Jeanette Juul Rasmussen er ikke en tålmodig sjæl. Der er mange bolde i luften – også denne vintermorgen, hvor apoteket er fyldt til bristepunktet ved skranken, mødelokalet slår gnister med kurser om sårheling, og apotekeren kigger på uret, da hun sammen med undertegnede slår sig ned i frokoststuen. – Vi har til kl. 12, siger hun.

Men hun har styr på sine mål – og siger selv, at hun har lært at tøjle tempoet. En god førerhund får ikke flokken med, hvis den løber i sit eget tempo.

– Jeg har en tendens til at løbe meget stærkt og i hundrede retninger samtidigt, men jeg har måttet lære, at hvis jeg vil have alle med, må jeg sætte et tempo, hvor jeg ikke keder mig, og hvor jeg samtidig kan få alle de andre med. Det er et spørgsmål om balance, bedyrer Jeanette Juul Rasmussen.

Målsætningerne har altid været rimeligt klare. Det skulle handle om patienter, sygdomme, medicin og gerne produktion. Og efter forskellige overvejelser og et enkelt semester på DTU som kemiingeniørstuderende havnede hun pludselig – takket være sine forældres venner – på en uges praktik på Trekroner Apotek. Og inden hun havde set sig om, opfordrede personalet hende til at søge den elevplads, der ellers var tiltænkt apotekets noget yngre cykelbud. Jeanette Juul Rasmussen fik elevpladsen, men forbarmede sig dog senere over manden, hun væltede af pinden. I dag er parret gift på 18. år og har sammen 3 børn fra 13 til 16 år.

Jeg er en springer

Apotekeren indrømmer, at hun fra starten var en springer (jf. Arbejdslivsundersøgelsen, som blandt andet inddeler farmakomer i tre typer: Arketypen, udfordreren og springeren): – Jeg vidste, jeg ville videre efter farmakonomstudiet, men jeg vidste også, at jeg ville gøre studiet færdigt, inden jeg sprang. Jeg trængte simpelthen til at gøre noget færdigt, som var skægt at lave, og som ikke lige her og nu krævede 5-6 års tungt, akademisk studiearbejde. Og så lå farmakonomfaget tættest på alt det, jeg ville dengang med patienter, sygdomme og medicinsk produktion.

Jeanette Juul Rasmussen arbejdede som farmakonom et enkelt år, inden hun startede farmaceutstudiet, som hun klarede på under fire år, fordi det dengang stadig var muligt at skippe et år, når man var farmakonom. Første ansættelse som farmaceut blev på Roskilde Sygehusapotek under den tidligere formand for Apotekerforeningen Paul Bundgaard.

– Det er ledelsen fra mine tidligere chefer, der har inspireret min egen ledelsesstil. Jeg havde masser af udfordringer både under Paul Bundgaard og hans efterfølger Inger Bjeldbak-Olesen og senere som souschef hos Per Mortensen i Frederiksværk. Ledere, der var parate til at give ansvar fra sig og lade medarbejderne selv søge udfordringerne. Jeg er kendt for at have mange bolde i luften, men mine chefer var gode til at gribe dem, jeg ikke selv kunne håndtere. Den ledelsesstil har jeg taget med mig.

– Og så tror jeg, at det at have startet nederst i hierarkiet som farmakonomelev med både negative og positive gevinster har lært mig at forstå, at vi er forskellige og opfatter og lærer ting i forskellige niveauer. Vi påtager os ansvar og udforsker mulighederne i forskellige tempi, og derfor er udfordringen som leder at lade nogen gå foran, mens andre følger efter med ens respekt fra resten af flokken.

– Den ballast havde jeg ikke haft, hvis jeg ikke selv først havde været farmakonom, understreger hun.

I den senere tid har Jeanette Juul Rasmussens apotekspersonale været hårdt ramt af sygdom. Også det kræver en særlig styrke hos en leder at erkende, når sygdom er tabu, og hvornår tabuet bør brydes i respekt for den syge og for resten af kollegerne. På Birkerød og Allerød Apotek står apotekerens dør altid åben. Det kan være store og alvorlig ting, der skal vendes, men det kan også være en medarbejder, der ikke ser glad ud, som hun beder om at kigge ind.

Strudsefinten

– Problemer skal ikke lægges i skuffer. Det bliver de bare større og mere støvede af. Mange chefer tror fejlagtigt, at problemerne forsvinder af sig selv, hvis de lader som om, de ikke har set dem. Jeg kalder det strudsefinten. Vi skal vide, om en kollega er ked af det på grund af noget på apoteket, eller om hun bærer på noget, der er taget med hjemmefra. Nogen gange er det selve omsorgen, der gør, at smilet kommer frem igen, siger Jeanette Juul Rasmussen.

Det dybe vand

– Jeg har nok altid haft en leder i maven. Som barn boede vi på grund af min fars arbejde en del år i udlandet. Jeg blev tidligt kastet ud på det dybe vand og måtte lære at svømme i land igen – ofte med en mindre søster på ryggen. Det har gjort mig stærk og tidligt lært mig at gå forrest, men samtidig har jeg altid haft lyst til også at skabe gode og trygge rammer for andre, fortsætter hun.

Birkerød Apotek med filialen i Allerød er begge store enheder med i alt 35 ansatte. En udfordring, som Jeanette Juul Rasmussen bevidst gik efter.

– Jeg kan lide at være omgivet af mange mennesker med de muligheder, det er forbundet med. Samspil mellem mennesker, at vi er forskellige, og at der skal være plads til os alle sammen. At det ikke altid er min løsning, der er den rette, at vi bidrager på hver vores forskellige måde uden at hovere, men med et smil.

– Det er skønt at være chef. Fordi det giver mig mulighed for at skabe en god arbejdsplads for en hel masse andre og forskellige mennesker, slutter Jeanette Juul Rasmussen.