Et nyt foreningsnet blev lanceret lige før sommeren 2010. Det hedder: Min forening. Det er allerede en succes. Den første store mulighed for at give sin mening til kende på foreningsnettet er i forbindelse med forslag til krav til overenskomstforhandlingerne 2011 på privat apoteksområdet. Og det har en del allerede benyttet sig af. Dette er det første forsøg, og derfor giver vi kun mulighed for det på et af overenskomstområderne. Vi indhenter nu erfaringer, så vi kan udvide det fremover i forbindelse med kommende overenskomstforhandlinger. Vi vil selvfølgelig også bruge erfaringerne til mange andre udfordringer, hvor vi gerne vil tage temperaturen blandt os medlemmer
Foreningsnettet vil løbende blive udvidet med informationer, og allerede nu kan medlemmerne sætte en debat i gang, som de kun vil dele med andre farmakonomer, som er medlemmer af foreningen.
Til gengæld fortsætter min blog: Formandens blog, som har fået egen hjemmeside, men stadig med adgang fra Farmakonomforeningens hjemmeside. Her kan alle komme med kommentarer, eller de kan bare læse indlæggene. Og det er der heldigvis mange, som gør. Indlæggene kommer ikke i en bestemt orden, men når der er noget, jeg gerne vil »skrige ud« – eller bare en sjov vinkel i hverdagen, så skal der et indlæg på bloggen. Jeg tror, det er vigtigt at vise åbenhed, og medlemmerne er faktisk rigtig gode til at give kommentarer lige nøjagtig der, hvor det er vigtigt.
Det handler om åbenhed. Det handler om tilstedeværelse. Og det handler om at danne netværk på tværs af farmakonomgruppen. Kort sagt: Nærvær! Og netop nærvær talte vi meget om, da vi fik den nye struktur. Og nærvær er ikke kun fysisk tilstedeværelse, selvom jeg stadig synes, at det er meget vigtigt med dialog, hvor vi også kan se hinanden i øjnene og aflæse hinandens kropssprog. Møder rundt i landet er stadig utrolig vigtigt, som for eksempel lige nu, hvor vi drager rundt og møder hinanden til årsmøder med debat om overenskomstforhandlingerne 2011 og det kommende landsmøde i november. Men nærvær kan også dannes på foreningsnettet.
Og hvorfor er det så, at vi kalder det Min forening og ikke Vores forening? Jo, alle medlemmer skal kunne sige, at det er Min forening! Det er Mit fællesskab! Et fællesskab, hvor vi tror på, at det nytter at stå sammen og hjælpe hinanden. Og i Mit fællesskab tror vi på udvikling, involvering og entusiasme.