FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Fra faglig afdeling
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

31/03 - 2010
2010/06 - Konkurrencestyrelsen offentliggør rapport om apoteker
Konkurrencestyrelsen har offentliggjort en rapport om konkurrencen i det danske apoteksvæsen. Rapporten konkluderer, at den manglende konkurrence i sektoren giver ringere service til borgerne og anbefaler et opgør med apoteksmonopolet. Farmakonomforeningens formand er uenig

Monopoler betyder mangel på konkurrence. Den konklusion kan ingen vist være uenig i. Uenigheden mellem Konkurrencestyrelsen og formand for Farmakonomforeningen Susanne Engstrøm handler om, hvilke fordele og ulemper der er ved konkurrence på den del af sundhedsområdet, som lægemiddelforsyningen udgør.

 

Konkurrencestyrelsen kritiserer det nuværende apoteksvæsen for at have for lange ventetider i byerne, hvor der ifølge Konkurrencestyrelsen er for få apoteker i forhold til befolkningsgrundlaget. Derfor anbefaler de et opgør med det nuværende bevillingssystem, hvor en farmaceut skal søge om bevilling til et konkret apotek og søge tilladelse til for eksempel at åbne filialer og apoteksudsalg hos Lægemiddelstyrelsen.

 

– Det er vores anbefaling, at man undersøger mulighederne for at lave ændringer i reguleringen, som kan føre til samfundsmæssige gevinster gennem mere konkurrence mellem apotekerne. Det gælder specielt mulighederne for at indføre en mere fri adgang til markedet og afskaffe den omsætningsbestemte udligning mellem apoteker, siger Christian Ølgaard, der er vicedirektør i Konkurrencestyrelsen.

 

Dårligere medicinsikkerhed i yderområder

Udligningsordningen sikrer, at apoteker med en lille omsætning i et yderdistrikt får tilført midler fra de store apoteker i byområderne. Hvis den forsvinder, frygter formanden for Farmakonomforeningen, at det går ud over medicinsikkerheden i landdistrikterne. Det er afgørende for Farmakonomforeningen at sikre lægemiddelforsyningen i tyndt befolkede områder.

 

– Afstanden til en receptekspederende enhed bør aldrig være mere end 15 km. Rådgivning er en kerneydelse på et apotek, og den funktion forsvinder i tyndt befolkede områder, hvis endnu flere mennesker bliver henvist til at få medicinen leveret per bud eller at skulle afhente deres receptmedicin i et supermarked uden farmaceutisk personale til rådgivning. Vi handler altså ikke med mælk, men med lægemidler. Konkurrencestyrelsens forslag går ud over patientsikkerheden, siger Susanne Engstrøm.

 

Konkurrencestyrelsen er ikke i tvivl om, at en fjernelse af udligningsordningen og afskaffelse af bevillingssystemet vil betyde færre apoteker i yderområderne. Konkurrencestyrelsen anfører selv, at flere vil åbne apotek i byerne, mens flere apotekere i de tyndt befolkede områder vil lukke.

 

– Det giver på ingen måde mere konkurrence i yderområderne, når der bliver længere til et apotek. Tværtimod. Jeg er enig i, at mange steder i byerne kunne der godt være flere apoteker end i dag, så konkurrencen på service, rådgivning og ventetider bliver bedre. Men det kan klares inden for det nuværende system, hvis Lægemiddelstyrelsen ændrer på de retningslinjer for omsætning og befolkningsgrundlag, der bruges i struktursager, mener Susanne Engstrøm.

 

Konkurrencestyrelsen lærer ikke af tidligere liberaliseringer

Hun undrer sig over, at Konkurrencestyrelsen i sin rapport ikke har inddraget de erfaringer med konkurrence, der allerede er i Danmark på veterinærmedicin og dele af håndkøbssortimentet.

 

– Det ser ikke ud til, at man har fået de fordele ud af liberaliseringerne, som man troede. Hvorfor forholder Konkurrencestyrelsen sig ikke til det?, spørger hun og mener også, at liberaliseringerne i Norge, Sverige og på Island burde have været en del af rapporten.

 

– Vi har Europas laveste medicinpriser, og alle målingerne af kundetilfredshed viser høj tilfredshed og tillid til den rådgivning, man får på apoteket i dag. Hvorfor lave noget om, der beviseligt virker? Jeg synes, Konkurrencestyrelsens rapport er båret mere af et principielt ønske om mere konkurrence end af indsigt i apotekernes styrker og svagheder.

 

Skal farmakonomer kunne eje apotek?

Konkurrencestyrelsen lægger op til, at kommende apotekere ikke skal søge en bevilling. Alle interesserede, der lever op til nogle formelle krav, skal kunne åbne et apotek. Det fremgår ikke af rapporten hvilke krav, men selvom Susanne Engstrøm mener, at bevillingssystemet skal fortsætte, er hun åben over for at diskutere, hvilke krav der skal stilles til apotekere i fremtiden.

 

– Der er ingen grund til, at farmakonomer ikke skulle kunne drive et apotek. Det er en spændende tanke, at andre end cand.pharm.’ere kan eje et apotek. Farmakonomer har en uddannelse, der er rettet direkte mod apotekssektoren, så det er oplagt, at farmakonomer også skal kunne være apotekere – og så deltager jeg gerne i en diskussion om, hvilke krav om efteruddannelse, vi skal stille til »farmakonom-apotekere«, siger Susanne Engstrøm.

 

Du kan læse Konkurrencestyrelsens rapport på

www.konkurrencestyrelsen.dk – Nyheder. Den er dateret 23. februar 2010.

« Tilbage til Fra faglig afdeling

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk