Ingen har sagt, det skal være nemt. Tag for eksempel den globale finansielle krise! Den har svære konsekvens-er for farmakonomer i medicinalindustrien, som med årets massefyringer og trusler om nye, har kniven mod struben – mens farmakonomer på sygehuse og i det offentlige rum oplever en modsatrettet udvikling med stigende efterspørgsel og masser af spændende opgaver.

 

Eller tag Farmakonomforeningens nye struktur! Den har også klare konsekvenser. Nogen synes, den er for besværlig – at afstandene er blevet »for store«. Andre synes, at den ny struktur netop er dét, der skulle til.

 

Og med to så forskellige udfordringer har Farmakonomforeningens formandskab netop gjort status på året, der gik. Som altid ved at være til stede på efterårets (nu) fem regions- og to sektionsårsmøder. »I smult vande« fristes man til at kalde det, når Susanne Engstrøm beskriver den balancegang mellem ny struktur, gamle vaner, børnesygdomme og den økonomiske krises mange udfordring-er, det er at styre Farmakonomforeningen på »rette vej«.

 

Det har nemlig på den ene side været den finansielle krise og dens økonomiske konsekvenser for farmakonomer, der har optaget debatten på årsmøderne. Men det har også været plusser og minusser ved at være faglig i foreningens nye struktur, der nu på andet år har skullet bevise sin værd.

 

Krisen rammer forskelligt

Med hensyn til krisens økonomiske konsekvenser optager det medlemmerne, dels fordi den har ramt så forskelligt, dels fordi der lige om lidt skal indsamles krav til den kommende overenskomst 2011.

 

– Krisen illustrerer, hvor forskellige forventningerne er til en aftale. Vi oplevede i opgangstider, som ved overenskomsten 2008, medlemmernes første og dermed historiske »nej« – mens jeg har en klar fornemmelse af, at alting kan se helt anderledes ud, når vi kommer til kravene til næste overenskomst, siger Susanne Engstrøm. – På den anden side står vi – selv i disse nedgangstider – stadig over for rekrutteringsproblematikken. Lige nu har farmakonomer – specielt i medicinalindustrien – mistet job eller har svært ved at finde et, men lige om lidt går de store årgange på pension, så vi er nødt til hele tiden at fokusere på, hvordan vi får rekrutteret nye farmakonomer.

 

Når det handler om den ny struktur, hvis vedtægter årsmøderne nu for andet år har ageret efter, så må Susanne Engstrøm konstatere, at strukturen fortsat er i sin pure ungdom.

 

Plejer er ikke død

– Plejer er ikke død. Og vi skal alle stadig vænne os til at tænke anderledes. Men ting er ikke nødvendigvis mindre vigtige, fordi de skal gøres på en ny måde. Det må synliggøres bedre af alle, at fordi der har været afholdt årsmøde et bestemt sted i en region i hundrede år – så er indholdet af samme møde ligeså fantastisk, selv om det nu bliver afholdt måske 100 km stik syd.

 

Alligevel er formandskabet åben for at finjustere strukturen. Tidligere lykkedes det nemlig at møde op mod 25 % mod de sidste par års 10 % af medlemmerne, på de daværende kreds- og sektionsgeneralforsamlinger. Og der findes masser af forklaringer på, hvorfor tallet nu ligger, som det gør. Den nemmeste er, at tidligere var der flere kredse og dermed flere møder, flere steder i landet.

 

– På den anden side møder vi nu langt flere forskellige arbejdspladser, end vi gjorde i den gamle struktur, understreger Susanne Engstrøm.

 

Men mødet med medlemmerne er essentielt, hvorfor hun og Christina Durinck har besluttet at deltage i flere af forårets medlemsmøder, som – lover formanden – kommer til at foregå på nogle af »de gamle« locations.

 

I år var regions- og sektionsbestyrelserne på valg. Engagementet og ambitionerne vil altid svinge fra region til sektion, og ligeledes vil involveringen til tider være markant forskellig, erkender Susanne Engstrøm.

 

For eksempel var der genvalg af formanden i de fleste regioner og bestyrelserne – bortset fra en enkel, hvor hele tre stillede op til formandsposten. Og i to regioner var der kampvalg, da seks stillede op til de fem bestyrelsesposter. Til gengæld mangler der et bestyrelsesmedlem i Den offentlige sektion, idet der ikke blev valgt et medlem i Syddanmark. Og det er problematisk, fordi der, ifølge den ny struktur på det offentlige område, skal vælges et bestyrelsesmedlem i hver region for, at samarbejdet på tværs i regionerne fungerer.

 

Undrer og ærgrer

– Det både undrer og ærgrer mig, fordi det offentlige område er en vigtig samspilspartner for Farmakonomforeningen på grund af områdets rivende udvikling, siger Susanne Engstrøm, som dog vurderer, at området finder det sidste bestyrelsesmedlem inden landsmødet næste år.

 

Industrisektionen mangler to medlemmer for at blive fuldtallig. Og selvom der var forventninger om et noget større engagement i Industrisektionen, fordi sekretariatet har brugt mange resurser i perioden på at involvere sig på stedet, blandt andet for at forhandle aftrædelsesvilkår for de farmakonomer, der har mistet job i lægemiddelvirksomhederne, så erkender Susanne Engstrøm, at sektionens medlemmer er hårdt presset.

 

– Vi har aldrig tidligere oplevet massefyringer, hvor både en og flere farmakonomer har mistet deres job. Sektionens årsmøde var derfor præget af værdien af at være med i en faglig organisation, når man er kontraktansat, da det jo kun er Nycomed, vi har overenskomst med. Det er min oplevelse, set i lyset af krisens massefyringer og truslen om flere fyringer, at mange industriansatte er glade for involveringen fra sekretariatets side. Og det skal vi være bedre til at synliggøre over for de nye og unge i sektionen, så de møder mere talstærkt frem ved kommende årsmøder, fortsætter Susanne Engstrøm.

 

En tyv om natten

Udover krisens konsekvenser berørte Susanne Engstrøm også liberalisering, aktualiseret af privatiseringen af det svenske apoteksvæsen, som hun mener, er kommet som »en tyv om natten«.

 

Det statsejede apotek, AB, har ifølge Susanne Engstrøm været yderst velfungerende uden egentlig kritik af kvaliteten, men er alligevel over natten blevet privatiseret. Det sætter den svenske søsterorganisation over for nogle kæmpe udfordringer, fordi den pludselig får 3-4 forskellige arbejdsgivere på apoteksområdet, der skal forhandles overenskomst med. Den »apotekstekniker«, det svenske søstersekretariat var vant til at samarbejde med, er pludselig på et kædeapotek, hvor skodderne er lukket ned for samarbejde.

– Men nej, det frygter jeg ikke vil ske her. Jeg har en tyrkertro på, at Apotekerforeningens strategi med at fremhæve og fastholde vigtigheden af apotekets faglige rådgivning og information holder, samtidigt med, at alle bevidst certificeres efter Den Danske Kvalitetsmodel. En proces, understreger Susanne Engstrøm, som farmakonomer spiller en stor rolle i.

– For det første er vi i Danmark enige i, at de opgaver, der ligger i sundhedsvæsenet skal være styret af det offentlige. Dernæst tror jeg, at kombinationen af at have noget velfungerende og nogle – set i forhold til det europæiske gennemsnit – meget billige lægemiddelpriser, fortsat gør det meget svært for forligskredsens politikere (liberaliseringsforliget 2000) og regeringen at finde det halmstrå, der skulle gøre, at man liberaliserede apoteksvæsenet.

Som Susanne Engstrøm ser det, skal man selvfølgelig aldrig sige aldrig, og måske skal der skrues og ventileres og moderniseres, som det er med alting.

– Men det gode gammeldags system med lidt monopol tilsat en smule liberalisering – det håber jeg holder, slutter hun.