Denne klare holdning kom tydeligt til udtryk under forhandlingerne i 2008: »Vi blander os ikke i forhandlingerne. Det må parterne selv klare. Vi respekterer den danske model«. Det blev sagt med et helligt blik i øjnene i respekt for den danske fagbevægelse. Eller hvad?

I denne uge kom der sandelig ubalance i den holdning. Regeringen har sammen med Dansk Folkeparti lavet meget markante stramninger i dagpengesystemet. Blandt andet halveres dagpengeperioden fra 4 år til 2 år. En af begrundelserne er, at de ledige vil blive mere aktive i deres jobsøgning. Aktive til hvilke job midt i en tid med stigende arbejdsløshed? Og de nye job, der eventuelt kommer, passer måske ikke til de langtidsledige. Det nødvendiggør investering i uddannelse!

Der skal skaffes 24 mia. til forbedring af dansk økonomi, men hvorfor er det primært dagpengemodtagere, børnefamilier og unge under uddannelse, der får regningen for den økonomiske krise? Og samtidig bliver den danske velfærd sat på spil.

Et forslag om at nedsætte fradragsloftet for faglige kontingenter viser med al tydelighed, at det ikke kun er besparelser, man er gået efter, men også lønmodtagerne og deres organisationer. Regeringen er sandelig fleksibel i sin holdning! Hvad kan man snart stole på?

Vi vil hellere have flere job, mere uddannelse og mere værdighed.

Og i kølvandet på »spareplanen« er Lønkommissionens redegørelse blevet præsenteret. Det står klart, at det danske samfund har et ligelønsproblem som følge af et stærkt kønsopdelt arbejdsmarked. Den offentlige sektor, hvor 72 % af de ansatte er kvinder, halter generelt bagefter lønmæssigt, og de fag, som er særlig kvindedominerede, gør det i særdeleshed. Det er dokumenteret, skønt vi må forvente, at vi i den kommende tid vil opleve mange fortolkninger. Uanset det får vi med redegørelsen stærkere argumenter for det videre arbejde med at kræve ligeløn.

Nogle vil sige, at kvindefagenes løn skal løftes ved at få flere mænd til at vælge fagene. Det får mig til at spørge, om mænds arbejde er mere værd end kvinders, siden det er mændene, der skal løfte kvindefagenes løn? Nej, løsningen og pengene ligger måske ikke lige om hjørnet, men i Sundhedskartellet vil vi fortsat forfølge vores ligelønsstrategi. Uligelønnen er et samfundsproblem og skal løses som sådan. Derfor må politikerne på banen.

Susanne Engstrøm