FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Fagbladet  »  Artikler  »  Møder og konferencer
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

26/01 - 2010
2010/2 - Første resultater af Arbejdslivsundersøgelsen
Arbejdslivsundersøgelsen viser, at farmakonomer føler, de har meningsfulde arbejdsopgaver og er godt tilfredse med rådgivningen i Farmakonomforeningen. Blandt udfordringerne er opbakningen til TR og fortsat utilfredshed med ledelsen på en del apoteker

Farmakonomforeningen holdt i midten af november bestyrelseskonference i Fredericia. Her blev kimen lagt til drøftelser, der skal afrundes på dette års landsmøde. På dagsordenen var blandt andet de første resultater af den Arbejdslivsundersøgelse, der af Ziirsen Research er gennemført i løbet af det sidste halve år.

 

Den viser, at farmakonomer er glade for deres arbejdspladser, hvor specielt det gode sammenhold blandt kolleger og meningsfulde arbejdsopgaver betyder meget. Farmakonomer føler også, at deres uddannelse giver dem en høj faglighed med i bagagen.

 

Til gengæld er farmakonomers forhold og opbakning til TR og SiR et område, der skal granskes nærmere. De fleste mener, at de tillidsvalgte udfører et væsentligt og vigtigt arbejde, men opbakningen er ringe – ifølge Ziirsen – fordi farmakonomer er en homogen gruppe, der især på privat apotek arbejder på små arbejdspladser, hvor man får talt løbende om tingene.

 

– TR er helt klart et område, vi skal se nærmere på, siger formand Susanne Engstrøm. Et andet område med modsatrettede resultater er opfattelsen af apotekeren. Her hæfter hun sig ved, at mange mener, lederen er blevet mere lyttende, åben og uddelegerende, mens andre fortsat peger på en usynlig, dikterende og konfliktsky ledelse.

 

Stor tilfredshed med foreningen

– Det glæder mig, at undersøgelsen ser ud til at vise stor tilfredshed med vores forening og rådgivningen i sekretariatet. Og også at farmakonomer er åbenlyst glade for deres uddannelse, siger Susanne Engstrøm.

 

Disse to sidste ting fik stor sammenhængende betydning for resten af bestyrelseskonferencen, hvor blandt andet fremtidsforsker Jesper Bo Jensen (se artiklen side 12) fortalte om de unges holdninger til fag og fællesskab. Der var stor begejstring og opbakning fra alle bestyrelsesmedlemmers side på konferencen til fortsat at have øget fokus på farmakonomers faglighed og entusiasmen til, at farmakonomer, også i fremtiden, vil gøre en forskel i sundhedsvæsenet.

 

– Vi skal have sat nyt årstal på Mit Fællesskab ved landsmødet til november. Bestyrelseskonferencen har bekræftet, at 2010 kan udskiftes med et årstal, der rækker mange år frem i tiden, siger Susanne Engstrøm.

 

Arbejdslivsundersøgelsen vil blive gennemgået yderligere i Farmakonomen i løbet af 2010. Ligesom der er planlagt en række møder i løbet af februar og marts rundt i landet, hvor resultaterne af undersøgelsen bliver gennemgået sammen med fokus på de kommende overenskomstforhandlinger.

 

« Tilbage til Møder og konferencer

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk