Når Susanne Søndergaard selv skal sige det, er hun faktisk god til at planlægge. Ellers ville hun heller aldrig kunne bestride jobbet som en af fem filialchefer hos Danmarks største medicinalgrossist Nomeco.

– Men karrieren er altså ikke planlagt i særlig høj grad, indrømmer hun, da Farmakonomen besøger hende i hendes lyse og moderne indrettede kontor i det østlige Nørresundby, lige nord for Limfjorden, bekvemt tæt ved motorvej og lufthavn. Et bekvemt sted for Susanne Søndergaard, der er vant til at komme langt omkring – ikke bare ad motorvej og i luften, men altså også i karrieren, der har ført hende fra begyndelsen som farmakonomelev på Reberbane Apotek i Aalborg til Nomeco.

Aldrig jurist

Da Susanne Søndergaard stod med sin studentereksamen i 1983, havde hun den ide, at hun måske skulle læse jura.

– Men efter et år som au pair i London var det alligevel ikke jurist, Susanne Søndergaard ville være. Hun havde taget bogen Hvad kan jeg blive med i bagagen til London, så hun i sit sabbatår kunne finde ud af, hvad hun i fremtiden ville beskæftige sig med.

– Og jeg kom faktisk ikke ret langt ind i bogen, for den var alfabetisk organiseret, før jeg stødte på ordet »apoteksassistent«. Uddannelse som apoteksassistent slog mig som en tiltalende blanding af skole/undervisning og praktik. Og jobbet, som dengang også omfattede arbejde i laboratoriet, var en blanding af produktion og kundekontakt, hvilket passede mig fint, forklarer hun om, hvorfor hun i 1985 begyndte som elev på Reberbane Apotek i Aalborg.

Efter endt uddannelsen her i 1988 var det ikke helt nemt at få fast arbejde, men Susanne Søndergaard fik forskellige vikariater, blandt andet på Aalborg Sygehus-apotek.

– Her gik det op for mig, at jeg egentlig helst ville være beskæftiget i job, hvor jeg skulle varetage kontakt udadtil, og jeg søgte derfor tilbage på Reberbane Apotek. Efter kort tid fik jeg fast arbejde der, da jeg sagde til apotekeren, at han måtte fastansætte mig, hvis han ville beholde mig. Ellers ville jeg vende tilbage til sygehusapoteket, hvor der var mulighed for fast job, forklarer hun.

Tilfældighedernes spil

– Arbejdet på Reberbane Apotek blev jeg rigtig glad for. Her oplevede jeg en alsidig hverdag og blev med tiden logistikansvarlig, ligesom jeg varetog elevundervisningen, fortæller Susanne Søndergaard. At hun nu også fik mand og børn og havde muligheden for ikke at arbejde på fuld tid talte også med til at give en tilværelse, der fungerede godt.

– Så det var et rent tilfælde, der fik mig til at søge væk fra Reberbane Apotek, fastslår hun og forklarer, at det kun skete, fordi en af hendes kolleger på apoteket en dag i 2004 kom viftende med en stillingsannonce fra Nomeco.

– Nomeco søgte en kundeserviceleder. Det var da lige mig, mente kollegaen og foreslog, at jeg søgte stillingen. Jeg tænkte, at det kunne jeg da godt prøve og kom også til samtale og personlighedstest, husker hun.

– Men da jeg tog hjem efter den første samtale, tænkte jeg ved mig selv, om jeg nu alligevel var parat til at forlade mit job på apoteket, som jeg jo var meget glad for. Da jeg så havde været til test og samtale nummer to, var jeg derimod sikker på, at et job som kundeserviceleder lige var noget for mig. Heldigvis blev jeg tilbudt jobbet, og den chance ville jeg ikke lade gå fra mig.

Egnede kvalifikationer

Egentlig lederuddannelse havde Susanne Søndergaard ikke, da hun søgte jobbet som kundeserviceleder hos grossistfirmaet, hvor hun fik ansvar for gruppen, der havde kontakt til kunder ude på apotekerne.

– Men jeg kendte jo til kundekontakt fra apoteket og havde også taget en merkonomuddannelse i virksomhedsøkonomi samt Lif-eksamen, mens jeg var på apoteket. Lif-eksamen tog jeg, fordi jeg tænkte, at jeg måske ville være lægemiddelkonsulent en dag, men jeg konkluderede, at det var et alt for ensomt job for mig. På apoteket havde jeg fungeret fire-fem år som tillidsrepræsentant, hvilket også har givet mig en slags leder-erfaring. Jeg var for eksempel med til at forhandle den første »nye løn«, siger hun.

– Og så har jeg en stærk retfærdighedssans. Jeg ved, at det ikke er nemt at være venner med alle, men at der skal findes kompromisser, siger hun og husker, hvordan hun helt klart gik ind for at fordele tillæg efter kvalifikationer, da der skulle forhandles ny løn.

– Der er ingen tvivl om, at jeg sideløbende med mit daglige arbejde på apoteket gennemgik en permanent læreproces, der skaffede mig erfaringer, som er kommet mig til gode siden.

Mere uddannelse

Arbejdet som kundeserviceleder krævede fuld tid, men da Susanne Søndergaard tiltrådte, var hendes to drenge blevet større, hvorfor det bedre kunne lade sig gøre at bruge mere tid på jobbet.

– Samtidig fik jeg mulighed for mere uddannelse, forklarer hun og oplyser, at hun siden ansættelse har været på efteruddannelse enten internt i Nomeco eller hos eksterne konsulenter. Uddannelserne her har blandt andet omfattet lederudvikling, assertionstræning og coaching, så Susanne Søndergaard har haft gode muligheder for at udvikle sig i takt med jobbet som leder.

– Det passede mig fint, for jeg er nok den type, der kan lide at blive klogere, vurderer hun og fortæller, at hun fandt en lederstil, der var teambaseret og byggede på tillid.

– Jeg løber ikke rundt til medarbejderne og tjekker dem. De gør det, der forventes af dem, og sådan gør jeg også selv. Man kommer meget længere med tillid end med kontrol, lyder hendes erfaring fra kundeserviceafdelingen, hvor langt de fleste af medarbejderne i øvrigt er farmakonomuddannede.

I ledergruppen

– Nogle vil nok tro, at det ikke var så svært at skifte fra apoteket til stillingen som leder af kundeservice her. Men der gik faktisk et helt år, før jeg følte mig helt hjemme i alle funktioner. For eksempel har man et helt andet edb-system her end på apoteket, som det tager tid at blive fortrolig med. Men det var da en kæmpefordel at kende apoteksverdenen, siger Susanne Søndergaard og fortæller, at 80 procent af hendes arbejdstid nok gik med at servicere kunder og tale i telefon, som hendes medarbejdere også gjorde det, mens 20 procent af tiden gik med at lægge skemaer og implementere nye ideer.

– Parallelt med jobstarten som kundeserviceleder deltog jeg i et introduktionsforløb i Nomecos hovedafdeling i København, hvor også hovedparten af administrationen af de fire filialer uden for København finder sted. Det ophold gav en øget indsigt i organisationen og skabte kontakter, som jeg siden har gjort god brug af, siger hun og fortæller, hvordan hun i den nordjyske afdeling kom med i ledergruppen bestående af de tre ledere på stedet.

– Her var jeg for eksempel med til at lægge gameplanen for vores målsætninger og strategier, og det passede mig fint at have indflydelse, siger hun.

Til tops

I slutningen af 2008 blev stillingen som filialchef så ledig hos Nomeco i Nørresundby.

– Men det lå slet ikke i kortene, at jeg skulle overtage posten, selvom jeg nu kendte virksomheden særdeles godt indefra. Stillingen blev slået op, og jeg søgte den på linje med andre, og ansættelsesproceduren blev varetaget af et eksternt konsulentfirma. Jeg er ikke i tvivl om, at man ville have taget en anden end mig, hvis der havde været mere kvalificerede ansøgere udefra, fortæller Susanne Søndergaard, der altså viste sig bedst kvalificeret og fik jobbet.

