Lønstigningerne i industrien bremsede op i kriseåret 2009. Alligevel kan mange industriansatte farmakonomer hente en god løn hjem. Det viser Farmakonomforeningens lønstatistik for 2009.
Lønstigningerne i industrien bremsede op i kriseåret 2009. Alligevel kan mange industriansatte farmakonomer hente en god løn hjem. Det viser Farmakonomforeningens lønstatistik for 2009.
34.974 kr. eksklusive pension. Så meget er en gennemsnitlig farmakonomløn i industrien. Det er tal, der dækker over en stor spredning mellem medlemmerne – og en mindre stigning, end vi har set de sidste par år.
Lønspændet i industrien strækker sig fra 23.609 kr. om måneden til 63.000 kr. – begge tal er eksklusive pension.
Det er især farmakonomer ansat som lægemiddelkonsulenter, der trækker lønniveauet op, mens gennemsnittet er mindre, hvis man arbejder inden for kundeservice eller pakkeri.
Mindre stigning end de foregående år
Gennemsnitslønnen steg 2,81 % fra oktober 2008 til oktober 2009, hvor lønstatistikken er lavet. Lønnen er dermed steget væsentligt mindre, end lønnen gjorde året før. Dengang, før finanskrisen for alvor satte ind, var stigningstaksten 4,94 %.
Masseafskedigelser og finanskrise har på flere arbejdspladser præget 2009, og derfor er det naturligt, at der også har været en opbremsning i lønstigningerne, mener Annelise Raun, der er formand for Industrisektionen.
– Arbejdsgiverne har spillet på finanskrisen, når der skulle forhandles løn. Jeg tror også, at folk har stillet sig tilfredse med mindre lønstigninger. Det er bedre end ikke at få noget. Når der er krise, stiller man sig tilfreds med det, man kan få, siger hun.
Hun glæder sig dog over, at der stadig er arbejdspladser med en fornuftig lønudvikling. Især på de to arbejdspladser (se boks), hvor Farmakonomforeningen har overenskomst, har overenskomsten kunne sikre en fornuftig lønudvikling for alle medlemmerne, fordi arbejdsgiverne har været bundet af aftalen med Farma-konomforeningen.
Redskab til lønforhandling
I industrien er de fleste farmakonomer dog ikke ansat på overenskomst, og lønstatistikken er derfor et vigtigt redskab til at overvåge lønudviklingen blandt medlemmerne i industrien. Men lønstatistikken kan bruges til mere end overvågning.
– Medlemmerne kan bruge lønstatistikken, når de skal ind og forhandle løn med deres leder. Så kan de se, hvad andre farmakonomer får i tilsvarende stillinger. Især på små arbejdspladser er den et godt redskab, fordi der måske ikke på arbejdspladsen er andre farmakonomer, som vores medlem kan sammenligne sig med lønmæssigt, fremhæver Annelise Raun.
Lønstatistikken indeholder lønninger for farmakonomer fordelt på brancher, virksomheder, arbejdsområder, anciennitet, alder og uddannelsesår.
Lønstatistikken er sendt til alle medlemmer af Industrisektionen. Andre medlemmer af Farmakonomforeningen kan få lønstatistikken ved at kontakte sekretariatet.