Af:
Aase Sardorf, faglig konsulent
Nu står solen højere på himlen, og det betyder, at sommeren rykker nærmere. 1. maj starter det nye ferieår og dermed planlægningen af både feriens placering og ferieindholdet.
Ifølge ferieloven har vi ret til fem ugers ferie. På alle overenskomstområder har farmakonomerne nu seks ugers ferie, og sådan er det også for de fleste farmakonomer, som er ansat uden overenskomst.
Ferieåret starter den 1. maj 2006. Man har ret til at holde tre ugers samlet hovedferie i perioden 1. maj til 30. september. Hele ferien skal være afholdt inden 30. april 2007.
Det fremgår ofte af personalepolitikken, hvornår ferieplanen skal være på plads.
For at arbejdspladsen stadig kan fungere, kan det på nogle arbejdspladser betyde, at der skal ansættes en vikar, eller at arbejdstiden skal omlægges. Hvis arbejdstiden eller skemaet ændres, skal det ske under hensyntagen til de respektive overenskomster med hensyn til varsel m.v.
Ferietidspunktet fastsættes efter forhandling med arbejdsgiveren. Lønmodtagerens ferieønsker skal imødekommes, så vidt det er muligt. Har lønmodtageren skolesøgende børn, skal der tages særligt hensyn til deres ønske om at holde ferie sammen med deres børn i skolesommerferien.
Ferie og sygdom
Ferien starter ved arbejdstids begyndelse den første feriedag og slutter ved arbejdstids ophør den sidste feriedag. En lønmodtager, der bliver syg i weekenden, hvor ferien starter mandag morgen, har ikke pligt til at påbegynde ferien. Det forudsætter naturligvis, at lønmodtageren sygemelder sig til arbejdsgiveren og raskmelder sig igen, når vedkommende er rask. Lønmodtageren har ret til at holde den resterende ferie efter raskmeldingen, men erstatningsferien skal aftales med arbejdsgiveren, og der er ikke ret til at kræve den i forlængelse af den afholdte ferie.
Overførsel af ferie til næste ferieår
Ikke overenskomstdækkede lønmodtagere kan frit aftale at overføre den 5. ferieuge til det følgende ferieår. Overenskomstdækkede lønmodtagere kan kun overføre ferie, hvis det er aftalt i overenskomsten. Der er mulighed for at overføre ferie både i ferieaftalerne på de offentlige områder og på privat apotek. Det aftales skriftligt med apotekeren at overføre optjent ferie ud over 4 uger til det følgende ferieår.
Er du i tvivl, kan du spørge din tillidsrepræsentant..
For ansatte på privatapotek, Pharmakon, Nycomed Danmark og Færøerne er ferien beskrevet i overenskomsterne, som også findes på hjemmesiden.
Nyuddannede
Nyuddannede farmakonomer, der umiddelbart efter uddannelsens afslutning ansættes på privatapotek, sygehusapotek, Pharmakon eller i Nycomed Danmark, har ret til ferie med sædvanlig løn. Dette er også nærmere beskrevet i overenskomsterne og ferieaftalerne. Ved ansættelse ud over de nævnte områder skal ferien holdes for feriegodtgørelsen optjent som elev.
Elever, som er påbegyndt uddannelsen i 2005 eller tidligere, har ret til 6 ugers ferie med sædvanlig løn i lighed med deres uddannede kolleger.
Farmakonomelever har i det 2. og 3. elevår ret til at placere to ugers ferie op til eksamenstidspunkterne. Herudover har 3.års eleverne ret til en uges læseferie med løn i nær tilknytning til eksamen. Denne uge ligger ud over den almindelige ferie.
Ferie med dagpenge
Hvis man på grund af for eksempel børnepasningsorlov, barselsorlov eller sygdom ikke har optjent ferie med løn, er der mulighed for at få dagpenge under ferien fra FTF-A. Det samme er gældende, hvis man har modtaget supplerende dagpenge.
”Salg” af ferie ud over 20 dage
En ændring i ferieloven giver alle lønmodtagere mulighed for at aftale med deres arbejdsgiver, at feriegodtgørelsen for den 5. ferieuge udbetales frem for at holde ferien. Farmakonomer på privat apotek og på det offentlige område kan efter aftale med arbejdsgiveren også ”sælge” den 6. ferieuge.
Har du spørgsmål om ferie og ikke kan finde svar i overenskomsten eller hos din tillidsrepræsentant, er du velkommen til at ringe til Farmakonomforeningen på tlf. 3312 0600. På arbejdsmarkedsdirektoratets hjemmeside www.adir.dk kan du læse om ferie generelt.