»Kom på benene igen. Sådan klarer du en fyring« hedder denne bog, der kan hjælpe dig igennem den første svære tid, hvis du er så uheldig at blive fyret
Bogen er en god blanding af »små historier«, cases, teori og gode råd. Den er nem at bladre igennem, og du kan nemt finde lige det, der er vigtigt for dig. Det kan være om »den dag jeg blev fyret«, eller »8 gode råd til at komme på benene igen«, eller »7 hurtige om professionel jobsøgning«.
Det er hårdt at blive fyret
Uanset hvor nemt du kommer igennem en fyring, vil det altid være et hårdt slag på den ene eller anden måde. Der vil naturligvis opstå bekymringer som: Hvorfor mig? Hvad nu? Hvad med økonomien? Hvad er jeg overhovedet uden et job?
Nogle tager det ikke så tungt, andre går i en dyb krise, der tager lang tid at komme sig over. Men uanset hvad er det altid godt at søge hjælp Det kan være i bogform, men sandelig også i virkeligheden. Denne bog kan give dig ideer til, hvad du skal stille op i en sådan situation, hvor du typisk vil være lidt handlingslammet. Så se det som en »kogebog«.
Normale reaktioner ved fyringer
Det er klart, at en fyring kan være et meget hårdt slag. Når du bliver fyret, kan du miste overblikket fuldstændigt. Der er mange og store spørgsmål, du ikke lige kan få besvaret.
De normale reaktioner i forbindelse med fyringer kan for eksempel være:
• Fysiske reaktioner – herunder smerter med hovedpine eller ondt i brystet, rysteture, kvalme, muskelspændinger og hjertebanken.
• Psykiske reaktioner – herunder gråd, tristhed, vrede, nedtrykthed og koncentrationsbesvær. Det er svært at lytte og forstå.
• Sociale reaktioner:
Efter en fyring er du mere sårbar. Måske har du svært ved at være alene. Eller du har måske lyst til at isolere dig for at slippe for at »stå til ansvar« for din situation. Men lad være med at gøre det. Du kan have et svar parat, så du selv kan bestemme, hvornår du vil tale om fyring. Hvis andre spørger: »Hvordan går det?«, er det i orden at svare: »Det går fint, hvordan går det med dig?«, eller: »Jeg har det ikke godt, jeg er lige blevet fyret. Har du prøvet det?«.
Her er overskrifterne på »8 gode råd« fra bogen:
1. Accepter og anerkend, at det er normalt at reagere
2. Pas på dig selv
3. Tal med andre om, hvordan du har det
4. Skriv dine tanker ned
5. Undgå at isolere dig
6. Flygt ikke fra problemerne – det forsvinder de ikke af!
7. Tag imod andres hjælp og vær der også for dem
8. Hold pause fra problemerne.
Hvis du får en krise
Hvis du får en krise efter en fyring, kan du have brug for professionel hjælp. Vær opmærksom på om du:
• har voldsomme symptomer og øget håbløshed
• tænker på at skade dig selv
• begynder at tage unødvendige risici.
Hvis du selv eller dine nærmeste bliver bekymrede, er det et godt tidspunkt at opsøge professionel hjælp.
Tal med familie, venner, kolleger eller dig selv
Du er ikke alene. Vær åben ærlig og tal med andre om, hvad der er sket. Fortæl dem om, hvordan du har det. Hvis du holder problemer for dig selv, så vokser de ofte. Andre har været igennem det samme. Det kan hjælpe dig og give håb at høre om andre, der er kommet igennem en svær periode. Hvis du hellere vil klare det selv, er der også en opskrift i bogen på, hvordan du får en gratis coach. Bogen guider dig med spørgsmål, som du kan stille dig selv. Det virker faktisk godt og kan hjælpe dig til at reflektere og afklare nogle spørgsmål, du har, uden at være afhængig af andre.
Det ender godt for de fleste
Det er svært at se i starten. Men for nogle ender en fyring med en chance for at prøve noget nyt og bedre. Her er nogle gode råd fra bogen – og i det hele taget – til dig der er blevet fyret:
• Brug al den hjælp, du kan få, fra din leder, dine kolleger, venner og familie.
• Kontakt din fagforening og se, hvad de kan hjælpe dig med.
• Når du begynder at se fremad, så læg en plan for din jobsøgning.
• Hvilke job vil jeg søge?
• Se på muligheder, se ikke på begrænsninger.
• Hvem skal jeg fortælle, at jeg er jobsøgende?
• Ring eller tag ud til potentielle arbejdspladser.
• Hvilke muligheder er der på internettet?
• Er der mulighed for efteruddannelse?
• Giv dig selv en arbejdstid og en fritid. Jobsøgning kan fylde for meget.
• Hvis du kan, så tag et midlertidigt job. Det er nemmere at søge, når du har en ansættelse.
• Accepter dine reaktioner undervejs. Det er normalt at svinge mellem håb og håbløshed.
• Lad dig ikke stoppe af det.
»Kom på benene igen. Sådan klarer du en fyring«, af Rikke Høgsted, Dansk Psykologisk Forlag 2009, ISBN 978-87-7706-645-0, 64 sider, 1. udgave, 198,-kr.