2010/09 Farmakonomer anerkendes i sundhedslov
Folketinget vedtog i første uge af maj 2010 en ændring til sundhedsloven, som betyder, at farmakonomer og farmaceuter ansat på sygehusene endelig har et åbenlyst lovgrundlag for adgang til den Personlige Elektroniske Medicinprofil (PEM). Det har i flere år ikke været entydigt for farmakonomer ansat på sygehusapotekerne, da PEM ofte er en del af den elektroniske patientjournal. Det har Farmakonomforeningen påpeget flere gange, og ved forrige revision af sundhedsloven blev det delvist løst ved bemærkninger til loven
Farmakonomers arbejde med medicinservice er på flere og flere sygehusafdelinger en naturlig del, men lovgivningen omkring den Personlige Elektroniske Medicinprofil (PEM) har mange steder gjort det besværligt og bureaukratisk for farmakonomer at gå medicinservice. Det bliver nu ændret efter forslag fra Dansk Folkepartis Liselott Blixt.
Vi hilser ændringen meget velkommen, da den betyder en anerkendelse af farmakonomer, som nu tydeligt bliver nævnt i sundhedsloven. Og især hilser vi ændringen velkommen, da vi mener, at den understreger, at patientsikkerheden har været fokusområde for lovforslaget.
En del af de mange utilsigtede fejl og hændelser, der opstår på sygehusene, handler om medicin. Det sætter mange sygehusafdelinger fokus på ved at samarbejde med farmakonomer og farmaceuter, som er uddannet specielt på lægemiddelområdet. Derfor skal flere farmakonomer og farmaceuter ud på sygehusene for at være med til at forbedre patientsikkerheden.
Mange steder har farmakonomer haft svært ved at få adgang til medicinprofilen som led i deres arbejde, fordi de hver gang skulle have tilladelse fra en læge.
Arbejdet med medicinservice bliver nu mere fleksibelt for farmakonomerne til glæde og gavn for patientsikkerheden. Og vi har grund til at glæde os over den anerkendelse af farmakonomernes kompetencer, som efter min mening også er et vigtigt resultat.
Læs også nyheden på hjemmesiden fra den 5. maj 2010: Farmakonomer på sygehuse får adgang til PEM.
| « Tilbage til Formandens leder
|
Sidste nye fagblad 
|