2006/11 - Hovedbestyrelsesmøde den 20. april 2006
Farmakonomuddannelsen
Hovedbestyrelsen drøftede status for arbejdet med revisionen af farmakonomuddannelsen. Baggrunden for drøftelserne var et notat fra det uddannelsesudvalg, som har arbejdet med en revision siden efteråret 2005. Udvalget var nu kommet så langt i sit arbejde, at det ønskede at høre både Apotekerforeningens og Farmakonomforeningens bemærkninger til de ændringer, som udvalget indtil nu har arbejdet med.
Udvalget består af to repræsentanter fra henholdsvis Apotekerforeningen (apoteker Kirsten Permin og vicedirektør Dan Rosenberg Asmussen), Farmakonomforeningen (forretningsudvalgsmedlem Line Tønnesen og sekretariatschef Lis Ekner) og Pharmakon (direktør/rektor Janne Albertsen, uddannelseschef Ella Ulbak og afdelingsleder Tina Schilling Hansen).
Den nuværende uddannelsesordning er fra 1995, hvor den blev revideret som opfølgning på ændringer i apotekerloven – blandt andet indførelsen af apotekets informationspligt.
Der er siden sket ændringer i lovgivningen, som har åbnet mulighed for større kompetence til farmakonomerne og større ansvarsområder end tidligere. Farmakonomer har siden 1997 selvstændigt kunnet kontrollere recepter og har siden 2003 kunnet arbejde alene i apoteksfilialer og på vagt.
Det er derfor helt naturligt at se på uddannelsen i lyset af de ændringer og den udvikling i farmakonomens erhvervsrolle, som den større kompetence har medført.
Revisionen er også inspireret af ønsker fra brugerne af farmakonomer, for eksempel de private apoteker og sygehusapoteker. Der har været afholdt to møder med repræsentanter fra sygehusapotekerne for at få uddybet deres ønsker til en revision af farmakonomuddannelsen. I 2004 var Farmakonomforeningen initiativtager til en større undersøgelse om Farmakonomers arbejdsfelt og kompetenceprofil. Undersøgelsen blev foretaget af Rambøll Management.
Tilbagemeldingerne og undersøgelsen understøtter, at der skal lægges mere vægt på uddannelsens faglige indhold i takt med udviklingen i farmakonomers erhvervsrolle på apotek og sygehusapotek.
Der ønskes også en øget vægt på klinisk-farmaceutisk relevante uddannelseselementer og en styrkelse af den sundheds– og lægemiddelfaglige rolle og farmakonomens faglige og personlige kompetencer.
Det er også vigtigt at bevare kombi-uddannelsen, hvor den studerende veksler mellem privat apotek og sygehusapotek under hele uddannelsen. Endelig skal uddannelsen i sit indhold, tilrettelæggelse og afvikling være attraktiv for kommende studerende.
Hovedbestyrelsen var tilfreds med de overordnede mål og indholdet i notatet, som er »et skridt i den rigtige retning«. Og det er forsat vigtigt, at farmakonomuddannelsen ikke er en dead-end uddannelse, men en uddannelse, som den enkelte farmakonom kan bygge videre på og således komme videre i uddannelsessystemet.
Målet er, at en revision kan træde i kraft for dem, der starter uddannelsen efter sommerferien 2007.
Farmakonom Bank
Hovedbestyrelsen besluttede, at der arbejdes videre med indgåelse af en samarbejdsaftale med Lån & Spar Bank, som vil tilbyde medlemmer af Farmakonomforeningen en række fordele, for eksempel et gratis Master Card, billig rejseforsikring og fordelagtige vilkår ved optagelse af lån.
Medlemstilbuddet vil blive udførligt omtalt, når det træder i kraft – formentlig i september/oktober måned. En lang række organisationer – både i FTF og AC – har et lignende medlemstilbud.
FTF-A
Farmakonomforeningen har et medlem i A-kassens hovedbestyrelse. Foreningens næstformand Anni Helbo har denne post. I delegeretforsamlingen har foreningen fire pladser. Hovedbestyrelsen udpegede Susanne Engstrøm (formand), Anni Helbo (næstformand), Line Tønnesen (forretningsudvalget) og Tina Enghoff (kredsformand, Fyn) med Anne Mortensen (forretningsudvalget), Randi Jøhnk (kredsformand, Sønderjylland), Mette Lykke Møller (forretningsudvalget) og Lea Schelling (kredsformand, Århus-Randers) som personlige suppleanter. Der afholdes delegeretmøde i oktober 2006.
Farmakonom Dagen 2006
Det generelle indtryk er, at dagen var en succes. Det havde været en spændende og inspirerende dag. Det er vurderingen på baggrund af de mange tilbagemeldinger, der kom på dagen og efterfølgende via mails.
Selv efter en succes er der ting, der kan forbedres til næste gang, som er i marts 2009. Af ønsker til forbedringer kan nævnes bedre lokaleforhold til for eksempel posterudstillerne og kunstudstillingen, bedre kvalitet på deltagernes navneskilte, så de kan holde en hel dag!
Foreningen havde som noget nyt egen stand, hvor medlemmerne kunne møde både et forretningsudvalgsmedlem og repræsentanter fra sekretariatet og dermed få svar på foreningspolitiske spørgsmål og få sat »hoved« på sekretariatets ansatte, som mange kun kender fra telefonen.
Der var også et PR for foreningens nyskabelse, medlemsemblemet, som kunne ses live og bestilles til senere levering. Det benyttede mange sig af.
Valg af formand og næstformand
Det er valgår i lige år til både formand og næstformand. Valgene er for 2 år – fra 2006 – 2008.
Alle medlemmer med aktivt medlemskab kan stille op. Valgene sker ved urafstemning blandt alle aktive medlemmer, hvis der opstiller mere end en kandidat til hver af posterne. Opstillingsfristen er tirsdag den 15. august. Der kræves 50 stillere for at opstille. Genvalg kan finde sted.
Den nuværende formand Susanne Engstrøm og næstformand Anni Helbo genopstiller begge for en ny periode.
Farmakonomforeningen fylder 60 år
Lørdag den 18. november 2006 – lige efter delegeretmødet, som afholdes den 6.-7. november – har foreningen eksisteret i 60 år. Det markeres ved fem små artikler i Farmakonomen hen over sommeren og efteråret. Den første blev bragt i nummer 10/23. maj. På delegeretmødet vil fødselsdagen også blive markeret. Men en fejring i samme omfang som ved 50-års fødselsdagen i 1996 bliver der ikke tale om ved denne fødselsdag.