Udgangspunktet i bogen er, at det er svært at være sammen med andre. Det kræver tid, koncentration og engagement at skabe et meningsfuldt samvær. Meget af det hænger sammen med, at vi ikke er øvede til det. I mange andre af livets forhold, skal vi øve os før vi bliver gode. Det skal vi også når det gælder relationer. Og vi skal have opmærksomhed på og lære at respektere vores egne og andres grænser. Bogen giver gennem både små og store øvelser ideer til, hvordan vi kan blive bedre til at være sammen som mennesker.

Der er en alarmerende mangel på fællesskab i vores samfund, på trods af, at vi lever side om side. Derfor ender mange relationer smertefuldt og tragisk. Tænk på forældre der opgiver at være sammen med deres børn. De går i den travle hverdag og savner at være sammen med børnene, men når de så har chancen, ved de ikke, hvad de skal stille op med børnene.

Bogen har mange små øvelser, der kan hjælpe læseren igennem og blive bedre til at fokusere på det positive og udviklende i andre mennesker. Når du samler din opmærksomhed, samler du også din styrke. Det er vigtigt, at du leder efter de stærke sider og ikke efter fejl. Men hvis du vil have anerkendelse fra andre, skal ud også anerkende og respektere dig selv.

Medfølelse

Bogen har nogle interessante betragtninger om, hvornår vi kan have medfølelse med andre mennesker. Det beskrives i bogen som ind-gruppe og ud-gruppefænomenet. Vi kan sagtens have empati for nogle mennesker, men slet ikke for andre. Det kender vi alle. Men det har stor betydning for vores relationer til andre mennesker. Vi deler alle op i vi og dem. Vi er ind-gruppen. Dem er ud-gruppen.

Ind-gruppe

Nogle gange er empatien kun reserveret til dem i ind-gruppen. Her kan vi leve os ind i medlemmernes situation, vi kan le og græde med dem. Og vi lider, når de lider. Vi er mest interesseret i dem, vi er i ind-gruppe med. Her kan vi være nysgerrige og udforske.

Ud-gruppe

Her kan vi ikke leve os ind i deres situation. Vi er ikke interesseret i at udforske dem. Og vi kommer med grove generaliseringer. Her kan vi være helt kolde. Har de lidelser, kan vi le af dem. Og værre endnu, vi kan forvolde dem skade og smerte, uden at det berører os. Faktisk kan det hæve vores status, når vi skader ud-gruppen. Og det kan opfattes negativt, hvis vi viser medfølelse over for ud-gruppemedlemmerne. Så er vi blødsødne. Faktisk er det sådan, at det er i orden at slå ihjel i nogle situationer, når det bare er dem fra ud-gruppen. Det kan endda blive betragtet som heltemodigt. Og lige præcis det er jo sørgeligt aktuelt i Danmark for tiden.

Det tema bogen fremhæver, ser vi rundt omkring i verden hele tiden. Disse mekanismer udspiller sig i mange forskellige sammenhænge. Før var det øst – vest, nu er det mere nord – syd. Ideologier er gode til at ophæve empatien mellem mennesker. Men det udspiller sig jo også på arbejdspladsen, i personalegruppen eller i lokalsamfundet mellem naboer. Derfor har vi selv et ansvar. Vi kan selv vælge at holde liv i vores empati overfor andre, og sige stop, når vi kan mærke, at grænserne rykker sig. Alt for ofte lykkes det enkelte mennesker at fralægge sig ansvaret, når de lægger ansvaret over på gruppen.

Medfølelse kræver handling

Bogen definerer medfølelse som: »Vi føler med den anden eller med os selv. Vi lever os ind i den andens situation. Medfølelse kan påvirkes af vores evne til at være opmærksomt nærværende og vores evne til at acceptere«.

Men medfølelsen skal omsættes til handling for at have værdi.

Handling defineres i bogen som: »Vi omsætter vores medfølelse i handling på en sådan måde, at den kan opfattes af en anden person«.

Når vi skal hjælpe andre mennesker skal vi ikke tage udgangspunkt i os selv. Vi skal heller ikke tage udgangspunkt i tidligere erfaringer. Hjælp til andre mennesker skal skræddersys, de skal tage udgangspunkt i den det handler om og i situationen her og nu.

Kropssprog

Når ord og kropssprog ikke hænger sammen, er det kropssproget, der har størst gennemslagskraft. Vi kopierer ofte hinanden. Vi sidder for eksempel begge med armene over hovedet. Her spejler vi os i hinanden. Det sker automatisk, når vi lytter opmærksomt. Så koordinerer vi vores kropsholdning. Hvis du gør det modsatte, så lukker du af for kommunikation. Du vender dig måske lidt væk, lader være med at signalere, at du lytter eller viser modsat følelse. For eksempel er du uinteresseret, når den der prøver at nå dig virker meget entusiastisk.

Udsigtstårne

En rigtig god øvelse i bogen er øvelsen om udsigtstårne. Der er altid en forklaring på, at et menneske gør, som det gør. Vi sidder alle i hvert vores udsigtstårn. Der ser vi forskellige sider af samme sag, eller måske helt forskellige ting. Vi skal være opmærksomme på, hvilken udsigt der er fra andre menneskers udsigtstårn. Vi skal sættes os over i de andres tårne engang i mellem. Men vi skal ikke sidde der for meget, for så får vi undertrykt vores egen udsigt. Så bliver vi påvirket for meget af, hvad andre mener og synes. Og så får vi for lidt plads til os selv. Forudsætningen for, at andre kan høre din stemme, er jo, at du selv kan høre den. Du skal altså finde balancen mellem din og andres stemmer og behov.

Hvis vi er i de andres tårne for lidt, kan vi nemt blive fordomsfulde og dømmende. Så vi skal vurdere, hvornår det er på tide at gå over i de andres tårne, og hvornår det er relevant at blive i vores eget. Men det er vigtigt at forstå, at du nogle gange kan vinde større respekt for dit eget perspektiv, når du er åben og bruger resurser på at sætte dig ind i andres.

Her kan teenageforældre måske hente lidt hjælp. Forældre har en tendens til at se de samme små børn fra forældrenes udsigtstårn. Hvis de nu sætter sig lidt over i de unges tårn, kan det være, at de har lettere ved at forstå, at barnet er ved at blive voksent.

Anerkendelse

En anden god øvelse, der er i bogen, handler om anerkendelse. Vores evner til at give anerkendelse og medfølelse skal holdes ved lige. Det kan vi gøre ved at træne dem.

Der er fire trin til at opnå dette.

1. At anerkende andre.

2. At tage sig i agt for respektløshed over for andre.

3. At respektere sig selv.

4. At tage sig i agt for manglende selvrespekt.

Du skal starte med at springe over i de andres udsigtstårne og være opmærksom og spejle dig i den andens følelse. Anerkend dem på baggrund af de omstændigheder de er i. Giv opmærksomhed og accepter dem. Du skal passe på ikke at krænke den anden og udvise respektløshed. Du må altså ikke kritisere. Det kan også ske gennem ikke handlinger, som for eksempel ikke at give opmærksomhed eller ikke at lytte eller ikke anerkende deres følelser.

Du skal også respektere dig selv, ved at være opmærksom på dig selv, gennem at acceptere dine følelser og tanker. Vær bevidst om, ikke at nedvurdere dig selv. Du skal tage dig i agt for manglende selvrespekt, gennem at være på vagt overfor, hvis du ikke respektere dine egne følelser og lade dig behandle respektløst. Det handler altså om, at du skal sætte grænser for dig selv, men du skal også respektere andres grænser.

I bund og grund handler denne lille selvhjælpsbog om, at vi skal blive bedre til at anerkende os selv og andre. For »Anerkendelse giver os alle luft under vingerne. Vi får mulighed for at være os selv og hjælpe hinanden med at flyve«.

At leve livet sammen, Anna Kåver og Åsa Nilsonne, Dansk Psykologisk Forlag 2008, ISBN 978-87-7706-510-1, 168 sider, 1. udgave, kr. 128 m/moms, kr. 102,40 u/moms.