Dermed er hun nu daglig leder for 70 medarbejdere, svarende til 40 fuldtidsstillinger, hvoraf en del er studerende med 15 timer ugentligt, som arbejder på lageret ude bag kontorbygningen.

– Virksomheden her er i fuld sving næsten døgnet rundt med at opretholde apotekernes lagerbeholdning. Vi får vareleverancer hver nat og flytter også varer frem og tilbage mellem Nomecos filialer, hvis vi akut mangler noget, som hurtigt skal ud på et apotek, forklarer Susanne Søndergaard om den daglige drift, der i hvert fald kræver bemanding fra kl. 5 om morgenen til kl. 22 om aftenen.

– Så her er nok at holde styr på, oplever hun og fortæller, at hendes arbejdstid er, hvad hun selv kalder 37 timer plus.

– Det forventes ikke, at jeg arbejder mere end de 37 timer, men det sker nu nemt, når man kan lide sit arbejde. En del kan jeg klare hjemmefra via min pc, siger hun, som dog ofte må endda meget tidligt op og tit kommer sent hjem. Eksempelvis tager hun jo til København i hvert fald en gang om måneden for at deltage i ledermøder med firmaets øvrige filialchefer, som ligesom hun er ansvarlige for kontakten til kunderne, som jo er apotekerne rundt om i landet.

På ledermøderne deltager også lederen af firmaets veterinærafdeling, markedsudviklingschefen, kommunikationschefen samt salgschefer fra afdelingerne i Århus og København. Så her er Susanne Søndergaard kommet med i det chefteam, der lægger strategien for al firmaets aktivitet i forhold til apotekerne i hele Danmark.

Stadig udvikling

– Det passer mig fint, at jeg kan udvikle mig i en virksomhed i stadig udvikling – i en branche, der også udvikler sig hele tiden. Selvfølgelig har jeg som filialchef også chefer over mig, der lægger strategier. Men det passer mig fint, når blot man har mulighed for at forholde sig kritisk til udvikling og beslutninger, mener Susanne Søndergaard, der i afdelingen i Nørresundby lægger vægt på at skabe en flad organisation.

– Derfor er døren til mit kontor altid åben, og derfor bestræber jeg mig også på at komme rundt i huset og på lageret. Og helt afgørende gør jeg meget for, at medarbejderne har så højt informationsniveau om, hvad der foregår, og hvad der skal ske, som det nu er muligt, siger hun.

– Jeg er ikke en leder, der sidder i ensom majestæt på mit kontor. Selvfølgelig er jeg 100 procent firmaets mand, og det betyder jo også, at jeg skal tage mindre populære beslutninger og for eksempel også afskedige folk. Det er ikke sjovt, men kan være nødvendigt, og så længe det sker på en ordentlig og begrundet måde, kan jeg godt leve med det. Endelig er det jo ikke så længe siden, jeg selv var medarbejder, så jeg kan godt sætte mig i mine medarbejderes sted, og jeg stræber efter at behandle folk, som jeg selv gerne ville behandles. Det er helt klart min intention, forklarer hun.

– Så alt i alt føler jeg mig rigtig godt tilpas på pinden her, og sover godt om natten, siger hun og tilføjer, at den oplevelse også betyder, at hun ser frem til at være filialchef i rigtig mange år fremover.

– Jeg er meget glad for mit job. Jeg har verdens bedste medarbejdere, en god organisation i ryggen og verdens bedste kunder, som jo er apotekerne tilknyttet min filial. Det er vigtigt for mig, at jeg kan lide mit job. Jeg forstår ikke folk, der bliver i et job, som de ikke kan lide, eller som stresser dem. Det ville jeg ikke gøre, siger den 44-årige leder, der ikke har sluppet kontakten til sine kolleger på Reberbane Apotek, som hun jo dels ser, når hun kommer på besøg i embeds medfør og dels for nogles vedkommende har en spiseklub sammen med, hvor de også lægger lidt til side i en pulje, som de så bruger af til januarudsalg.