FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Formandens leder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

21/04 - 2010
2010/07 - Tak Lis!
32 år er det næsten blevet til, hvor du har været sekretariatschef i Farmakonomforeningen. Godt nok var titlen ved din ansættelse forretningsfører og navnet på foreningen Danske Apoteksteknikeres Forening. Men det var noget af det, som du satte spørgsmålstegn ved. Og det blev ændret

Der er rigtig meget, som er ændret igennem årene.


Meget er ændret ved inspiration fra dig, og hvis ikke lige inspirationen kom fra dig, så var du altid kampklædt til at få beslutninger gennemført. Du har været en tro væbner for foreningens medlemmer og deres repræsentanter i den politiske beslutningsproces.


Troværdig, loyal og stædig er de ord, som helt sikkert passer på dig. Og jeg skulle vel vide det som den, der har været med lige siden, du satte dig i lederstolen på vores sekretariat. Du har altid bøjet dig for politikerne i foreningen, men kun hvis vores beslutninger var fornuftige og troværdige, ellers gik du til kamp. Og troværdige i forhold til foreningens samarbejdspartnere. Tak for det!

Loyal har du altid været! Loyal i forhold til sekretariatets medarbejdere, hvis chef du har været, og hvor antallet er vokset støt, fordi de mange nye initiativer og udfordringer krævede det. Loyal i forhold til medlemmerne og foreningens politikere.

Stædig, når du mente, at vi politikere var på afveje. Med din stædighed har du ofte hindret, at vi gik ad de forkerte veje.

»Det må stå i jeres hovedaftale«, svarede du på foreningens første repræsentantskabsmøde, hvor du lige var tiltrådt. Vi var nogle, som kiggede på hinanden. Vi vidste ikke, hvad en hovedaftale var, fordi vi ingen havde. Vi fik hurtigt lært, hvad en hovedaftale er, ligesom vi fik lært så meget andet af dig. Og vi fik en hovedaftale med Danmarks Apotekerforening og siden med andre. Og du fik hurtigt gjort de offentlige medlemmer synlige og sørgede for, at også medlemmerne i staten, bl.a. Rigs-hospitalet, blev overenskomstdækket.

Det er siden blevet til mange overenskomster og aftaler. Farmakonomforeningen er blevet en part i faget. Der er skabt respekt om os. Du har kæmpet mange kampe igennem årene for foreningens medlemmer.

Og så er du alligevel ikke længere så synlig? Jo, du lykkedes også med dit største projekt, nemlig at det var politikerne, som skulle være synlige, og du var den, som sammen med sekretariatet stod bag os, hjalp og aldrig svigtede os.

Der er ingen tvivl, du har haft stor indflydelse på udviklingen af Farmakonomforeningen. Og vi er dig stor tak skyldig. Der har været mange muntre situationer. Der har været store udfordringer. Og der har været hårde og sørgelig stunder. Personligt var jeg nok ikke kommet igennem dem alle, hvis det ikke havde været for dig.

Nu er det så slut. Du skal ud og afprøve dine mange andre kompetencer – rejse – og leve på en anden måde. Vi ved, du går med smil på læben – du har gjort dit. Vi ved, du vil holde øje med os, og vi ved, at du fortsat vil have en del af dit hjerte i Farmakonomforeningen.

Så lev vel og på gensyn, når lejlighed byder sig.

Tak fra Farmakonomforeningens medlemmer igennem tiderne og i fremtiden.

« Tilbage til Formandens leder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk