Per Wisbech er en moderne leder, der anerkender, at det kræver hårdt personligt arbejde at nå frem til den rette og synlige ledelse. Han trådte sine barnesko – først som farmakonomelev og siden som farmaceut i Svendborg på Løven og Sct. Nicolai, hvor medarbejderne på sidstnævnte i nogen udstrækning er de samme, som da han første gang kom til.

– Det betød, at jeg som nyslået apoteker nok følte mig lidt for tæt på de medarbejdere, jeg før var kollega med. Konfliktskyhed handler jo helt sikkert om, at det kan være svært at tage fat om nælden. At man overvejer for længe, inden man træder i karakter som leder, når der opstår et problem på arbejdspladsen. Jeg håbede måske lidt for længe, at tingene løste sig af sig selv.

Per Wisbech har imidlertid arbejdet med sig selv og sin ledelse. Gennem årene har han fulgt forskellige ledelseskurser, blandt andet det Apotekerforeningen tilbyder alle nye apotekere.

– Det har været godt, fordi vi efterfølgende har dannet netværk, vi alle kan trække på og sparre med. Her har vi ud over at arbejde på at tage de rette beslutninger på det rette tidspunkt arbejdet med handleplaner. Det har både haft noget med ledelsesstil at gøre, men også med at lægge en strategi for, hvordan man prioriterer sin dagligdag.

Holder af skranken

I princippet har Per Wisbech slet ikke tid til at sætte sig med Farmakonomens udsendte. Han befinder sig bedst blandt personalet – i recepturen eller allerhelst i skranken. Det har været antydet af visse kritikere, at apotekere går i skranken for at spare personaleudgifter. En antydning Per Wisbech langt fra føler sig truffet af.

– Det har fra dag et været min stil og ledelsesfilosofi at være meget synlig over for både medarbejderne og kunderne. Dels fordi jeg synes, det er vigtigt, men ligeså meget, fordi jeg kan lide det. Og så mener jeg, det er et væsentligt signal over for apotekets kunder, at apotekeren viser, at han eller hun ved, hvad der foregår på apoteket, understreger Per Wisbech.

Per Wisbech er overbevist om, at det, at han også er farmakonom, har været en stor hjælp i starten af hans karriere som farmaceut, og at det også har haft nogen indflydelse på hans ledelsesstil.

– Jeg valgte praktikervejen, fordi jeg altid har følt det naturligt at være en del af dagligdagen på apoteket. Så meget farmakonom er jeg, siger han.

Synlig ledelse og lydhørhed

For Sct. Nicolai apotekeren er netop det forskellen på den ledelse, der herskede, da han var farmakonomelev, og i dag, hvor der ikke er mange apotekere, der tilbringer tiden i deres kontorstol bag lukkede døre.

– God ledelse er synlig ledelse og lydhørhed, fortsætter han.

Lydhørheden er struktureret ved, at apoteket har en ledelsesgruppe med en farmaceut og to farmakonomer, der jævnligt vender dagligdagens udfordringer. Og så løses udfordringer på den velkendte Nicolai-måde, som betyder, at nye tiltag og ændringer afprøves i et stille og roligt tempo. Virker det, så gennemføres tingene.

– Moderne ledere begår ofte den fejl, at der ikke lyttes efter dem, der er imod ændringerne og moderniseringerne. Men gør man tingene i et tempo, hvor fællesnævneren ikke nødvendigvis er den, der trækker hurtigst på aftrækkeren, så går det hele som regel stille og roligt af sig selv.

Mere navn end gavn

På Sct. Nicolai er der endnu ikke ansat en souschef. Per Wisbech har foreløbig valgt at have en farmaceut som stedfortræder.

– Jeg har set mange være mere souschef af navn end gavn. En souschef skal have beføjelser, og det tænker jeg meget over, om tiden er ved at være inde til.

Overvejelserne handler blandt andet om apotekerens uddannelsesmæssige ansvar for at skubbe farmaceuter karrieremæssigt den vej, at de bliver apotekere.

– Ud fra et driftsmæssigt synspunkt kunne det sagtens være en farmakonom, der blev souschef. Ud fra et fagligt perspektiv ville jeg vælge en farmaceut. For som lovgivningen er nu, er det jo fortsat kun farmaceuter, der kan blive apotekere.

– Foreløbig har jeg valgt en famakonom som filialleder i Vester Skerninge, slutter Per Wisbech.