nytår!
Året 2010 er noget helt specielt for Farmakonomforeningen. Vores værdigrundlag har i sin titel netop dette årstal Mit Fællesskab 2010. Det betyder, at vi i år skal i gang med en revurdering af værdigrundlaget med henblik på en drøftelse med medlemmerne og vedtagelse af et nyt Mit Fællesskab på det kommende landsmøde i november

Med i bagagen fra 2009 har vi mange gode debatter fra medlemsmøder, TR-møder, bestyrelseskonference og hovedbestyrelsesmøder og ikke mindst resultaterne fra Arbejdslivsundersøgelsen. Den har bekræftet tidligere undersøgelser om, at farmakonomerne er rigtig godt tilfredse med deres fagforening.


2009 var også året, hvor Farmakonom Dagen i marts trak det største deltagerantal nogensinde og vidnede om den store interesse, som farmakonomer har for faget og for hinanden. Og vi kan glæde os over, at Farmakonomforeningen har fastholdt en høj organisationsprocent trods EU-dommen om fri organisationsret og trods utilfredshed og strejker under overenskomstforhandlingerne i 2008.

Men 2009 har også haft sine negative sider med en finanskrise, som har kunnet mærkes på forskellig måde på farmakonomernes arbejdspladser. Arbejdsløshedstallet voksede, selvom ledighedsprocenten i farmakonomfaget stadig ligger langt under landsgennemsnittet. Flere farmakonomer stiftede for første gang bekendtskab med begrebet massefyring, da krisen betød fyringsrunder i medicinalindustrien.

Efteråret var internt i foreningen præget af årsmøder i regioner og sektioner. Der var kamp om flere poster til bestyrelserne, som fik nye og yngre medlemmer.

Til gengæld lykkedes det ikke at få dækket alle private apoteker ind med en tillidsrepræsentant, da der var TR-valg i efteråret. Ved årets udgang var 292 valgt, men der mangler 28 tillidsrepræsentanter for de apoteksansatte farmakonomer, hvilket bør give stof til eftertanke både på de pågældende arbejdspladser og centralt i Farmakonomforeningen.

Året sluttede, som det startede, med en debat om »Panodilpigerne«, hvor meningerne om et receptkrav for store pakker smertestillende medicin fortsat er delte.

Julen er overstået så dejligt vinterklædt, som den blev i denne omgang. Og årsskiftet er en realitet. Så nu er det bare at komme i arbejdstøjet igen. Et nyt år kan tage sin start, og 2010 betyder blandt andet landsdækkende medlemsmøder med fokus på Arbejdslivsundersøgelsen og overenskomstforhandlinger 2011.

Godt nytår!

« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk